2. del af Lillebælt Quilternes udstilling på TRÆF i Middelfart. Der er både små og store tæpper, maskin-syede tæpper, smukke håndquiltede tæpper – se selv:

Det kræver en dags og ro og mag at komme over sådan en dejlig weekend!

Dansk Patchwork Forenings TRÆF i Middelfart forløb rigtig godt, og det kræver en del af sådan en gammel kone at deltage i 3 dage, hvor der både er fysisk arbejde (ikke så meget), rigtig megen snak og hygge, og samvær med mange mennesker!

Det startede for mit vedkommende allerede fredag kl. 15, hvor jeg mødtes med andre fra Lillebælt Quilterne, som jeg er medlem af, for at hænge tæpper op til den udstilling, vi for første gang nogensinde havde bestemt at vise som gruppe. Vi havde fået rigtig god plads til vores 30 tæpper, så de kunne hænge frit og pænt på behørig vis!

Og der var heldigvis nogle, der kunne kravle på stiger – jeg havde bare materiellet med: snore, ekstra løbegange, sikkerhedsnåle og den slags, og det var bestemt af den øvrige bestyrelse, at jeg skulle dirigere slagets gang og bestemme, hvordan tæpperne skulle hænge. Det gik fint! Og det kom til at se så fint ud.

Mine “gamle kolleger” i Projekt Puttetæpper havde også en stor stand, hvor de kunne fejre projektets 25 år jubilæum ved at vise en masse puttetæpper. Det er så heldigt, at jeg kunne invitere dem som mine gæster til at overnatte på gæsteværelser her, hvor jeg bor, og så kunne vi også hygge os lidt sammen, f.eks. spise morgenmad hos mig og gå i byen sammen lørdag aften og spise. Og Anders, som er ægtemand til én af dem, er glad for Diki, som elsker at blive kælet for af den store, rolige mand, så de 2 kunne godt finde ud af hygge sig, og se sport i TV, mens vi andre var på messe!

Det værste ved sådan 3 dage, hvor jeg også havde meldt mig som hjælper i træffets Information, er, at mine ben og især fødderne bliver så forfærdelig ømme og trætte! Og ondt i ryggen får jeg også, mest af at stå stille, som jeg gjorde i Info – men det går jo over (måske i løbet af i morgen?)

Til gengæld kan jeg glæde mig over, at vores udstilling gjorde lykke – vi har fået mange rosende ord, både mens vi var der og på Facebook, hvor jeg har lagt billeder ud. Ikke mindst de meget spændende “My Million Flowers”-tæpper, som er syet som et fælles projekt før og under Corona, på den måde, at vi fik mønstrene lidt ad gangen, men syede dem hver især af egne stoffer. Det er selvfølgelig også derfor, de er så forskellige! (Jeg var med i projektet, men er ikke blevet færdig med det – det er ret sent, og jeg mistede jo sy-gejsten under Coronaen).

Hele udstillingen har jeg selvfølgelig fotograferet og vil også gerne forevige alle tæpperne her:

2. del af udstillingen følger.

Dansk Patchwork Forenings årlige TRÆF, i år i Lillebælthallerne i Middelfart, åbner netop nu og har åbent for alle hele weekenden.

Lillebælt Quilterne har i år en stor udstilling med 30 tæpper, som blev hængt op i går. Det ser rigtig godt ud!

Jeg glæder mig meget til at Christian får tæppet – vi skal være sammen næste weekend, så kan han få det med hjem!

Denne weekend vil jeg tilbringe mest på TRÆF, hvor jeg skal se det hele og også har påtaget mig et par vagter som hjælper.

Det skal selvfølgelig fotograferes, så tæppet kommer mere til sin ret, dvs op at hænge, men det kan jeg ikke herhjemme, fordi det er så stort: 200 x 240 cm = Christians sengetæppe til 3/4 seng i hans 1-værelses lejlighed, hvor der ikke er plads til både en seng og en sofa. Christian har selv godkendt stofferne, som jeg havde “på lager”, og som jeg synes er dejligt maskuline til en ung mand på 25 år!

Nu har jeg syet kanter på og har selv quiltet det på min egen symaskine, rullet sammen diagonalt til en lang “pølse, som ligger hen over skulderen og rulles ud efterhånden. Heldigvis har jeg en Pfaff maskine med overtransportør og en bred “arm”, så det kan være der. Men det giver ømme skuldre!

Det bliver udstillet på Dansk Patchwork Forenings TRÆF i Lillebælthallerne i Middelfart i denne weekend, sammen med mange andre fine tæpper, bl.a. 33 tæpper fra Lillebælt Quilterne, som jeg er medlem af. Vi skal derover i eftermiddag og hænge op.

Victors mor måtte i går aftes en tur på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital efter nogle dage med smerter i hals og ører, og Victor og hans far fulgte hende – også videre på “Riget”, hvor en konstateret byld i halsen skulle behandles.

Da den ambulante operation skulle foretages, gik far og søn udenfor og ventede – det kunne nok være for ubehageligt for en 10-årig at overvære!

Men først gav Victor sin mor, hvad han havde smuglet med (skjult i bukserne): en bamse! Medbragt med henblik på en evt. indlæggelse, som heldigvis ikke blev nødvendig.

Sikke en omsorg og sikke en kærlig tanke, at mor måtte låne en af hans bamser til trøst!

Victor er en kærlig og omsorgsfuld dreng! Dejligt!

Og Victors mor kom med hjem og har det godt !

Der må være andre, der kender den fornemmelse, det er, når man bliver totalt opslugt af en bog?

For mig sker det også (og måske især), når det er en bog, jeg har læst før, flere gange, og som alligevel fanger mig og sidder i mig, nærmest som en fysisk følelse!

Jeg har altid været en læsehest, lige fra jeg var 8 år og gik i 2. klasse og begyndte at læse små letlæselige bøger – jeg var hurtig til at lære det.

Jeg læser ikke hele tiden mere (falder ofte i søvn og kan have svært ved at koncentrere mig). Men pludselig bliver jeg fanget af en bog med et godt indhold – eller kommer selv i tanker om én, jeg længes efter at læse igen!

Det gælder i meget høj grad den, jeg lige har lagt fra mig (igen): Rosamunde Pilcher’s “Konkylie samlerne”. Jeg er helt udmattet! Den er så fantastisk!

Jeg har set den som film også (heldigvis først efter at have læst bogen), og det er også en dejlig film. Men film kan ikke få alle detaljer med – det gælder alle filmatiseringer af bøger – og slet ikke, når det er Rosamunde Pilchers tekster, der er så detaljerede, så ubegribeligt fint beskrivende, at det ikke er til at fatte, at nogen kan skrive sådan!

Jeg fik bogen engang i fødselsdagsgave af en anden voksen-spejder, som jeg samarbejdede med – det må have været i 1999, og jeg kendte slet ikke forfatteren! Jeg var midt i en stor spejderlejr, hvor jeg havde ansvar for hele registreringen af 22.000 spejdere! inclusive flere tusind udenlandske spejdere og deres sammenkobling med danske spejdergrupper. Det var vildt spændende, så der gik noget tid, før jeg havde overskud til at læse skønlitteratur!

Men så skal jeg ellers love for, at jeg blev indfanget, og senere læste jeg mange flere bøger af samme forfatter. De er allesammen gode (det er filmatiseringerne ikke allesammen!), og jeg nyder dem. Men Konkyliesamlerne er noget helt, helt særligt! Stadigvæk – ikke til at ryste af sig!

Dejligt, skønt, smukt!

Det er godt med venner!

Jeg har knoklet i de sidste dage – i den varme, som jeg har svært ved at holde ud! – for at få Christians sengetæppe så langt, at quiltningen kan starte.
Men jeg var lige ved at give op i dag af udmattelse.

Heldigvis havde jeg en aftale på Depotgården om hjælp til at “sandwiche”, lime og fiksere tæppets 3 lag, så jeg tog mig sammen, stoppede det hele i et stort net og kørte derind, inden de gik hjem fra tektilværkstedet (og så købte jeg lige brød med til eftermiddagskaffen!).

Heldigvis var der et par frelsende og hjælpsomme piger, der straks smed, hvad de havde i hænderne og tog fat sammen med mig. Vi kunne så konstatere, at min fornemmelse var rigtig: bagsiden er for lille! Men det er der råd for, den kan “skarres” (øges), og det kan jeg nemt gøre herhjemme, når jeg nu præcis ved, hvor meget, der skal føjes til.

“Toppen” (oversiden) er helt færdig, det blev den i formiddags, en smal og en bred kant er syet på, det hele er strøget – og det ser bare godt ud! Så på mandag er de klar til at hjælpe mig med at lægge det sammen, så jeg kan quilte.

Det er utroligt, hvad det betyder, at der står gode venner klar, når man trænger mest til det! Opmuntring, håndtering og godt humør virker som ved et trylleslag, så træthed og mismod forsvinder, og man er klar igen! Også selv om det er stort!

Det er jo næsten ikke til at sy i den varme, vi har pt! Men jeg havde sat mig for, at det sengetæppe, jeg har lovet Christian til hans nye ét-værelses lejlighed, skal være færdigt, så det kan komme med på Lillebælt Quilternes udstilling på Dansk Patchwork Forenings TRÆF i Middelfart 27.-28.august!

Men det er gået ufatteligt langsomt!

Jeg er så heldig, at Lis vil quilte det for mig på long-arm-maskinen på Depotgården i morgen!

Jeg fik hyggeligt besøg i dag! Christian ringede og spurgte, om jeg var hjemme, for han ville gerne afprøve sin “One-wheeler” = el-skateboard med ét hjul! Han ville køre fra Vejle til Fredericia for at se, om boardet har strøm nok til sådan en tur – men han havde brug for en sikkerhedsline, hvis den løb tør undervejs!

Der blev heldigvis ikke brug for Farmor og Farmors bil som sikkerhedsline, for lige pludselig landede han i entréen (til stor begejstring for Diki!) Der var ovenikøbet 16% strøm tilbage, og turen tog ikke de 2 timer, han havde beregnet.

Det var jo rigtig dejligt! Så vi hyggede os med en Magnum og en kop kaffe!

Og så købte vi ind i Brugsen til aftensmad, som Christian gerne ville være med til at lave. Vi kiggede både på hakkekød og skaftekoteletter – men det blev til Svensk pølseret, som han gerne ville lære at lave.

Det var jo rigtig hyggeligt at være 2 om at kokkerere, og nu kan han lave den ret, som vi elsker i vores familie, og han kender hemmelighederne! F.eks. ikke så meget karry, som hans far brugte, da han for mange år siden lavede det til sine spejdere på lejr, så det blev så stærkt, at det blev en legende!

Han tog toget hjem til Vejle og var heldig at få orange billet, den kostede kun 25 kr!

Det foresvæver mig, at der er et eventyr om én, der føler sig forhekset, fordi alt, hvad hun rører ved, går galt?

Sådan føler jeg i dag!

Jeg har ellers godt gang i Christians sengetæppe (og er sikker på, at det bliver flot!), alle de oprindelige blokke er syet og skåret igennem igen, jeg fik rigtig god hjælp på Depotgården forleden til at dreje/flytte og lægge dem op, og nu er jeg ved at sy dem sammen igen – det går som smurt! Men pludselig gik det galt: en af blokkene blev syet forkert sammen – pille-op-og-sy-igen – og igen! Og 3. gang var undertråden sluppet op, uden at jeg havde opdaget det – så om igen, og nu var det rigtigt! Men jeg holdt en pause!

Sådan var det også med den Hanne Falkenberg trøje, jeg er ved at strikke – bedst som jeg troede, jeg var næsten færdig, kunne jeg se, at det ikke passede, så om igen! Og nu er jeg meget omhyggelig med at kontrollere, at jeg strikker rigtigt (det er et ikke helt nemt mønster).

Jeg er jo usikker på, om jeg kommer til at mangle garn og har efterlyst, om nogen har en rest liggende (farven er udgået). Og så kom jeg pludselig til at tænke på, at det vist var samme farve, der indgik som kontrastfarve i en anden trøje fra samme strik-designer for nogle år siden? Så mon der skulle gemme sig en rest i mit eget garnlager?

Ja for Søren, det er ikke meget, men omkring 30 gram! Og det er jo skønt, hvis det viser sig at blive nødvendigt. Jeg har lovning på 15 gram, som en anden strikke på Facebook-gruppen har til overs – så er jeg sikker på, at der er nok!