En “Nessie”

Der manglede kun at hæfte én ende og en så en lille vask – så er denne “Nessie” færdig.

“Nessie” i sneen

Opskriften og navnet Nessie fandt jeg hos Julia i Aalerusen for en hel del år siden. Nessie findes, som det ses på Julias blog, i mange udgaver. Du kan selv lave variationer!

Den er nem og sjov at strikke! Jeg har brugt 1 nøgle farveskiftegarn til min Nessie!

Jeg svæver…

…ikke bare på mine nybehandlede fødder, men også i uvidenhed!

Jeg troede, at fodplejerne var “nedlukkede” – men jeg tager fejl: fodplejerne må man ikke komme hos – men fodterapeuterne er åbne, fordi de hører til sundhedsektoren! Hvem f….. kan finde ud, hvad, der er hvad, og hvem der må holde åbent! Og hvad er forskellen – ikke teknisk, for der er sikkert forskel på, hvad de laver, sådan i detaljen, men hvilken forskel er der på at sidde hos min (og andres) fodterapeut og få klippet negle, filet hård hud, fjernet ligtorne osv 1 person til 1 person, med mundbind på og sprit indenfor rækkevidde – og så hos en fodplejer, der gør noget af det samme???

Jeg er som alle andre grundigt træt af alt det, som vi ikke kan forstå eller finde ud af!

Men mine fødder har det pragtfuldt nu! Og det var ellers bare et panisk indskud, der fik mig til at logge en tid – jeg troede ikke, hun havde åbent!

Opskrift på strømper

Jeg har fået lov til at offentliggøre:

MARKNO’s grundopskrift på helt almindelige hjemmestrikkede strømper/sokker

Grundopskrift til strømper str. 37-39 i 4-trådet strømpegarn
www.markno.dk
Slå 56 masker op på pinde nr. 2½ og strik 2 omgange glat + 20 omg. rib (2 r + 2 vr.)
Herefter strikkes 40 omgange i glatstrikning og nu strikkes der hæl over halvdelen af maskerne: Strik 22 pinde frem og tilbage i glatstrik – men de 3 yderste masker i hver side strikkes ret på alle pinde. Tag altid 1. maske løst af. Slut midt på hælen – det vil sige efter 7 masker! Herefter rundes hælen på følgende måde: Strik 4 masker ret – vend – strik 8 m vrang – vend. Strik ret hen til 1 maske før hullet og strik denne maske + den næste maske drejet ret sammen, strik 1 ret – vend. Strik vrang hen til 1 maske før hullet – strik 2 vrang sammen, 1 vrang – vend. Fortsæt på denne måde, til du har brugt alle hælens masker.
Strik igen ind til midten af hælen og saml 11 masker op langs hælkappen i hver side. Fortsæt rundt i omgange – opsamlingsmaskerne strikkes drejet ret på første omgang – og de ekstra masker tages ind på hver 3. omgang i slutningen af 1. (2 r sm) og begyndelsen af 4. pind (2 dr r sm), til der igen er det samme antal masker på pindene, som på skaftet (14 på hver.) Strik 60 omgange i alt fra de opsamlede masker. Nu strikkes en stjernetå ved at tage 7 masker ind jævnt fordelt på hver anden omgang, til der er 8 masker tilbage.
Bryd garnet og træk enden igennem alle masker.
Rigtig god fornøjelse!

BEMÆRK: disse 3 eksempler er alle str. 37 – 39. Større størrelse strikkes på samme måde, men med flere masker, f.eks. 64 el 68 til et par herresokker. Masketallet skal gå op med 4.

Færdig – men ikke vasket

“Thea”

Det var spændende at strikke “Thea” (fra Familie Journalen) af Uldfeens flotte, håndfarvede garn, der indeholder Cashmere og merino.

Når garn bliver håndfarvet, bliver det ikke regelmæssigt farvet, og jeg opdagede da også, at det ene ærme var mere rødligt præget end det andet.

Det fik jeg rettet op på ved at strikke skiftevis af de 2 nøgler, som var lidt forskellige. 2 omgange af hver, og det er blevet OK.

Det er en meget bred model, og halsudskæringen var meget vid, men da jeg tog masker op til kanten, sprang jeg (som mønsteret angiver) hver 4. maske over, og så strikkede jeg yderligere meget, meget stramt på pind 2½, og strikkede også kanten flere cm end opskriften. Der var garn nok, og den sidder fint nu.

Nu skal der hæftes ender og vaskes. Så håber jeg, at den kan blive lidt længere og passe mig!


Varme sokker!

Åh, hvor dejligt! I morgen sender jeg en stor pakke dejlige hjemmestrikkede sokker fra Projekt Hyggesokker af sted til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund – eller rettere: forstanderen kommer og henter dem hos mig!

Jeg har haft dem liggende et stykke tid, for jeg har ikke kunne komme til at aflevere dem – igen en følge af corona pandemien, for børnene har jo været hjemsendt.

Nu er de i gang igen, og det er lige præcis nu, de får mest gavn af de varme sokker, så det er jeg glad for.

Der er 54 par sokker fra 4 damer, som sidder hjemme hos sig selv og strikker af eget garn, så det er en flot gestus!

Færdige Ditzy Donuts tæpper

I “min” gruppe på Facebook, hvor vi swapper (bytter) patchwork blokke, syet efter Ditzy Donuts mønster, er der nu flere, der har syet så mange blokke, at de har kunnet samle dem og quilte til færdige tæpper – det er dejligt at se:

Ditzy Donuts tæppe, syet af Marie Christensen
Esther Olesens Ditzy Donuts tæppe

Blokkene syes efter et mønster, de får af mig med mål og retningslinier vedr. størrelse og farver, samt hvor mange, de må sende pr måned.

Jeg bytter dem rundt og sender tilbage 1 gang pr måned, og de får samme antal tilbage, som de har sendt, max 10 blokke. Når de, som disse 2, syr samme antal til sig selv, kan de på 4-5 måneder have nok til et tæppe – som her!

Hvert sæt = 2 blokke er skåret af 2 stk. stof i pang/farver + sort – det kunne også være andre farver – det er, hvad vi er blevet enige om inden start.

Dvs at 2 blokke: 1 sort og en pang er skåret og syet sammen i nøjagtig samme “facon”, og hvis man har tålmodighed, kan man studere sådan et tæppe, og finde, hvilke 2 blokke, der hører sammen!

Luksus sokker!

Jeg havde et par nye sokker klar til svigerdatteren i går, strikket i håndfarvet strømpegarn fra Uldféen – ren luksus!


Hun elsker de hjemmestrikkede sokker, jeg strikker til hende, de luner, når hun arbejder hos sine “borgere” i hjemmeplejen, iført klip-klappere.

Hendes kolleger beundrer dem! Og hun kan fortælle dem, at disse er ren luksus, strikket i garn til 175 kr!

WAUWW – jeg kan selv!

Det er altså ikke noget, min ryg og mine (manglende) armmuskler er glade for! Men nu fik jeg skovlet min indgangs sti fri for sne, sat skraldespanden ud til renovation i morgen, og saltet stien, så vi kan komme ud uden at skride i morgen, Diki og jeg! Så må Diki muntre sig i sneen i baghaven/terrassen, den skovler jeg ikke. Det er jo også meget smukkere med den høje sne!

Heldigvis har vi snerydning som en af de ydelser, vi betaler til, og de har været her 1. gang med den smarte snerydningsmaskine! Det tager ikke lang tid, når den futter rundt!

Og så er jeg så heldig, at jeg i går fik bragt dejlig hjemmelavet oksekødssuppe fra datteren, og der er nok til 3 dage, så nu vil jeg nyde en tallerkenfuld af den med grøntsager og kød- og melboller, lige det helt rigtige på sådan en dag! Jeg elsker suppe!

Jeg elsker blåt!

Og blåt, det må man sige, at disse 2 garner er:

“Silkesky” og Mulberry Silk fra Uldfeen

De 2 garner er ikke købt sammen, men det skulle man tro, så godt passer de sammen.

Jeg har vundet dem op i dag, 3 fed á 100 gr af Silkeskyen og 2 fed af Mulberry silken. De skal strikkes sammen til en sweater – “Stokholm sweater V-neck fra Petite Knit.

Jeg er meget spændt på det, og jeg synes, de er utroligt smukke! (Men jeg har lige et andet projekt, der skal være færdigt først!)