Varme sokker!

Åh, hvor dejligt! I morgen sender jeg en stor pakke dejlige hjemmestrikkede sokker fra Projekt Hyggesokker af sted til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund – eller rettere: forstanderen kommer og henter dem hos mig!

Jeg har haft dem liggende et stykke tid, for jeg har ikke kunne komme til at aflevere dem – igen en følge af corona pandemien, for børnene har jo været hjemsendt.

Nu er de i gang igen, og det er lige præcis nu, de får mest gavn af de varme sokker, så det er jeg glad for.

Der er 54 par sokker fra 4 damer, som sidder hjemme hos sig selv og strikker af eget garn, så det er en flot gestus!

Færdige Ditzy Donuts tæpper

I “min” gruppe på Facebook, hvor vi swapper (bytter) patchwork blokke, syet efter Ditzy Donuts mønster, er der nu flere, der har syet så mange blokke, at de har kunnet samle dem og quilte til færdige tæpper – det er dejligt at se:

Ditzy Donuts tæppe, syet af Marie Christensen
Esther Olesens Ditzy Donuts tæppe

Blokkene syes efter et mønster, de får af mig med mål og retningslinier vedr. størrelse og farver, samt hvor mange, de må sende pr måned.

Jeg bytter dem rundt og sender tilbage 1 gang pr måned, og de får samme antal tilbage, som de har sendt, max 10 blokke. Når de, som disse 2, syr samme antal til sig selv, kan de på 4-5 måneder have nok til et tæppe – som her!

Hvert sæt = 2 blokke er skåret af 2 stk. stof i pang/farver + sort – det kunne også være andre farver – det er, hvad vi er blevet enige om inden start.

Dvs at 2 blokke: 1 sort og en pang er skåret og syet sammen i nøjagtig samme “facon”, og hvis man har tålmodighed, kan man studere sådan et tæppe, og finde, hvilke 2 blokke, der hører sammen!

Luksus sokker!

Jeg havde et par nye sokker klar til svigerdatteren i går, strikket i håndfarvet strømpegarn fra Uldféen – ren luksus!


Hun elsker de hjemmestrikkede sokker, jeg strikker til hende, de luner, når hun arbejder hos sine “borgere” i hjemmeplejen, iført klip-klappere.

Hendes kolleger beundrer dem! Og hun kan fortælle dem, at disse er ren luksus, strikket i garn til 175 kr!

WAUWW – jeg kan selv!

Det er altså ikke noget, min ryg og mine (manglende) armmuskler er glade for! Men nu fik jeg skovlet min indgangs sti fri for sne, sat skraldespanden ud til renovation i morgen, og saltet stien, så vi kan komme ud uden at skride i morgen, Diki og jeg! Så må Diki muntre sig i sneen i baghaven/terrassen, den skovler jeg ikke. Det er jo også meget smukkere med den høje sne!

Heldigvis har vi snerydning som en af de ydelser, vi betaler til, og de har været her 1. gang med den smarte snerydningsmaskine! Det tager ikke lang tid, når den futter rundt!

Og så er jeg så heldig, at jeg i går fik bragt dejlig hjemmelavet oksekødssuppe fra datteren, og der er nok til 3 dage, så nu vil jeg nyde en tallerkenfuld af den med grøntsager og kød- og melboller, lige det helt rigtige på sådan en dag! Jeg elsker suppe!

Jeg elsker blåt!

Og blåt, det må man sige, at disse 2 garner er:

“Silkesky” og Mulberry Silk fra Uldfeen

De 2 garner er ikke købt sammen, men det skulle man tro, så godt passer de sammen.

Jeg har vundet dem op i dag, 3 fed á 100 gr af Silkeskyen og 2 fed af Mulberry silken. De skal strikkes sammen til en sweater – “Stokholm sweater V-neck fra Petite Knit.

Jeg er meget spændt på det, og jeg synes, de er utroligt smukke! (Men jeg har lige et andet projekt, der skal være færdigt først!)

2 ærmer på én gang på én rundpind

Jeg var ellers på den, for jeg kunne ikke finde de 2 sidste fed = det halve af det garn, der skulle bruges, så jeg kunne få min “Thea” færdig. Den har ligget stille nogle måneder! Og jeg fandt det heldigvis efter at have ledt intenst! Det havde forputtet sig under hjørnet af et tæppe. Jeg ville jo aldrig kunne få garn magen til, da det er håndfarvet individuelt!

“Thea”, strikket af Uldfeens cashmere/merino

Det er simpelthen så lækkert, det garn, og farvet så smukt af Uldfeen, som nu er i gang med at farve skønne garner, utroligt kort tid efter en alvorlig operation.

Og nu er jeg kommet til ærmerne, som jeg strikker samtidig, på én rundpind – det går fint!

Jeg har strikket strømper på den måde flere gange, men aldrig ærmer. Måske fordi jeg oftest strikker sweaters oppefra, så synes, jeg det bliver for bøvlet at sidde med hele sweateren + 2 ærmer, som skal drejes rundt. Men på denne måde, bliver det fint, når ærmerne er lange nok og kan samles med bullen til raglanstrik.

Transport bur til Genny’en

Ældstesønnen drømmer – som de fleste andre – om at flyve på ferie i Spanien igen! Og denne gang vil han have sin “Genny” med derned. Genny’en er en segway-kørestol, som har helt uvurderlig værdi for ham, og derfor er han ked af at skulle udsætte den for evt. hård behandling ved lastning i flyet. Så han har egentlig haft planer om at køre til Spanien i sin VW Multivan, hvor den står på en lift. Men det er langt at køre!

Så nu har han fået en anden idé! Han har undersøgt reglerne for, hvor meget den må fylde, hvis den skal lastes i et fly. Og så har han konstrueret et transport bur til den! På spisebordet!

Det er lavet af aluminiums skinner og skruet sammen, da han ikke kan svejse det. Og konstrueret sådan, at han nemt kan skille det ad.

Der er også tænkt på ramper og hynder, som altsammen kan pakkes ind sammen med Genny’en, der er foldet sammen og fastspændt med remme til kroge! Det er da godt fundet på!

Remme og hynder har han maskin-broderet navn på, som han gør med alt det, han laver: tæpper, puder, gulvtæppe til Multivan’en! Og når den skal af sted, bliver den selvfølgelig også dækket af et tæppe, der passer til!

Flere Ditzy Donuts blokke til SWAP

Så blev der endnu 14 Ditzy Donuts blokke færdige til at swappe. 1. februar bliver de 10 blokke = 5 sæt swappet med tilsvarende, som andre har syet. Jeg har en ret pæn stak efterhånden, fordi jeg hver gang syr ekstra, som jeg selv beholder til et tæppe. Jeg kan godt lide at sy dem i pang-farver, andre deltagere (de fleste) syr dem i sort+pang, det er også flot og giver en mere dramatisk virkning. Her er det første færdige tæppe, som en af deltagerne har syet og samlet.

Esther Olesens Ditzy Donuts tæppe

Der er nogle datoer…

..der altid huskes – fødselsdage og andre mærkedage.

I dag kunne det have været min søsters 80 års fødselsdag – men hun blev kun 63 år. Alligevel kommer datoen op i mit hoved, og hun dukkede pludselig op i en drøm natten til i går!

Der var kun 1½ år imellem os, og vi gik næsten for at være tvillinger! Da vi gik ud af skolen samtidig, som 16½ år og 18 år gamle, og kom i lære, boede vi sammen på et – senere 2 sammenhængende værelser i Odense i 4 år, indtil vores veje skiltes, da jeg rejste til Grønland og blev der i 12 år! Men vi havde altid fin kontakt, både da vi boede relativt nær hinanden i Nordjylland med vores familier og senere. Og vores børn har heldigvis også rigtig god kontakt.

Kisser havde det ikke godt de seneste år, hun levede, og da så vi heller ikke hinanden så tit. Men jeg hjalp hende med at holde damefrokost den sidste fødselsdag 25. januar 2004, få måneder før hun pludselig døde.

Og nu er det 17 år siden! Ikke til at forstå! Man kommer aldrig helt over at miste sin søster – heller ikke selv om jeg har 2 mere, som jeg vil sende en tanke i dag!