Det var så Julen 2024 – hvor jeg for første gang i mange, mange år havde besøg af alle mine børn og børnebørn – ikke alle på én gang (så kan vi ikke være her), men alle 4 juledage (incl Lillejuleaften) !

Så jeg er træt – men meget glad, for dels kommer de med en stor del af, hvad vi skal bruge og spise – dels er de rigtig gode til at lave meget af det, der skal laves: De

• medbragte juletræ og pynt
• pyntede træet så fint og med levende lys
• dækkede bord
• lavede maden til juleaften og delvis til både Lillejuleaften og julefrokosten Juledag
• ryddede op og vaskede op – da opvaskemaskinen meget ubelejligt “stod af” !
• gik tur med Aramis (hvilket mine fødder satte stor pris på)

Og alt sammen så hyggeligt!

Grunden til, at det blev her og ikke hos en af familierne, som det har været på skift i mange år – også da Søren levede – var også betænksomhed! For efter den model, vi ellers følger, skulle jeg have været til Brøndby – og det var jeg betænkelig ved – både rejsen (jeg kører ikke selv bil så langt mere), betænkelighed pga Aramis og mangel på kræfter hos mig!
Så de 3 fra Brøndby kom her allerede Lillejuleaften, så der var god tid til de praktiske ting, og så kom datteren m/familie Lillejuleaften og spiste Svensk juleskinke + “knugekål” / “vri’ekål = traditionel hvidkål, der er kogt, vredet fri for væde, hakket og varmet m/fløde og smør, en ret, der kommer her fra Trekantområdet, og som er tradition i min familie, fordi min Farmor kom fra Erritsø. Juleskinken lavede min svigermor, og jeg synes, den passer godt til kålen foruden medisterpølse og frikadeller. Det spises normalt som varm ret til julefrokosten, men vi har i en del år prøvesmagt den lillejuleaften, fordi den mætter så meget, at man ikke spiser ret meget af den, når der er alt muligt andet på julefrokost-bordet! Yngstesønnen havde kogt, centrifugeret, hakket, og vacuumpakket kålen hjemmefra, så det var nemt at varme. Det var også ham, der lavede frikadellerne – og de var gode: han havde kørt en hel flæskesteg gennem sin kødhakker, fordi det var billigere end at købe hakket fars! Luksus!!!

Vi gav os rigtig god tid den 24. – vi var kun 4: Victor, hans forældre og mig samt Aramis(!) Victor har prøvet det før for 3 år siden, hvor Corona ændrede programmet til, at vi var de samme 4 med et lille juletræ her hos mig, og han synes, det er så hyggeligt.

Victors far og jeg deltog i gudstjenesten i Christians Kirken, og det var en meget stor oplevelse! Det er en meget smuk kirke med Bjørn Nørgaards fantastiske udsmykning, og der var så mange mennesker, at kirkerummet blev udvidet ved hjælp af foldedøre, efterhånden som vi fyldte op. Datteren medvirkede som frivillig, og hun havde varslet os om at komme tidligt, så vi sad på 1. række og var begge meget betagede over det hele, stemningen, den kraftfulde sang fra de mange mennesker – vi følte, at taget næsten lettede! Orglet spillede højt, men holdt en pause i et vers, uden at det mindskede lyden og kraften fra menigheden! Og en fantastisk præst holdt en helt uforglemmelig og meget personlig prædiken, der især rørte min søn, som måtte takke hende efter gudstjenesten!

Vores hyggelige julemiddag bød på risengrød m/mandel + en stor langtidsstegt andesteg m/tilbehør.
I svigerdatterens familie får den, der får mandelen en hel posefuld mandelgaver, som han deler ud til hvem, han synes, skal have dem – så vi fik allesammen en eller flere mandelgaver!

Juletræet havde Victor og hans mor pyntet meget smukt med hendes medbragte pynt og levende lys, efter aftale ikke så stort, jeg har ikke så meget plads, men det var fint!

Og der var et bjerg af pakker med dejlige gaver, som vi gav os god tid til at pakke ud – Victor fandt dem allesammen og delte dem ud!

Næste dag – Juledag – kom ældstesønnen til frokost med hele sin familie: kone, 2 voksne børn + svigersøn, og der fik jeg brug for den julegave, jeg har trængt til længe: 4 klapstole – en god model med postrede sæder og ryg, så der blev mere plads.

Vi har også på det punkt nogle traditionelle retter, som vi skal have, bl.a. føromtalte skinke og kål mm, hjemmelavet leverpostej, røget laks m/røræg, som ældstesønnen står for og en speciel karry-sildesalat, som svigerdatteren laver.

Pakkespillet bagefter er også et must, og der er mange sjove ting i pakkerne!

Det er altsammen dejligt og festligt – MEN: indrømmet, jeg bliver vildt træt! Heldigvis får de mig til at lægge mig og hvile, og det hjælper, men jeg holder ikke til så meget mere! Alligevel: når de er rejst/taget hjem, kan jeg godt mærke, at jeg trænger til fuld afslapning i et par dage, bare Aramis og jeg!
Men tænk nu engang: det er lykkedes svigerdatteren (fra Brøndby) at få Aramis til at holde op med at trække, når de går tur! Og det virker sørme også i forhold til mig! Hurra!

Det var en dejlig jul!

Aramis har en julestrømpe, som jeg syede til ham sidste år, grøn med stjerner og fleece-kant – så er den nem at kende mellem alle dem, der bliver hængt op hos dyrlægen i november/december!

Den kunne hentes i dag, fyldt med godbidder, dåsemad og hømhøm-poser mm! Det duftede dejligt! Men han er en dygtig dreng, så han kunne godt vente på en smagsprøve, til jeg havde taget billede!

Trøjen er endnu en “Ingen Dikkedarer”, opskrift fra Petite Knit, hvor jeg har brugt Arwetta fra Filcolana sammen med Silk Mohair fra Önling, en fantastisk blanding!

Og halsringen med 6 ringe er strikket i rester af Hanne Falkenberg shetlandsuld (nr 20 fra Önling).

Det er sjovt at strikke disse halsringe, som pludselig breder sig i strikke universet, selv om det er en ca 20 år gl. opskrift. Jeg elsker jo at lege med farver, så denne gang har jeg puslet med en multifarvet silke/merino fra Uldféen og matchende shetlandsuld, så det kunne klæde trøjens mørke farve. Jeg synes, det er lykkedes godt!

Og det er en lækker lun og blød oplevelse at bære!

Jeg føler mig meget heldig, at det lykkedes mig at købe det lækre silke-bouclé hos Uldféen, da hun holdt sidste web-salg i 2024! Der var nemlig kæmpestore problemer på Facebook, og den første ½ time (af 1), kunne jeg slet ikke se nogen opslag – derefter fandt jeg ud af at bruge telefonen i stedet for PC’en, som ellers er hurtigst. Men stadig væk kneb det for mig – og mange andre – at byde! Sikke noget rod, og Uldféen Anne var selvfølgelig også frustreret! Jeg kunne se, at det ikke var alle, der havde problemer, så man kunne selvfølgelig ikke bare annullere og begynde forfra!

Lige pludselig lykkedes det mig at komme igennem med et bud – og hvilket bud! Det var virkelig et ønskegarn! 70% Silkebouclé + 30% merino, så utroligt lækkert og i en af mine yndlingsfarver.

Jeg tror, det skal blive til en bluse med hulmønster, som kan bruges til foråret/sommeren.

Og som altid kom pakken lynhurtigt – købt onsdag aften – sendt torsdag – afleveret fredag formiddag ved min dør!

Og så var der gaver med: skønne håndlavede maskemarkører i sølv mm + slik og fine kort. Hun forkæler os, den fé !

Det er virkelig sjovt! Denne halsring florerer i stort antal på diverse strikkegrupper på Facebook lige p.t.! Og det gjorde den også for ca. 12 år siden! Men dengang strikkede jeg den ikke – derimod strikkede jeg en mindre udgave som håndledsvarmere/pulsvarmere: HER

– og dem bruger jeg stadig!

Det ser vildt ud på ovenstående billede – det er også meningen, men det er ikke så slemt!
Her var min proces:

Find garnrester – slå 120-130 m op på en rundpind 4 mm og strik rundt. Enten en kort rundpind 40 cm eller en 80 cm rundpind med “magic loop” –
strik 6 ringe = 12 runder retstrikning, luk af, bryd garnet og hæft ender, ringene ruller sig selv, der skal ikke sys sammen
– flet/sno dem sammen efterhånden: ring nr 2 med opslagne masker snos om ring 1 2-3 gange før strik, derefter strikkes nr 3, som snos (samme vej) om nr 1 og 2 – og sådan fortsættes, til der er 6 eller 7 ringe –
vask og tør mellem håndklæder – det fyldte for lidt- strik en 7. ring samme proces.

Søg en meget udførlig opskrift m/illustrationer på Facebook: “Infinity Scarf 7”

Halsringen er så lun og dejlig, at jeg nu har haft den på i 3 dage!

Stella har – gennem mellemmand – efterlyst, at jeg skriver lidt oftere her på bloggen! Tjah – der var engang! Engang, da jeg skrev så godt som hver dag, sommetider flere gange på samme dag! Men der er nok ikke så meget at skrive om mere, som dengang da jeg igennem over 20 år var i styregruppen for Projekt Puttetæpper, og det udviklede sig fra 120 tæpper til børn på julemærkehjemmet Kildemose, til 1000 tæpper til julemærkebørn på 5 hjem om året! Samtidig med at jeg var meget aktiv i mange andre ting, havde børnebørn på ferier, havde stort hus og have (det var dog ikke mig, der var aktiv der!) syltede og bagte osv osv

Nu er det bare Aramis og mig i et lille rækkehus, og jeg syr ikke så meget mere, jeg har meldt mig ud af diverse patchwork foreninger, fordi jeg får dårlig samvittighed over at være for træt til at være aktiv! I sær hvis det foregår om aftenen. Nu syr/strikker jeg kun på Depotgården i dagtimer, plus herhjemme.

Og så er det dejligt at have 2 ud af 3 af mine børn m/familier tæt på mig – det synes Aramis også! Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er så stabil på benene mere, og det er helt galt, når det er sne og glat! Så det var virkelig dejligt, at datteren ringede i dag og spurgte til, hvordan det står til? Hvorefter hun sagde: mon ikke det er en god idé, at jeg kommer og går med Aramis? Jo tak, det var både hunden og jeg meget taknemmelige for – for han har kun været ude i den lille have i dag, hvor det har sneet, frosset op sneet igen, så jeg ikke turde gå ud! Jeg er hysterisk bange for at falde og føler, jeg skal gå meget stille!

Det hjælper ikke at tænke på, at jeg netop i sidste uge blev scannet for knogleskørhed af den meget opmærksomme læge på Kolding sygehus, som har mig under skarp observation for stofskiftet, og som var kommet i tanker om, at personer “op i årene” med for højt stofskifte har stor risiko for knogleskørhed, og havde indkaldt mig til scanning. Med det meget opmuntrende resultat, at han var helt begejstret over at kunne vise mig på et skema, at jeg ligger usædvanligt højt i forhold til min alder!

Dejligt!!! Men det hjælper ikke på frygten for at falde!

Men så er det jo dejligt med en hjælpsom datter, der lufter Aramis, og iøvrigt også en hund, der er så tålmodig og kærlig, at jeg bliver helt rørt! F.eks. når jeg skal op og tisse om natten – så ser jeg sommetider, at han sidder foran terrasse-døren og godt kunne tænke sig at komme ud et øjeblik – uden en lyd eller uden at kradse på døren – han venter bare! Og bagefter “flyver” han ind og springer op i fodenden af min seng, idet han pænt gør plads til mine ben! Han bliver ikke liggende ret længe, han vil helst sove i sin egen seng, men han viser helt sikkert sin kærlighed ved at ligge lidt hos mig!

Jo, vi har det godt – jeg har været meget heldig! Og så må man godt være lidt træt og ikke så aktiv!

Min sødeste Aramis er meget korthåret lige nu efter klipning i sidste uge. Det ser ikke ud til, at han fryser – hverken uden- el indendørs. MEN med åbent vindue i det lille sovekammer, som vi deler, gik det galt i nat! Jeg havde tænkt, da jeg gik i seng, at der måske var for koldt? Og det blev bekræftet!

For kl 01.30, hvor jeg sov dybt, vågnede jeg forskrækket, ved at “nogen” trampede på mig – meget insisterende! Jeg kunne næsten ikke kæmpe mig ud af sengen, fordi han lagde sig hen over min mave! Men så snart jeg fik lukket vinduet, rullede han sig sammen i fodenden ovenpå min dyne, men med kontakt til mine ben – og sov resten af natten, ligeså stille som han plejer, med en ganske svag snorken! Det er så hyggeligt!

For det meste hopper han ned efter et kvarters tid og lægger sig enten på gulvet eller i sin kurv, og det gjorde han også på et eller andet tidspunkt – jeg mærker det ikke, men denne gang havde han brug for kontakt!

Natascha havde set “Celeste” fra Petite Knit på nettet, og Christina, mit barnebarn, som er hendes veninde gennem mange år, spurgte mig, om jeg ville strikke den til hende?

Ja, det ville jeg meget gerne, og de 2 var selv med mig hos VEGA garn her i Fredericia og købte garn. Det er en dejlig model, som jeg selv har haft kig på, og det har været spændende – og er derfor gået stærkt!

Natascha har været her et par gange for at prøve undervejs, og den har hele vejen igennem passet hende perfekt.

Natascha er meget glad – og det er jeg også!

“Celeste” er strikket i Peer Gynt – garn.

Nej selvfølgelig ikke! Aramis er kun 8½ år, rask og frisk – og jeg elsker ham højt!

Men han er blevet “lidt” mindre! Han blev klippet i går, og frisøren og jeg aftalte, at han gerne måtte blive klippet helt kort denne gang – som Eva sagde: det vokser jo ud igen!

Ja, det vokser stærkt, og han har en meget stor pels, som jeg slet ikke magter at holde pænt, så (med opdrætterens accept) bliver han klippet 4 gange om året. Denne gang var dog mere tiltrængt end før, bl.a. var der mange filter i den tætte pels, selv om jeg har brugt mange kræfter på at komme dem til livs (kræfter som jeg ikke har så mange af), og selv om Aramis er meget flink og rolig – i modsætning til gamle Diki, som ikke kunne fordrage at blive “striglet” i bund.

Jeg var meget, meget spændt på resultatet, da jeg hentede ham efter 3½ time. Og jeg blev virkelig overrasket!

Han var blevet så lille! Og han var slet ikke for tyk, som jeg troede! Inde under den tykke måtte gemte sig en slank og fin hund med lange ben! Og han var ikke ked af det, men noget forvirret og lidt “rundt på gulvet” ! Det er der ikke noget at sige til, for pludselig har han luft omkring sig, men også mere bevægelsesfrihed! Ingen tvivl om det!

Han bliver nusset meget om og kælet for – og rost: “Hvor er du fiin!” Det kan han jo godt lide.

Han har før været slem til at slikke sig omkring kønsorganerne, når han er blevet klippet – frisøren siger, det er fordi det stikker med de korte hår, der sidder spredt under maven. Det gør han (foreløbig) ikke denne gang, jeg pudrer med talkum, og det, synes han, er dejligt! Jeg håber, det holder, for det har givet ubehagelige sår og dyrlægeregninger!

Jeg er meget glad og lettet! Og så er det spændende at se, hvor meget, pelsen vokser på de næste 3 måneder.
Jeg har lige lyst til at se/vise, hvordan han har set ud i løbet af de 1½ år, der er gået, siden jeg hentede ham i Sverige:

2023 Udstillingshunden / norsk og svensk champion

Efter 1. klipning – sådan vil jeg gerne have benene klippet næste gang.

Aramis er under alle omstændigheder en dejlig, kærlig og flot “dreng” !

Undskyld Tobias Hamann – jeg ved ikke, om det er mig, der har gjort noget galt – men jeg tror mest på, at mine figner var for umodne, så de – uanset hvor længe, jeg kogte dem, ikke blev møre!

Så de er røget i skraldespanden, og det eneste, jeg kunne bruge, var lagen, som jeg har kogt ind til en velsmagende, temmelig sød, sirup – eller måske stivner den til gelé?

Så fik jeg plukket mine mange kilo umodne figner, og heldigvis har jeg ikke spildt sukker på mere end 1 kilo, så resten (flere kilo) får lov at gøde jorden! Det ville de jo have gjort alligevel, hvis jeg ikke havde plukket dem.

Det var faktisk et ret besværligt arbejde, fordi de “lækker” en meget klæbrig, hvid saft, når de bliver plukket, så jeg var nødt til at have plastichandsker på, men skidt med det – nu har jeg ryddet op, så jeg trænger til at hvile mig lidt med mit (spændende) strikketøj!