Snilde og håndværk

Det er utroligt, hvad ældstesønnen kan frembringe, når motivationen og viljen er til stede!

Det er ikke nogen hemmelighed, at det var ved at tage livet af ham, at han i 4-5 år følte, han var opgivet til at sidde og “rådne op” derhjemme uden nogen form for job eller mulighed for at forsørge sig selv og sin familie, indtil han endelig blev tildelt en førtidspension + en selvbetalt pension med flere års tilbagevirkende kraft, der satte ham i stand til at anskaffe en god bil med handikap-indretning samt en “Genny” = en segway, bygget til at sidde på for gangbesværede. De 2 køretøjer giver uafhængighed og mange muligheder for at komme omkring.

En god symaskine med maskinbroderi faciliteter har givet uanede muligheder for at udfolde de uomtvistelige kreative evner, han altid har været i besiddelse af (f.eks.: når pigerne i skolen medbragte strikketøj til frikvartererne, tog han sit hækletøj med = en hængekøje af sejlgarn!)

Så han har de sidste 1½ år fremstillet de flotteste quiltede tæpper, hynder, kørepose, tasker og puder til såvel bilen og Genny’en som gaver til venner mm. Alt med fine tittekanter, broderier og initialer!

I disse “Corona-tider” drømmer han vildt om at komme til Malaga på ferie igen, og hans højeste ønske er at kunne medbringe Genny’en og ikke kun den manuelle kørestol, som han har haft med de andre gange. Med den er han blevet liftet op i flyveren – men den er jo ikke så smart at færdes i under selve ferien.

Da han har en uddannelse som klejnsmed, har han nu tegnet og fremstillet (hjemme i spisestuen) et transport bur af aluminium! Sådan at Genny’en kan beskyttes under transport i flyverens bagagerum! Han har undersøgt, hvad den må fylde og veje, og reglerne for, hvad handikappede må medbringe – og når styretøj fjernes (nemt), rygstøtten lægges ned, og strømmen slukkes (så den står stille ved støttebenet), så er det muligt!

Ramper til at den kan kommer op i “buret”, og hynder og puder pakkes under og broderede (!) remme spændes omkring, så er den beskyttet, et “hus” af foret, quiltet bævernylon pakkes udenom det hele, pyntet med diverse initialer og logo’er! Og en lille “låge” til surrings kroge til at surre den i flyets lastrum, mangler ikke!
Og så er der plads til 2 stk. 2 meter folderamper, så Genny’en kan køres op i bagagerummet i en udlejningsbil på feriestedet, da man ikke kan leje en handikap bil med lift nogen steder.

Fantastisk – pakket ud af bil og samlet til transport på 15 minutter!

ALT fremstillet af ham selv! DET ER GODT NOK SMART!

Fødselsdag

I går havde ældstesønnen fødselsdag:

21.02.1968 Angmagssalik Sygehus, Østgrønland

Sååå længe siden!

Begrænset antal gæster og som altid hjemmebagt (af fødselaren) lagkage!

Blandt gæsterne de 2 hunde, som ofte kommer i huset og har kendt hinanden fra den yngste (nu den største) var lille hvalp:

De er så gode venner, at de kan spise side om side, og de kan også lege, både inde og ude. MEN: “den gamle” Diki, nu knap 9 år, taber pusten! Da vi kom hjem, “besvimede” han og sov resten af aftenen/natten – jeg kunne næsten ikke vække ham i morges! Jeg tror, at corona-tiden og dens manglende aktiviteter påvirker ham såvel som mig!

Skønhed og lækkerhed!

Jeg har flere projekter i gang, både strik og patchwork – men jeg var simpelthen nødt til at vinde dette fantastiske garn op:

Håndfarvet yak / silke / merino fra Uldfeen, single ply, 480 m/100 gram, som jeg købte i lørdags og modtog tirsdag.

Det er så smukke farver og farvet på en måde, jeg ikke har prøvet før. Jeg var bange for, at det ville “dreje” sig, når det er single ply, men det gør det ikke – iflg. Anne (som har farvet det) er det pga silken. Så jeg vandt det op og satte i gang! Og det drejer ikke, kan jeg hilse og sige, det falder så smukt, og er ubeskriveligt lækkert i hænderne!

Jeg kan godt lide den rolige baggrund i flere mørke blå nuancer med de korte lyse “glimt”, som har flere farver, end det er lykkedes mig at gengive. Faktisk var det svært at fotografere!

Jeg har valgt en meget enkel model: Ingen Dikkedarer fra Petite Knit, for at lade garnet spille hovedrollen. Den model har jeg strikket en hel del gange og ved, at den sidder pænt.

“Thea” – cashmere og merino – færdig!

Det bliver en af de trøjer, jeg kommer til at “bo i” !

“Thea” strikket i cashmere og merino

Opskriften til “Thea” er fra Familie Journalen 05/2018, og garnet er håndfarvet Cashmere/merino fra Uldféen Anne Mønster.

Den er meget, meget blød og let, men også varm.

Diki vil også fotograferes!

Jeg har håndvasket den, dels for farveoverskud, som der altid er efter håndfarvning, centrifugeret og ligge-tørret på håndklæder.

En “Nessie”

Der manglede kun at hæfte én ende og en så en lille vask – så er denne “Nessie” færdig.

“Nessie” i sneen

Opskriften og navnet Nessie fandt jeg hos Julia i Aalerusen for en hel del år siden. Nessie findes, som det ses på Julias blog, i mange udgaver. Du kan selv lave variationer!

Den er nem og sjov at strikke! Jeg har brugt 1 nøgle farveskiftegarn til min Nessie!

Jeg svæver…

…ikke bare på mine nybehandlede fødder, men også i uvidenhed!

Jeg troede, at fodplejerne var “nedlukkede” – men jeg tager fejl: fodplejerne må man ikke komme hos – men fodterapeuterne er åbne, fordi de hører til sundhedsektoren! Hvem f….. kan finde ud, hvad, der er hvad, og hvem der må holde åbent! Og hvad er forskellen – ikke teknisk, for der er sikkert forskel på, hvad de laver, sådan i detaljen, men hvilken forskel er der på at sidde hos min (og andres) fodterapeut og få klippet negle, filet hård hud, fjernet ligtorne osv 1 person til 1 person, med mundbind på og sprit indenfor rækkevidde – og så hos en fodplejer, der gør noget af det samme???

Jeg er som alle andre grundigt træt af alt det, som vi ikke kan forstå eller finde ud af!

Men mine fødder har det pragtfuldt nu! Og det var ellers bare et panisk indskud, der fik mig til at logge en tid – jeg troede ikke, hun havde åbent!

Opskrift på strømper

Jeg har fået lov til at offentliggøre:

MARKNO’s grundopskrift på helt almindelige hjemmestrikkede strømper/sokker

Grundopskrift til strømper str. 37-39 i 4-trådet strømpegarn
www.markno.dk
Slå 56 masker op på pinde nr. 2½ og strik 2 omgange glat + 20 omg. rib (2 r + 2 vr.)
Herefter strikkes 40 omgange i glatstrikning og nu strikkes der hæl over halvdelen af maskerne: Strik 22 pinde frem og tilbage i glatstrik – men de 3 yderste masker i hver side strikkes ret på alle pinde. Tag altid 1. maske løst af. Slut midt på hælen – det vil sige efter 7 masker! Herefter rundes hælen på følgende måde: Strik 4 masker ret – vend – strik 8 m vrang – vend. Strik ret hen til 1 maske før hullet og strik denne maske + den næste maske drejet ret sammen, strik 1 ret – vend. Strik vrang hen til 1 maske før hullet – strik 2 vrang sammen, 1 vrang – vend. Fortsæt på denne måde, til du har brugt alle hælens masker.
Strik igen ind til midten af hælen og saml 11 masker op langs hælkappen i hver side. Fortsæt rundt i omgange – opsamlingsmaskerne strikkes drejet ret på første omgang – og de ekstra masker tages ind på hver 3. omgang i slutningen af 1. (2 r sm) og begyndelsen af 4. pind (2 dr r sm), til der igen er det samme antal masker på pindene, som på skaftet (14 på hver.) Strik 60 omgange i alt fra de opsamlede masker. Nu strikkes en stjernetå ved at tage 7 masker ind jævnt fordelt på hver anden omgang, til der er 8 masker tilbage.
Bryd garnet og træk enden igennem alle masker.
Rigtig god fornøjelse!

BEMÆRK: disse 3 eksempler er alle str. 37 – 39. Større størrelse strikkes på samme måde, men med flere masker, f.eks. 64 el 68 til et par herresokker. Masketallet skal gå op med 4.

Færdig – men ikke vasket

“Thea”

Det var spændende at strikke “Thea” (fra Familie Journalen) af Uldfeens flotte, håndfarvede garn, der indeholder Cashmere og merino.

Når garn bliver håndfarvet, bliver det ikke regelmæssigt farvet, og jeg opdagede da også, at det ene ærme var mere rødligt præget end det andet.

Det fik jeg rettet op på ved at strikke skiftevis af de 2 nøgler, som var lidt forskellige. 2 omgange af hver, og det er blevet OK.

Det er en meget bred model, og halsudskæringen var meget vid, men da jeg tog masker op til kanten, sprang jeg (som mønsteret angiver) hver 4. maske over, og så strikkede jeg yderligere meget, meget stramt på pind 2½, og strikkede også kanten flere cm end opskriften. Der var garn nok, og den sidder fint nu.

Nu skal der hæftes ender og vaskes. Så håber jeg, at den kan blive lidt længere og passe mig!