Det er nærmest forrygende lige p.t. – lidt mærkeligt efter meget stille juni og juli. Dels varmen (indimellem) og solen, som jeg tåler dårligt: jeg blev ret solskoldet bare på den tid, det tog at slå min lille græsplæne først i juli, og jeg døjer stadig med kløen i nakken! Jeg har i næsten hele mit voksenliv lidt af “Vitiligo” = mangel på pigment i huden, startende med 2 små hvide pletter på en hånd, da jeg var 23 år, som langsomt har bredt sig og nu er som hvide plamager over det hele – jeg skal virkelig passe på! Og jeg bruger da også solbeskyttende creme med høj faktor, men jeg havde ikke lige tænkt på at smøre mig i nakken for det kvarter, det tager at slå græsset!

Nå men så jeg lavet mange andre ting, ikke alt med held! Jeg har været meget optaget af at strikke en sommerbluse – “Look” af Hanne Falkenberg, men jeg måtte trevle op flere gange i starten, fordi jeg strikkede forkert. Og nu, da jeg var næsten færdig og var spændt på, om jeg kom til at mangle garn (det er udgået!), så viser det sig, at jeg igen har lavet en fejl, så jeg har trevlet ca 1/3 tilbage, uden at jeg fundet ud af, hvad jeg har gjort galt, men så må jeg læse mere grundigt på opskriften, for HF’s opskrifter er der ikke fejl i! Den er sjov at strikke, så jeg opgir ikke.

Og lige nu har jeg løst en opgave for Lillebælt Quilterne, hvor jeg er kommet i bestyrelsen, hvor jeg har meldt os til at udstille i fællesskab, når Dansk Patchwork Forening holder det årlige “TRÆF” i Middelfart 27.-28. august. Det har vi ikke prøvet før, og der kræves en del dokumentation for at deltage. Vi udstiller 31 tæpper på vores eget område, det bliver sjovt!

På Depotgården har vi jo i løbet af foråret syet 40 små tæpper til ukrainske flygtningebørn, og det viste sig vanskeligt at få dem afleveret! For de flygtninge, der er kommet her til kommunen, bor rundt på forskellige steder, nogle af dem privat, og der var ingen hjælp fra kommunen mht at tæpperne kunne finde ejere! Faktisk endte det med, at jeg fik 7 tæpper tilbage! Men pludselig var der én, der fandt ud af, at der bor flere kvinder med børn i Gauerslund, som ligger mellem Vejle og Fredericia. De arbejder på et gartneri, børnene går i skole, og de bor i et fælles hus. En kontaktperson har afleveret tæpperne, og modtagerne var ved at gå bagover af glæde! Så det var dejligt! Vi har stadig nogle “toppe” (oversider til tæpper), der kan gøres færdige, hvis det bliver aktuelt.

Hvis der ikke bliver brug for dem, har jeg undersøgt, om Mødrehjælpen evt. kunne bruge dem til “Startpakker”, som vordende forældre kan søge om gennem sundhedsplejere eller jordemødre – men Mødrehjælpen i Fredericia melder ud, at der ikke er efterspørgsel! De har flere fine tæpper og flotte startpakker liggende klar, som bare ikke bliver afhentet! Mærkeligt!

Midt i travlheden forleden stod min pc af! – nej ikke pc-en, men hele Office-pakken! Og det var slemt! Jeg var jo netop ved at lave oplysende skema om tæpperne osv. Men heldigvis har jeg god hjælp til den slags fra yngstesønnen, som kan fjernstyre min pc og evt. finde og reparere via forbindelse hjemme fra sig selv.

Her var der dog ikke noget at reparere – der måtte en ny Office-pakke til, og det købte og installerede han så også for mig. Desværre er mit adresse-kartotek blevet væk i processen, så hvis det ikke lykkes at geninstallere det, må jeg oprette et nyt – det bliver besværligt, men er muligt.

Og så skal jeg se at få de 2 tæpper færdige, som jeg selv vil have med på udstilling, så jeg har faktisk rimeligt travlt!

Yngstesønnen havde fødselsdag i går – desværre måtte han undvære en meget vigtig person på sin fødselsdag: “Junior” = sønnen Victor, mit yngste barnebarn. Victor er midt i en kæmpe stor oplevelse, han er nemlig deltager i “Spejdernes lejr 2022” på Hedeland (naturområde ved Hedehusen/Roskilde), sammen med 32.000 andre spejdere!

Det er jo stort! Ikke bare for Victor, 10½ år gammel, men også for både hans Far og Mor, som begge er tidligere spejdere, og selvfølgelig også for gamle Farmor, som har været på utallige spejderlejre, incl. mange store lejre som f.eks. “Blå Sommer” x 5, og som er lykkelig over at barnebarnet følger op på familie traditionerne!

Med fødselsdag på netop den dato har Victors Far selv holdt sin fødselsdag på spejderlejr mange gange, det er der kommet forskellige sjove fejringer ud af (f. eks. morgenvækning af en sækkepibespiller!) – men nu var det så omvendt fødselaren, der måtte savne sin søn.

Heldigvis kunne Victor låne en mobiltelefon af sin leder og sende en morgen-sms med lykønskning til sin Far med forsikring om, at han savner Mor & Far – men han har ikke hjemvé! Det er en god besked at få i fødselsdagsgave.

Fødselaren kunne til gengæld bestille kagemand til hele Victors gruppe – den omvendte verden, men mon ikke, det har været vellykket?!

Man kunne godt tro, det var løwn, men den varmeste dag i flere år i DK tilbragte jeg med en helt vild udflugt!
Jeg kørte i “den lille “blå” til Horsens på besøg hos en rigtig god patchwork veninde, en aftale, som jeg havde måtte aflyse pga sygdom for et par uger siden og derfor ikke ville svigte igen.

Jeg var helt ærligt betænkelig! Jeg har det ikke godt med varme! Men heldigvis har den lille bil et udmærket air condition anlæg, og efter at jeg havde luftet Diki meget tidligt, “luftede” jeg også bilen ved at lukke begge fordøre op i 1 time, mens jeg spiste morgenmad – og så kørte jeg altså!

Heldigvis bor min gode veninde på 6. sal ud mod havnen og har ikke bare 1, men 3 terrasser så det var bare at vælge den, hvor der var mest køligt, og der var virkelig dejligt med en let vind og skygge. Så der tilbragte vi hele dagen med hyggelig snak – hvor heldig kan man være? Det var en rigtig dejlig dag!

Og Diki havde sovet hele dagen, han er god til at være alene hjemme. Jeg havde sikret mig hans velfærd med en aftale med sønnen: Hvis jeg nu fik hedeslag el. noget andet ubehageligt og ikke var kommet hjem kl 17, så måtte han tage sig af hunden! Det har jeg aldrig spekuleret over før – jeg er uforbederlig optimist!

Nu er vi alene igen, Diki og jeg, efter at livsstykket Victor er rejst hjem til sin Mor og Far!

Man kan virkelig mærke, at han er blevet et år ældre siden sidste ferie – nu 10½ år ! “Jeg kan godt selv, Farmor”, siger han, når jeg vil hjælpe med praktiske ting – og det kan han! Han smører selv sine rugbrødsmadder med spegepølse (en helt bestemt, som jeg ved, jeg skal have i huset, når han kommer!) + ristede løg og remoulade! Han kan også selv tage af bordet og sætte i opvaskeren – rede sin seng og sandelig også pakke sin kuffert!

Vi har ikke travlt, når han er her, han vil gerne sove længe! Og også gerne spille spil på sin I-pad eller spillemaskine til sent!
Men vi var også i Madsby parken – et dejligt sted for familier her i Fredericia, med legeredskaber, lille dyrepark, borde og bænke, ikke noget vildt eller mekanisk overhovedet.

Og måske var “toppen”, at Victor besøgte sin store fætter Christian i hans nye 1-værelses lejlighed i Vejle, hvor Christian uddanner sig. De købte ind til frokost i fællesskab, og Christian lavede lasagne! Det var stort! Og selvfølgelig spiller de på computer sammen!

Og så besøgte vi Farbror og Tante Leonor og hjalp med at plukke kirsebær! Kirsebærtræet, som er stort, er i år blevet “pakket ind” i et stativ med net, for det er endnu aldrig lykkedes at smage bærrene selv- fuglene har taget dem alle!

Men nu i år, hvor der vist er særligt mange kirsebær, skal jeg lige love for, at det lykkedes! Vi plukkede 25 kilo på et par timer! Og jeg hjalp også med at udstene dem, så de kunne syltes. Jeg fik selv 4 kg med hjem, og de er virkelig lækre, store og saftige!

Victor er jo lidt af en “efternøler” i familien i forhold til de 4 voksne børnebørn, og han ved godt, at de også kom på ferie hos mig, både 2 og 4 ad gangen, hvor vi havde forskellige traditioner! Og dem skal Victor også have, så vi får f.eks. altid pandekager en aften, og pizza en anden dag.

Vi snakker meget om Farfar, som Victor aldrig nåede at lære at kende, og vi snakker om de gamle schæferhunde, som de store børn var meget glade for. Men Victor er heldigvis blevet meget glad for Diki – og omvendt! Diki hopper op i sengen og siger god morgen – det er hyggeligt!

Victor havde en særlig opgave denne gang: jeg har ikke så mange ønsker til min fødselsdag, så de havde selv fundet på en helt særlig “blomst”, da de var i Legoland i sidste uge – en flot Orkidé, bygget af legoklodser!

Det lyder måske mærkeligt, for mine børn og børnebørn har alle bygget med LEGO, men jeg har faktisk aldrig gjort det – så det skulle Victor lære sin 83-årige Farmor!

Vi fik kun begyndt – der er over 600 små klodser! – men Victor lærte mig at sortere og følge de detaljerede tegninger, så nu kan jeg godt! 😉 Og jeg skal nok få den fine blomst færdig og sende billede til Victor!

Han rejste med “børne-guide-toget”, det er nu 3. gang, han rejser på den måde, og det, synes han, er rigtig sjovt, medbringende kuffert, rygsæk med spil og legesager og sovebamser, madpakke med den sidste pandekage fra dagen før og den sidste slice pizza samt juice – pakket forsvarligt ind! Og det var gået fint, sagde han, da han ringede efter at Far og Mor havde hentet ham på Køge Nord station!

Dejligt at han vil komme og være her alene sammen med mig, det får vi mest ud af. Jeg har stadigvæk en lille fornemmelse af, at han er her!

Jeg har igen strikket en “Ingen Dikkedarer” (Petite Knit, https://www.petiteknit.com/collections/frontpage/products/ingen-dikkedarer-sweater), med modifikationer!

Den er strikket i No 14 garn fra Önling = bomuld & hør, og mine ændringer er: flere vendinger = større halsåbning, retstrikkede kanter og hulbort i stedet for raglanudtagninger.

Lækker bluse!

Ved et rent tilfælde havde ældstesønnen set en meget gammel arkiv-udsendelse på DR2 og ringede til mig, for det var et gensyn med min tætteste søster, som desværre døde i 2004 – så det er længe siden.

Den måtte jeg selvfølgelig også se, og det lykkedes mig at finde den i DR’s arkiv.

Efterhånden som jeg så den, kunne jeg godt huske, at jeg havde set den for mange år siden, før hun døde, men det var selvfølgelig vemodigt!

Hun fortalte ting fra sit arbejdsliv, som var usædvanligt for vores tid – uddannelse først i 1960-erne – hvor hun blev udlært maskinarbejder som den første pige i DK! og ligeledes blev den 1. teknikum maskin ingeniør i DK. Det kan jeg selvfølgelig godt huske, for vi var næsten lige gamle og boede sammen i vores læretid. Men det var sjovt at få genopfrisket nogle detaljer og historier fra dengang.

Men det sjoveste var faktisk at høre hende fortælle, for jeg husker ikke hendes sprog, som var en pudsig blanding af fynsk (barndomssproget) og nordjysk (hvor hun boede det meste af sit voksen liv).

Udsendelsen handlede iøvrigt om Frederikshavn Værft og er én i en serie, der hedder “Århundredets vidner”.

Jeg elsker at have gæster i haven (i hvert fald af denne slags – ikke snegle!), det er så hyggeligt!
Og det er et godt sted, den har bygget sin rede: der er tørvejr inde under det smalle tag-udhæng, det er godt hæftet på væggen, og der er fred og ro.

Jeg havde luret det, for de er ikke særligt diskrete, de solsorter! De larmer og skriger, når de flyver til og fra!

Vi har en lille leg, som er blevet tradition, Diki og jeg:
Når vi har spist til aften, og jeg sætter mig i min lænestol, kommer han med en bamse, som jeg skal kaste, så han kan “fange” den og komme med den igen-igen! Det har jeg vist fortalt før, men det gør ikke noget – her er en variation!

Jeg har det bedre, men er stadig meget træt og lidt svimmel, så nu til aften, da jeg havde spist en lille smule, lagde jeg mig på sofaen med en pude under hovedet og et tæppe. Så nu skal vi lege, tænkte Diki og kom med sin gamle grønne padde, som jeg lydigt kastede ud i stuen – og han fangede.

Og så kom han med den og satte sig ved armlænet på min lænestol på den anden side af bordet! Og så fuldstændig forvirret ud! For jeg sad der jo ikke!

Det så simpelthen så sjovt ud – jeg kunne lige se hans hoved hen over bordet. Det gentog sig 1 – 2 gange – 3. gang huskede han, hvor jeg var!

Vi er vanedyr begge 2! Hvor er jeg glad for, at jeg har ham! Nu fik jeg lige et lille grin, og så en lur!

Så kom det igen med smerter og infektion fra galdesten!
Jeg har efterhånden døjet med galdesten i mange år- jeg tror, det første anfald var i år 2000, det var slemt, men gik over af sig selv, og så gik der 13 år, før det næste ramte mig, og det var meget slemt og medførte 6 kikkert operationer – men den planlagte fjernelse af galdeblæren blev aflyst, fordi de var bange for, at de ar, som fjernelsen af omkring 30 store galdesten ved kikkert operationer havde medført, ville medføre problemer og ende i en “åben” operation!
Så jeg har stadig den galdeblære, og det har nu med mellemrum givet infektioner og voldsomme smerter.
Denne gang blev det en slem weekend og indlæggelse på Kolding Sygehus med et infektionstal på 220..
Dog kun en enkelt dag i modsætning til 7 dage sidste gang, hvor de ikke kunne finde ud af, hvad jeg fejlede – hjerte? – lunger? – Nu blev antibiotika kur sat i gang, og jeg fik lov at komme hjem med medicin.
Men jeg var fastende hele dagen, mens de undersøgte, scannede og røntgenfotograferede, og jeg blev så dehydreret, at jeg aldrig har oplevet noget lignende! Da jeg endelig blev sendt hjem, og ikke kunne få kørsel, gik jeg slingrende som en beruset ad de lange gange, indtil et par reddere, der havde afleveret en patient, stoppede op og tilbød mig transport i en kørestol ud til P-pladsen, hvor ældstesønnen ventede. Hold da op, hvor var det ubehageligt!
Mine herboende børn er meget omsorgsfulde og sørger for mig – også sent i aftes, hvor jeg ikke reagerede på telefonen, efter at jeg udmattet og svimmel var gået i seng allerede kl. 20!
Så sønnen brød simpelthen ind hos mig (han har nøgle) for at se, om det var helt galt med mig, efter at han havde ringet forgæves mange gange. Tak for omsorgen!

Jeg havde sovet tungt og svedt voldsomt af feber, og jeg var i omtumlet tilstand ved at skifte sengetøj, da det pludselig kl 22 ringede på døren! Jeg havde det som om det var midt på natten og blev forskrækket, for hvem ville snakke med mig på den tid – var det en af naboerne, der havde brug for hjælp? Jeg havde meget lidt tøj på, men heldigvis havde jeg ikke tændt lys, så jeg prøvede at lure gennem et lille vindue ud mod indkørslen, om jeg kunne se, hvem det var – men jeg så ingen og listede hen og tittede ud i entréen – og pludselig gik yderdøren op, og en arm kom ind! Det var sønnen, (som sidder i el-kørestol, derfor kunne jeg ikke se ham fra vinduet)! Han havde ringet og ringet for at høre, hvordan det gik, for han kunne jo se, hvor dårligt, jeg havde det, da han kørte mig hjem. Så han ville sikre sig, at jeg ikke var drattet omkuld!
Mobiltelefonen lå til opladning i køkkenet, og uden høreapparater havde jeg ikke hørt hverken den eller fastnet telefonen.

Sikke en redelighed!
Nu drikker jeg saft tilsat salt og spiser også lidt igen, og jeg har det nogenlunde.

Jeg har syet endnu et krammetæppe til et ukrainsk flygtningebarn i Fredericia!

Det er så hyggeligt at sy de små tæpper i klare farver af donerede stoffer. I dette tilfælde stammer det mest fra mit eget “lager”, med supplement fra noget af det, vi har modtaget.

Vi har nu syet 40 krammetæpper – meget godt gået af Depotgårdens onsdagshold!