Pyh – det var varmt! Men Fætter Christian havde inviteret sin unge Fætter Victor i Legoland sammen med Farmor! Så afsted kom vi – med Christian som chauffør!
De har det så godt sammen – Victor tilbeder sin store fætter!
Vi startede i den nyeste ende – Christian har feriearbejde i Legoland på 3. år! så han kender det hele! Vi var i en meget speciel biograf med en mave-kildrende animationsfilm, Christian ville absolut have Farmor med og forsikrede, at der ikke skete noget vildt! Jeg vil ikke afsløre noget, men det var ikke farligt, selv om det føltes sådan!
Butikkerne skulle selvfølgelig også besøges, selv om der ikke skulle købes noget denne gang…
…men frokost og senere is kunne der godt blive til!
Jeg havde slet ikke planlagt noget for min fødselsdag, så jeg blev dejligt overrasket, da 3 veninder fra Depotgården inviterede sig selv til eftermiddagskaffe og derfor blev “indlagt” til familietraditionen: Is-chokolade = vanilleis+kakaomælk+flødeskum, serveret i et højt glas med et sugerør og en lang toddyske, som vi altid fik i min mors familie, hvor der var mange sommerfødselsdage i sommerhuset, hvor vi boede de lange somre 3 familier sammen. Der fik vi kringle fra bageren, i går fik vi rabarberkage med egne rabarber+marcipan+mandler.
Datteren kom med gaver og en kæmpe buket blomster, som hun selv arrangerede på havebordet, og vi sad hele eftermiddagen derude og “larmede”!
Og i går aftes var ældstesønnen med familie inviteret på Café Cozy, hvor vi fik en kæmpestort wienerschnitzel (jeg bad om en doggy-bag og fik det halve med hjem til Diki – jeg kunne slet ikke spise op!). Victor fik en “byg-selv-burger”, hvor han selv kunne lægge den sammen med de ting, han kan li’ !
Og rabarberkagen var stor! Den rakte også til i dag, hvor Christina og hendes kæreste Felix kom forbi til formiddagskaffe!
Så alt i alt har det været en dejlig weekend, hvor jeg også har fået nogle skønne gaver: natkjoler, toppe og sokker – alt lavet af bambus og super blødt! Samt et smukt smykkesæt: halskæde med vedhæng + ørestikker i sølv m/guld, perler og sten. Og en bog, jeg har hørt meget om, men aldrig læst: Hvor flodkrebsene synger. Den glæder jeg mig til!
Og i haven sprang min “Klokken-8-blomst” ud med sin første blomst i går aftes!
Men faktisk startede dagen med endnu en overraskelse: Victor kom marcherende ind til morgenmaden, syngende af fuld hals: “I dag har Farmor fødselsdag, HURRA…” og havde lavet en fin tegning med flag! Så blir man da glad!
Det var synd, at “Danmarks fodbolddrenge” ikke klarede den sidste hurdle! Men hvor har de gjort det godt, og hvor er vi allesammen glade for dem! De har næsten gjort det umulige – hvis man kan sige sådan! Så vi kan godt være stolte!
Victor skulle selvfølgelig have lov at se semifinalen, selv om han rent faktisk ikke interesserer sig for fodbold og havde næsen mere i sin I-pad end rettet mod TV-skærmen! Det blev sent, og der var heller ikke noget problem med at skynde sig i seng og lægge sig til at sove med det samme!
Men han var nogenlunde frisk kl 8.30, selv om han havde fået tilbud om at måtte sove længe!
Hans største oplevelse i går havde ikke noget med fodbold at gøre – nej, det var fætter Christian, der kom på besøg og tog ham med på udflugt til Madsby Parken. Det var dejligt! Christian og Victor har altid haft et særligt forhold til hinanden trods aldersforskellen: Christian er 24 år og Victor 9 !
Christian og hans søster Christina er jo ellers flyttet til Vejle, hvor de deler en lejlighed, mens de uddanner sig. I sommerferien arbejder Christian i Legoland, som tidligere år. Men han skulle til tandlæge her i Fredericia og havde fridag, så det var dejligt, at han brugte den på Victor!
Feriegæsten og jeg har glædet os meget til en uge sammen her! Men det blev pludseligt udvidet, da Morfar, hvor han skulle holde ferie i denne uge, blev syg. Så en hurtig plan blev lagt, og Bedste på Lolland kørte Victor til Tårs og satte ham ombord på færgen!
Farbror, Tante Leonor og Farmor kom til Spodsbjerg lige til tiden og nåede at se færgen komme ind.
Og der kom han jo sammen med nogle søde mennesker, der havde passet på ham og hjulpet ham ned.
Velkommen på sommerferie!
Dejligt at blive hentet i Farbrors store flotte bil!
Og Farbror kørte det halve Fyn rundt på vejen hjem, så vi kunne gæste Skovtrolden i Svanninge Bakker..
..for Victor ville gerne byde på en is! (Alle fotos: Tante Leonor)
Hvor er det flot! 24 florister fra Danmark, Norge, Sverige, Estland og USA har dystet i flere dage på Volden i Fredericia med emnet “Biodiversitet” som udgangspunkt. Vi gik en dejlig tur rundt og så dem allesammen i går eftermiddags, hvor de stadig var i gang. Det var utroligt spændende! I dag afgøres konkurrencen ved en begivenhed, hvor Grevinde Susie overrækker præmien. Her er lidt indtryk fra vores tur:
Der var heldigvis mange, der spadserede rundt og beundrede kunstværkerne og glædede sig over, at traditionen, som har ligget stille nogle år, er blevet taget op igen!
Jeg er ikke glad! Nærmest grædefærdig! Og jeg havde ellers sådan glædet mig!
Diki’s hidtidige frisør har måtte gå ned i tid, og derfor er Diki ikke blevet klippet siden januar! Han plejer at blive klippet hver 3. måned. Så pelsen var – trods daglig børstning – blevet voldsom, tyk og varm! Og jeg kan ikke selv klippe ham – tør i hvert fald ikke. Men nu havde flere anbefalet en hundefrisør i nabolaget, så jeg havde bestilt tid. Og hvor jeg glædede mig! Dels fordi jeg synes, den tykke pels ikke var så pæn, dels fordi jeg tror, den generede Diki!
MEN! jeg er så skuffet og ked af det! Hun har klippet ham alt for tæt, og meget hakket, det ser grimt ud! Og så er hans “firkantede” snude nu blevet spids! Og det værste: lange tynde ben! Det er sådan han ser ud, når han har badet!
Snuden skal ikke være spids som en puddel! Og benene skal have tæt, kort (men ikke hud-kort) pels. Det kaldes “Bamseklipning”, og det havde vi aftalt. Sådan en bamse her har jeg aldrig set!
Den eneste trøst er, at hans pels vokser hurtigt, så han kan få mere fyld på benene og om snuden.
Diki selv er ikke godt tilpas! Han har altid været lidt forlegen efter klipning: puttet sig, og gemt sig. Men denne gang er det meget værre! Forskellen på den store, besværlig pels og den manglende pels er for stor! Det er selvfølgelig min fejl, for jeg skulle ikke have ventet så længe med at finde en ny. Men først håbede jeg, at den gamle frisør ville få tid, og så kom min sygdom også ind i billedet – jeg har ikke været opmærksom nok på de konsekvenser, det havde for Diki at udskyde.
Sådan ser han ud med bamseklip (billede for 2 år siden)
ØV! jeg har så dårlig samvittighed overfor min allerkæreste lille ven!
Jeg blev “overfaldet” af myrer i går! Jeg havde godt set nogle få små myrer på badeværelsesgulvet, og havde heldigvis en “myrelokkedåse” til overs fra sidste år, så den blev sat i det hjørne, hvor de tilsyneladende havde fået adgang.
Men dagen efter – i går – var der bare mange flere, og der var både store flyvemyrer og bitte små myrer – BVADR! – det begyndte at blive ulækkert.
Så der måtte mere til, og jeg havde heller ikke mere af det insektmiddel, jeg bruger, når der kommer myrer forskellige steder i haven. Så af sted til byggemarkedet, og så købte jeg stort ind af anti-myre-spray og -pulver, og et par nye lokkedåser. Og da min nabo har fundet dræbersnegle, og jeg samtidig fandt en halvspist, nyplantet porcelænsblomst, kom en sneglegift også i kurven (jeg kan ikke se dem, de gemmer sig under bunddække og store Hostaer). Det blev nærmest en halv formue! Men sådan må det være!
Efter at have sprayet badeværelset grundigt for lukket vindue og dør, lod jeg det stå et par timer – og så skal jeg love for, at der var gevinst – puh ha! der var mange små og store myrer. Så støvsugeren kom på arbejde! Nu holder jeg det ved lige med spray, og hvis det ikke er nok, må jeg mobilisere familien til at flytte vaskemaskinen, så et evt. hul kan blive lukket. Det skete engang for et par år siden, jeg kan ikke gøre det selv.
Jeg er og har altid været en bogorm! Siden jeg lærte at læse i 1. klasse og fik min første lille, letlæste bog i julegave, har jeg altid læst bøger.
Det startede selvfølgelig med børnebøger, pigebøger – ikke tegneserier. Men temmelig tidligt læste jeg voksen romaner – jeg tror, jeg var 12 år, da jeg læste “Borte med blæsten” første gang! Og da Rektor spurgte os i 1. mellem (6. klasse), hvad vi læste lige nu, så han lidt sjov ud i ansigtet, da jeg fortalte, at jeg læste “Forsyte-sagaen”.
Jeg læser stadigvæk, men ikke hele tiden, der kan godt være en periode, hvor der ligesom ikke er “plads” eller jeg ikke har lyst til en bog. Til gengæld kan jeg læse nogle bøger flere gange med stor fornøjelse: i vinter – i corona-krisen – læste jeg for-gud-ved-hvilken-gang “Borte med blæsten” igen!
Jeg har selvfølgelig yndlingsforfattere, og de seneste år har jeg læst flere bøger af JoJo Moyes, hende kan jeg godt lide! Jeg er lige blevet færdig med denne:
Jeg var lidt længe om at komme i gang, jeg tog den med på sygehuset, da jeg blev indlagt i april, men jeg kunne ikke koncentrere mig om den – før nu! Og så havde jeg svært ved at lægge den fra mig! Det har jeg oplevet før. Jeg har ikke rigtig sluppet den inde i mit hoved!
Hold da lige op, hvor blev det pludselig blev mørkt – her klokken 9.00 søndag morgen! Jeg måtte tænde en læselampe for at læse min morgenavis – og så kiggede jeg ud ad vinduet, hvor det næsten var nat-mørkt og gadelamperne var tændt!
Jeg havde jo hørt, at det skulle blive regn / torden/ måske skybrud, men vi gik tørskoet vores morgentur kl 7.30 uden overtøj, bare dejligt køligere end de sidste par dage.
Iøvrigt troede jeg, at tordenvejret kom kl 23.30, da jeg var lige på nippet til at falde i søvn og pludselig røg ud af sengen ved nogle store brag! Men det var ikke torden – det var fyrværkeri meget tæt på, hvor jeg bor – det er vist ikke lovligt! Heldigvis er Diki ikke bange for fyrværkeri og torden, men gøede lidt, og vi kunne “nyde” noget af det fra vinduet.
Så NU kom tordenen, spændende hvor voldsomt det bliver.