Børnetæpper på Depotgården

Der kom rigtig godt gang i at sy små børnetæpper på Tekstilværkstedet i går.

Bl.a. har jeg bidraget med en stak “Ditzy Donuts”-blokke, som jeg har byttet mig til i flere “SWAP” = byttelege på Facebook! Nu kommer de til gavn og glæde for ukrainske børn i festlige tæpper. Her er Fie ved at quilte et, som hun har syet sammen.
Her er Pia ved at sy kant på et lille tæppe. Forrest et “Trekant-tæppe”, som jeg har syet toppen til, men ikke har gjort færdigt, samt endnu et Ditzy Donuts-tæppe.
Det lille tæppe har ligget længe, fordi det var for lille, men nu har Pia gjort det færdigt og syet lukkekant på.

Der er allerede 7-8 tæpper helt eller delvis færdige!

Tæpper til ukrainske børn

På Depotgården er en gruppe blevet enige om at sy nogle små tæpper til de ukrainske børn, som vi ved, vil blive indkvarteret i Fredericia i løbet af kort tid. Jeg kalder dem “krammetæpper”, ikke at forveksle med de “Puttetæpper”, jeg er med til at lave til børn, der får et ophold på et julemærkehjem i DK – det er større tæpper.

I onsdags havde vi stof, UFO’er (UFærdige Objekter), løse blokke osv med fra vores gemmer, og i går søndag, hvor der var Åbent Hus på Depotgården, brugte vi dagen til at sy.

Nogle blokke fra mine “Swap’s” (bytteleg på Facebook), som jeg havde liggende til at sy sammen til tæpper, var der nogle, der straks gik gang med – de er jo skåret til og lige klar til sammensyning, så der bliver foreløbig 3 tæpper.

Der var også nogle, der havde mindre stykker mellemfor (pladevat), som kunne sys sammen, og store stykker bagsidestof.

Spændende, hvor mange, vi får lavet.

Til lykke Helle!

Til lykke med fødselsdagen – og tak for kaffe!

Datteren fylder år i dag, og på nogle punkter fejler hukommelsen ikke noget! Jeg husker meget tydeligt, da hun fredag morgen kl 3.15 i 1966 kom til verden på Dronning Ingrids Hospital i Godthåb (Nuuk) – lige præcis til tiden! = på terminsdato, trods udsagn dagen før fra Jordemoderen, som sagde, at nej, det blev ikke til termin, der ville gå mindst 1 uge mere! Det var hun tydeligvis ligeglad med, så ved 23-tiden den 17. meldte hun sin ankomst, efter en uproblematisk graviditet:


Og på bare 4 timer (hurtigt for en første gangs fødsel) havde vi hende i armene..

..midt i en kæmpe snestorm:

Her hendes første hjem = “Det tidl. canadiske konsulat” i Godthåb

Rødhåret og dejlig!

Tak for i dag – dejligt at begge drengene var hjemme!

Småt men godt

Det er jo ikke fordi, jeg ikke ved, hvad jeg har lyst til at strikke – planerne er mange – påbegyndte projekter findes også! men så kan man lige pludselig komme i tanker om noget nyt – og måske småt?

Jeg er en stor tilhænger af hjemmegjort karklude og blev fristet af en ny bog fra Önling “YNDLINGSKLUDE” !

De er så fine og delikate! Og det smukke garn fra Krea De Lux fristede! Sådan en fin klud kan strikkes på en aften!

Men man kan jo også sagtens bruge opskrifterne til noget billigere (og spændende) bomuldsgarn:

Den er da sjov og næsten batik-agtig! – et godt tilbud: “Print” i forskellige farver fra Hobbii.

Lidt urolig

Jeg indrømmer: jeg er lidt urolig for Diki og hans hjertesygdom! I dag går det godt, han har sovet roligt i nat og er afslappet nu, hvor han fortsætter med at sove formiddagen væk (kun afbrudt, når jeg flytter mig fra et rum til et andet – så følger han med!) – og det er heldigvis helt normalt!

Men f.eks. i går “hylede” hans lunger hørligt, og han var urolig det meste af dagen, så jeg havde ham hele tiden i tankerne, også da jeg var i Fælleshuset til “Banko”.

Han er jo min bedste lille ven! Og han er så lækker og fin, efter at datteren har vasket ham for et par dage siden, og jeg har klippet lidt rundt om øjnene (det kan han godt lide) og givet ham elastik i håret! Han ligger musestille, når jeg afslutter morgenbørstningen med at sætte elastikken i!

Han skal have det godt, og det har han i dag! Men jeg ved ikke hvor længe.

Nostalgi

Aasiaat omkring den tilfrosne havn 2022. Foto Janunguaq Skade

Jeg bliver altid både rørt og nysgerrig, når jeg ser flotte billeder fra Aasiaat / Egedesminde, hvor vi boede de sidste 5 år af vores Grønlands-liv (15 år for Sørens vedkommende og 12 år for mig), 1968 – 1973, og hvor vores yngste blev født.

Adressen var Sanerut 4, og det var egentlig mere en sti og en trappe op ad det stejle terræn, et allerede den gang gammelt hus med en utroligt flot udsigt. Foto Januguaq Skade på Facebook.

Et udsnit trukket lidt tættere på viser det røde hus med hvid sokkel, 3 små kvistvinduer på taget og en lille veranda i gavlen lige ovenfor 2 blå huse lidt til højre for midten forneden i billedet. Lidt svært at finde på det store billede, pga foto-vinklen, men jeg ved jo, hvad jeg leder efter! Og jeg kender nabohusene!

Men der er jo igennem de mange mellemliggende år bygget utroligt meget i byen, så jeg ville måske ikke kunne finde rundt, hvis jeg var tilbage! Men det kommer jeg desværre ikke – så er det godt at have billeder og minder!

Farver må der til

Jeg kan slet ikke koncentrere mig i disse dage – jeg er så oprørt over, at verden pludselig kan se sådan ud, som den gør lige nu – bare pga en sindsforstyrret, psykopatisk, opblæst lille mand! Det kører i hovedet på mig dag og nat! og ingen kan gøre noget effektivt ved det!

Jeg er sikker på, at det meste af verden har det lige som jeg! Hvad skal vi gøre for de stakkels mennesker i Ukraine – andet at hjælpe humanitært, og det er der heldigvis også mange lande og mennesker, der gør! Men det hjælper jo ikke afgørende!

Så jeg må aflede mig selv lidt!

Det sker med garn og farver!

En strikkeprøve – jeg har flere modeller i kikkerten, og en hel del garn! må til. Så når jeg vil strikke “Ingen Dikkedarer Cardigan” og vil bruge den røde merino+silke fra Uldfeen nederst til højre, har jeg prøvet mig frem med følgetråde:

Nederst på strikkeprøven har jeg strikket den tynde lilla alpacca fra Isager med, derefter et stykke uden følgetråd, så et stykke med den røde mohair fra Sandnes, og øverst igen uden følgetråd men en tyndere pind på vrangen, så det bliver mere jævnt.

Jeg HAR valgt! Det bliver som den øverste: Merino/silke 380m/100 gr, uden følgetråd. Uldfeens fine farver i merinoen bliver helt væk, når der strikkes alpacca eller mohair med. Faktisk prøvede jeg også en ren håndfarvet silke i pink/lyslilla som følgetråd, men merinoen er kønnest alene.

Og for at det nu ikke skal være løgn, så har jeg en helt anden bluse i røde farver, en sommerbluse “Toldboden” / Kastellet (samme mønster i 2 udgaver) fra Filcolana, under forberedelse! Også her med en strikkeprøve…

…med eller uden følgetråd. Men det bliver også her uden følgetråd, nemlig med Uldfeens “Baby Suri Alpacca 70% + Silke 30%, 300m/50 gr. Utroligt lækker!

Hovedet har godt af noget andet at beskæftige sig med!

Opmuntring…

…på en meget sort dag – jeg havde ikke for alvor troet, at den lille vanvittige mand i Rusland kunne gøre alvor af sine trusler!!! – så får jeg lyst til at vise noget smukt og med mange dejlige farver!

I Lillebælt Quilterne havde vi forleden besøg af Kludemarie = Tove Marie Bach fra Odense, https://kludemarie.blogspot.com/.

Tove fortalte om sit liv med patchwork og havde medbragt rigtig mange tæpper og andet patchwork, mønstre og restestoffer fra sin nu lukkede butik.Fantastisk inspirerende! Her kommer 7 af tæpperne:

Dobbelt fødselsdag

Med et overdådigt fødselsdagsbord, hjemmelavet lagkage, boller og brownies til chokolade med flødeskum fejrede vi ældstesønnen og hans datter Christina på forskud.
Fødselsaren er en mester i at lave en lækker lagkage og hans søn bager de skønneste Brownies!

Til lykke med fødselsdagen i dag, Jan, det var en hyggelig dag i sluttet kreds! Og om et par dage er det så Christinas tur, men den må storebror og hendes kæreste Felix stå for!

“De 2 gamle damer” = kusine Gurli og jeg havde en god dag og spiste alt for meget – som sædvanligt!