Så er årets begivenhed i Webstrikkerne godt i gang på Danhostel Svendborg.

Strikkepindene knitrer overalt, maden er fortræffelig, værelserne gode – der mangler absolut ikke noget!

Heller ikke med hensyn til adoptionsparat strikkegarn, som deltagerne medbringer i håb om at få tyndet ud på hylderne derhjemme:

Den lidt tunge strik bluse i hør/bomuld Sandnes Line har ligget et års tid, tror jeg. Men nu er den færdig, vasket, krøbet tilpas og dejlig at have på!

Så nu kan den blive luftet på årets Webstrik-festival i Svendborg, hvor jeg glæder mig til at tilbringe weekenden sammen med 69 andre strikkere!

Nyfødte Luna får den lille kjole, strikket i Skeleton garn fra Uldféen i barselgave:

Og storesøster Alma, 2½ år skal ikke snydes, så jeg har strikket den nye Festivalkjole fra Petite Knit til hende i lyserødt med glade striber i mange farver:

Det har taget flere år! – fordi det blev for kedeligt og blev væk – og taget frem igen!

Men nu er mit meget lange, lækre sjal/tørklæde i Peacock-mønster færdigt, strikket af ét nøgle Puno garn, selv-farveskiftende, så man bare strikker og strikker, indtil der ikke er mere garn!

Jeg morer mig tit – og undres! Diki og jeg kender hinandens kropssprog SÅ godt!

Ja, det er nok almindeligt kendt, at hunden kan aflæse sin ejers kropssprog – f.eks. er Diki altid helt klar over, at jeg skal et eller andet sted hen – før jeg har vist det på nogen som helst måde (så vidt jeg ved!), og kredser om mig, for: “skal jeg med?”
Men jeg kan jo også aflæse ham! F.eks. for et øjeblik siden, hvor han begyndte at gå rundt om sig selv – uden at sige noget – og skæve til mig. Det er aften, vi har begge spist, han har slikket min tallerken, han har været ude, – og jeg ved godt, hvad han nu forventer: han vil have sin seng (nat-kurven) ind i stuen! Hvis jeg ikke reagerer, vil han pive en lille smule med blikket rettet på sovekammerdøren, men hans kropssprog er faktisk nok.

Det er ikke sikkert, at han lægger sig i den kurv, han har 3 kurve + en sækkepude, og han bruger også begge sofaer! Men den kurv skal være der, så han kan lægge sig og “boble”, når han har lyst. Om dagen blir kurven i sovekammeret uden problemer.

Men han kan også fortælle mig, at jeg glemmer at spise frokost! Så sidder han pludselig ved siden af mig og stirrer intenst på mig! Jo, for han får jo et lille hjørne af det, der er min frokost!

Og helt diskret lister han i mine fodspor, uanset hvor jeg er i vores lille rækkehus: på arbejdsværelset, hvor han lægger sig i sin kurv eller sækkepuden og tilsyneladende sover trygt – men kun, til jeg flytter mig ind i stuen!
Når der ikke er andre mennesker her – og det er der ikke det meste af tiden, lukker jeg kun døren til toilettet på klem – og så kan jeg tit høre eller fornemme, at han lige står udenfor døren og så går igen – han skal vide, hvor jeg er!

Det er spændende, hvad de finder ud af, lægerne!

Da jeg var syg i efteråret (og fik covid-19 oveni), fik jeg trods flere forskellige scanninger og røntgenundersøgelse aldrig helt at vide andet, end at det var en voldsom infektion, som blev behandlet med antibiotika.

Men min egen læge har efterfølgende taget nogle blodprøver, som bl.a. viser, at mit stofskifte er for højt.

Jeg har bare ingen symptomer! Det er selvfølgelig dejligt, og det er da også fint, at lægen følger op på det.

Som led i det, var jeg i går til en undersøgelse på Kolding sygehus, afd. for hormon- og diabetes sygdommer. Datteren kørte og var med til undersøgelsen, det er altid rart at have en ledsager, der måske hører noget andet/mere end én selv.

Det var en meget omhyggelig og tiltalende læge, der spurgte ind til rigtig meget, også familieforhold og evt. arvelighed.

Det eneste symptom, vi fandt frem til, var, at jeg af og til sveder om natten – men det er slet ikke noget nyt!

Blodtryk, hjerte, puls, vægt osv var helt OK, og mit blodsukker nogenlunde acceptabelt.

Så nu skal jeg “videre” og scannes med radioaktivt stof i blodet på Vejle sygehus!

Jeg tager det meget afslappet! For jeg har jo ingen symptomer og har det generelt fint!

Ældstesøn og frue er sammen med deres gode venner på ferie i Prag. På Karlsbroen udvalgte de den bedste tegner til at forevige begge par, og det var ikke kedeligt!

De er da fantastisk gode!

Alting falder langsomt på plads, og nu har jeg også været på Depotgården nogle gange! Det er hyggeligt, og efterhånden dukker flere og flere kendte ansigter op!

I mandags syede og færdiggjorde Laila et fantastisk tæppe, hun har syet og quiltet.

Lapperne er så små, at det er utroligt, hun kan sy dem sammen – det foregår via teknikken Paper-piecing, hvor hun syr dem ned på et mønster på papir og derefter fjerne papiret. Det bliver knivskarpt på den måde!

Og quiltemønsteret er også SÅ fint mellem blokkene.

I dag har Laila quiltet et smukt tæppe, syet af en af de dygtigste quiltere i DK – Linnea Hassing Nielsen, som stadig syr fine tæpper til børn på julemærkehjem trods høj alder og svigtende førlighed i fingrene! Så er det dejligt, at Laila vil quilte på long-arm-maskinen!

Og den regner jeg med at sømme på søndag 19. sept., når vi holder ÅBENT HUS på Depotgården.

Alle er velkomne! Der vises rundt, og der er brugere på alle værksteder.

…hygger Diki og jeg os herhjemme i dag!

Han sover hele tiden, men jeg kan se på måden, han ligger på, at han er afslappet og har det godt – bare træt!

Det er helt fint med mig! Jeg ville selvfølgelig gerne have været med på udflugt til Ribe, men det er vigtigere for mig, at være hos Diki, når han var syg i går. Jeg ville have gået og tænkt på, hvordan han havde det, hele tiden, så det er godt for os begge, at jeg blev herhjemme! Og så nøjes med at sende en tanke til sy-veninderne, der lige nu besøger vores gamle “frivillige” fra Depotgården, der er flyttet “hjem til Ribe”, efter at hun blev alene. De har det helt sikkert hyggeligt med smørebrød og snak!

Så kommer jeg et stort skridt videre med en dejlig bluse (håber jeg den blir!)

Jeg skulle have været sammen med andre brugere af Tekstilværkstedet på Depotgården til Ribe i morgen – jeg har selv været med til at planlægge, og jeg havde selvfølgelig glædet mig.

MEN: da jeg kom hjem i eftermiddag, havde Diki haft dårlig mave, både kastet op og skidt – det var han ked af, og jeg selvfølgelig også, for der skal jo samles op og gøres rent! Det klarer jeg, men jeg bliver jo bekymret! Og jeg ved, at hvis jeg tager af sted i morgen, vil det rumstere i hovedet: “Hvordan har Diki det? – han er jo ikke glad for, at han ikke kan komme ud!” Og selv om en af mine naboer, som også passede ham, da jeg var i Brøndby forrige uge i mange timer, gerne vil gøre det igen, så kan jeg jo ikke byde hende at gøre rent efter ham, hvis det også sker i morgen.

Så jeg bliver hjemme og vil også have det bedst med det.

Men jeg havde en lille glæde i dag, da vi havde “Byt stof og garn-dag”. Jeg har – må jeg indrømme – overskud af garn, og jeg får aldrig det hele brugt! Så jeg havde pakket lidt forskelligt dejligt garn, som der heldigvis var nogle, der gerne ville overtage! Vi bytter eller tager lidt for det, og så bliver det da brugt! Super!