Det er meget sjovt at følge storkeungerne i Smedager på TVSyd. Der døde desværre 2 af de 4 unger, og 1 æg er ikke blevet til noget. Formenligt var vejret for regnfuldt og koldt lige i de dage, æggene klækkede hurtigt efter hinanden – desværre!

Men de 2 unger bliver passet fortrinligt, får masser af mad af forældrene på skift: store klumper orm og engang imellem en frø!

Find storkeungen! Se hvor den største af ungerne nysgerrigt kigger frem fra “hulen” under Storkefars vinge! Den mindste kan lige skimtes underst! Det er aften, og det regner, men han er meget flittig mht at ligge på dem.

Trods en kølig Pinse – eller måske netop derfor – blomstrer det gult i min lille have!

De store gule tulipaner er i virkeligheden “affald” fra en nabo for et par år siden og skulle have været smidt ud, fordi hun ikke kunne lide tulipaner i den have, hun havde overtaget!

Og de klæder i høj grad den smukke gule Azalea, som har vokset sig stor, siden jeg fik den i fødselsdagsgave for 6 år siden!

Dipladenia og Agapantus i krukker var Morsdags-gaver. Og nu springer Rhododendronerne også ud!

Det var hårdt for både Diki og hans mor, da vi gik morgentur, og han ikke kunne komme af med sin afføring! Da jeg fik løftet halen på ham for at se, hvad der var i vejen, kunne jeg godt se problemet (som vi har oplevet før) – der sad en stenhård klump fast i pelsen, hvor det skulle leveres! Mange forsøg var forgæves, så vi vendte om, og med en næsten kravlende, pivende Diki skyndte vi os hjem.

Der er kun et at gøre i den situation: bagdelen ind i brusekabinen og håndbruseren for fuld styrke på det prekære sted og lidt “nulren” med en gummibehandsket hånd! Diki er helt klar over, at det hjælper, så han står helt, helt stille, mens det varme vand befrier ham for det ubehagelige fænomen! Han er så tryg ved hjælpen!

Det var til gengæld hårdt arbejde for mig – men hvad gør man ikke for at hjælpe sin elskede hund!

Jeg må da blive vældig sund med alle de tests, blodprøver og scanninger jeg gennemgår for tiden!

I dag fik jeg en ultralyds scanning på Kolding sygehus, i forgårs fik jeg taget ekstra blodprøver hos min læge og resultatet i en tlf-konsultation i dag – jeg skal holde tungen lige i munden!

Men det er helt OK for mig. Tilsyneladende er der ikke noget alvorligt i vejen, og så er det jo fint, at de er sikre!

Mit stofskifte er for højt – det har jeg aldrig haft problemer med før, men det kan måske skyldes den infektion, jeg havde for en måneds tid siden. Det skal nu undersøges af specialister! (Man får da noget for sine skattepenge).

Og der er ikke noget af det, der generer mig eller gør ondt – så kom bare an!

…fik jeg gang i symaskinen – for første gang i over en måned! Der har ikke været hverken lyst eller energi.

Men denne top med Ditzy Donuts blokke lå jo og kiggede bebrejdende på mig ved siden af maskinen, blokkene blev syet, før jeg blev syg, og jeg var også begyndt at sy dem sammen.

Det gav så lidt problemer, for jeg kunne ikke helt huske, hvor jeg skulle fortsætte;-)

Men nu er den da samlet, og så skal jeg bare have skåret og syet nogle kanter, før den skal quiltes! Den er ikke så dum!

2 af de 4 storkeunger i reden i Smedager døde i går / i nat!

I første omgang antog man det for at den mindste ikke kunne komme til at få mad nok for de 3 større unger, men nu er altså en af dem også død! Det gik jo ellers så godt, så det er virkelig synd!

Det kan godt være, det er noget pjat af mig, men jeg er altså blevet lidt mere letbevægelig efter dette “corona år”, hvor alting har været anderledes og meget har været sørgeligt. Jeg har været meget isoleret (bevidst) og ikke set ret mange mennesker, kun mine allernærmeste.

Og så blev jeg selv syg, først en infektion, som jeg stadig ikke forstår eller kender oprindelsen til – og derefter Covid-19 (smittet på sygehuset for at det nu ikke skal være løgn) – alt i alt en kedelig og træls oplevelse, selv om de var søde på sygehuset. Jeg er ikke helt mig selv endnu, det kniber med vejrtrækningen indimellem. Men selvfølgelig er jeg glad for at være smittefri (har bevis i form af “corona-pas”), og det betyder også, at jeg kan begynde at se andre mennesker igen. I dag har jeg været på et hurtigt besøg på Depotgården for første gang siden december 2020.

Jeg har fået taget nye blodprøver hos min læge, der ikke er tilfreds med mit stofskifte (som jeg aldrig har haft problemer med før), og i overmorgen skal jeg have scannet lungerne på Kolding sygehus – det var jo i lungerne, jeg havde den kraftige infektion (før corona smitten), som jeg blev indlagt for.

Der er da én ting, jeg er glad for: Jeg har ikke smittet andre! Ikke nogen, jeg kender – de gik alle i isolation og blev testet flere gange – og jeg er “afhørt” af Statens smitteopsporing flere gange. Man får jo ikke at vide, om de finder nogen smittekilder, eller om jeg har smittet videre – i så fald skal det jo være på sygehuset, men jeg lå alene, efter at jeg havde bedt om en test, fordi jeg havde symptomer. Og dem, der besøgte mig, før jeg blev “positiv”, er gået fri!

Det er altså nogle underlige tide, vi lever i! Det er de fleste nok enige i.

Men alligevel vrimler det på “de sociale medier” med frådende udsagn og angreb på politikere og alle mulige andre, fordi de mener, at det hele er løgn, fup og magtmisbrug!!! Efter deres mening er der slet ikke tale om en pandemi, det skulle læger og andre “kloge” folk have benægtet osv osv – jeg kan slet ikke holde ud at læse/høre den slags tåbeligheder!

Puh ha! Der skal ikke meget til, før jeg bliver trist!

..at følge familien i storkereden! Der sker da godt nok noget – også så hurtigt, så TV Syds journalister ikke kan følge med! Jeg var så heldig at se det 4. æg klække i eftermiddags, men det har TV Syd ikke opdaget endnu.

Den lille 4. unge har det ikke nemt, jeg var faktisk bekymret for, om den klarer sig, for de 3 “store” (født i går) er voldsomme og det ser ud som om, de hakker i den lille, som om de tror, den er mad! Men foreløbig ligger den i midten af klumpen af unger og løfter hovedet, så jeg håber, den klarer “kampen”.

Jeg følger også i år “Storkereden i Smedager” på TV Syds FB-side. Det er sjovt og spændende at følge med. Sidste år blev der drama omkring storkeparret, som havde været der flere år i træk, men netop sidste år forsvandt hanstorken Tommy sporløst fra hunstorken Annika og deres æg – det var trist.

Reden blev overtaget af et nyt, ungt par, og der har været spænding om, hvem, der ville dukke op i år? Den gamle hunstork, de unge storke fra sidste år, eller?

Det blev den unge hanstork Clyde fra sidste år med en ny, tysk hun, og de har været meget hurtige – også selv om nogle andre forsøgte at overtage reden, men de forsvarede sig godt! Og de lagde meget hurtigt 5 æg, som de har skiftedes til at ruge på, meget sødt at betragte – også, når de kommer tilbage til reden og knebrer højlydt!

Og i nat kom så den første unge ud af skallen, meget hurtigt fulgt af nr. 2 og sandelig også af en 3.! alle 3 indenfor samme døgn! Og sjovt at se dem blive fodret med orm, som gylpes op af forældrene i store klumper, som ungerne hakker i, sommetider med en lang, tynd orm hængende fra næbbet!

Altså, de er så nuttede! Og hvis I ikke ved, hvor man kan kigge med, så er det lige HER.

Önling Design har overført og viderefører Hanne Falkenbergs fantastiske strikke design – det er så dejligt, at hendes smukke strikkemodeller og garn bevares.

Önling har i forvejen et ekslusivt udvalg af garn og modeller, og nu bliver der også lavet nye modeller i Hanne Falkenbergs garn!

Jeg er faldet for et tilbud “Den store T-shirt strikkebox”, som rummer en af Önlings egne modeller, samt en helt ny bluse i Sofistica garnet, hør og bomuld, som jeg kender i forvejen fra Hanne Falkenberg. Et par gaver var også dumpet ned i kassen!

Hold da op, sikke et tordenvejr, det var i nat – i flere omgange – jeg kan ikke med min bedste vilje huske, at jeg nogensinde har oplevet noget så voldsomt! Det var, som om lynene kom i en uafbrudt kæde.

Heldigvis er Diki ikke bange for fyrværkeri og andre former for knald, men vi vågnede begge 2 og skulle lige kigge ud, men så gik vi i seng igen og lå og lyttede, men faldt i søvn indtil ca kl 2, så bragede det løs igen.

Jeg forsøgte at kigge ud til mine nye blomster, men kunne ikke se ret meget. Heldigvis stod de til morgen ligeså fint som jeg havde sat dem i går: på bordet under udhænget på huset, der var de godt beskyttede.