Den første Erantis – og små bitte spidser af Vintergæk et andet sted – vi trænger til den opmuntring! Også selv jeg godt ved, at der kommer frostnætter lige om lidt!

Min havehjælper har været her og har ryddet op i visne stauder og revet masser af blade fra bøgehækkene sammen, og så dukkede de her små fyre op!

Nu igen! Hvordan skal jeg dog kunne nå at strikke af alt det lækre garn, jeg køber fra Uldfeen, som nu igen (efter sygdom) er i gang med at farve de mest utrolige garner!

Dette er et lidt kraftigere garn, end jeg plejer at strikke af, men jeg har en formodning om, at det vil egne sig til én af de dejlige, lune veste fra Petite Knit? Jeg skal lige studere dem nærmere for at finde udaf, hvilken.

Det er så lunt og lækkert! Og sikke et spil, der er i farverne.

Iøvrigt en mærkelig ting, som ikke har noget med Uldfeen at gøre: Jeg har bemærket, at pakker, sendt med DAO, bliver afleveret samtidig med min morgenavis Jyllands Posten, altid om natten, og det er jo dejligt, at avisen er klar til at blive læst til morgenmaden. MEN i dag fik jeg en kedelig overraskelse, for den avis, der lå sammen med min garnpakke, var fra i går! Og den fik og læste jeg jo i går! Det er en våd svamp i ansigtet at opdage det, når man slår den op! Så noget må være gået galt hos DAO?

Samtidig med, at jeg swapper Ditzy Donuts blokke på Facebook sammen med en masse andre patchworkere, syr jeg med samme mønster blokke til et babytæppe – der skal blive en barselgave til en lille dreng.

Mens de blokke ellers sys i mange forskellige stoffer/rester?, har jeg brugt et gennemgående stof + forskellige kontraster med udgangspunkt i det gennemgående stof’s farver.

Jeg syr 8 – 12 blokke på én gang, dvs at alle start-firkanter er skåret samtidig og dermed har samme design. De næste blokke skæres så i en anden – fri – form, men stadig skæve linier.

Stærke farver til små børn!

Min garn pusher Uldfeen aka Anne er tilbage efter en livsomvæltende operation – fantastisk: hun har fået 2 nye lunger! Utroligt, at det kan lade sig gøre, og hun er allerede i gang igen med at farve garner i de skønneste farver og kvaliteter!

Men før hun begyndte at sælge nyt, holdt hun lige et udsalg og solgte alt ud fra sit værksted.

Naturligvis kunne jeg ikke dy mig (50 % er meget i de prisklasser), og i går lå mit “udbytte” på måtten udenfor døren, bragt om natten af DAO, da jeg gik morgentur med Diki (før køleskabsulykken blev opdaget).

De 3 store maskinstrikkede stykker skal trevles op, og så giver de fine mønstre, når man strikker af garnet! F.eks. til strømper – stykket til højre er endda særlig smart lavet, for det er dobbeltstrikket, altså med 2 tråde, og når man trevler det op, kan man strikke 2 strømper på én gang, der bliver nøjagtig ens! Det hele er lækkert merino garn, og det kunne også blive til et smukt tørklæde eller sjal!

Det var ikke sporsjovt at konstatere, at køle/fryseskabet var kaput, men det blev til en hel lille solskinshistorie, da sønnefamilien satte samlet ind med hjælp.

Inden søn og sønnesøn var tilbage fra Vejle med det nye køle/fryseskab, var jeg selvfølgelig i gang med at tømme det gamle – og pludselig så jeg “den lille røde” = svigerdatterens lille bil parkere udenfor, og hun, som havde været på arbejde i hjemmeplejen og Christina kom in for at hjælpe til. Sønnen havde “selvfølgelig” ringet og bedt dem om at give mig et nap med – ellers var jeg nok ikke blevet færdig, inden de kom med det nye!

Christina sorterede med hård hånd alt, hvad var for gammelt eller ikke så godt ud! (Hun er handicaphjælper i en familie, hvor det er en del af hendes job pga svagtsynethed). Og alt brugbart blev sat ud på den kolde terrasse, ikke-brugbart smidt i skraldespanden.

Det passede fint med, at “drengene” kom med det nye i en lånt trailer. Og imponerende var det at se dem (sønnen sidder i kørestol) håndtere først det gamle køleskab ud og derefter det nye, store skab ind igennem huset på en sækkevogn og ud i det lille køkken! De arbejder godt sammen, og Christian er en stærk ung mand! Alt lykkedes!

Diki var fuldstændig forvirret og gemte sig inde i arbejdsværelse, så Christina trøstede ham og tog en lille lur på sofaen sammen med ham!

Det fortjente ikke bare en kop kaffe, som vi fik, da alt det gamle var kørt på genbrugspladsen – men også aftensmad, som vi hentede i det nærliggende Pizzaria. Og vi nød virkelig, at det hele var på plads: køleskabet var vasket af og alle madvarer sat ind – det ser så fint og ordentligt ud! Gulvene var støvsuget og vasket efter transporten gennem huset – hvor er jeg heldig, at hjælpen altid er nær!

Og så på en søndag!

Heldigvis har jeg hjælp i nærheden: ældstesønnen og Christian kom herover, og i fællesskab fandt vi frem til et køleskab, der har de rigtige mål og som kan købes “klick & hent” i El-giganten i Vejle. Det var ikke helt let, for selv om der var mange køleskabe at vælge imellem, så var nogle af dem for store, nogle uden frontlåge, og nogle uden denne smarte løsning.

Men nu har jeg købt og de 2 er kørt til Vejle for at hente det. Så kommer de og sætter det op – det fortjener vist en kop kaffe!

Jeg har ikke tømt det gamle endnu, men jeg har konstateret, at de fleste af kølevarerne nok skal smides ud – samt nogle af frysevarerne – i hvert fald Dikis små mælkedrenge-is! Kød har holdt sig frosset.

Det er formentlig gammelt – det var et, jeg overtog, da jeg flyttede ind for mere end 7 år siden. Jeg gætter på, at det er helt fra huset blev bygget i 2001, for der har kun boet 1 før mig.

Dejligt at have hjælp tæt på!

Jeg kan helt ærligt sige, at jeg holder pænt ud, bliver (mest) hjemme, underholder mig selv, lever, som vi skal, i min “boble”, der består af min familie – og ser dem endda ikke meget – handler kun ca. en gang om ugen, bruger mundbind, spritter/vasker hænder, og længes efter normale tider med socialt samvær!

Jeg synes, jeg er tålmodig!

Men hvor er jeg dog træt af at være bange!

I dag har ellers været en dejlig dag, hvor Diki er blevet klippet (og er SÅ FIN!) hos sin sædvanlige hundefrisør, der har skrappe regler for de 2-benede, som afleverer deres 4-benede og ikke er tilstede i salonen.
Som sædvanligt drak jeg formiddagskaffe hos kusinen, mens Diki blev klippet, og hun hører til “boblen”.
Senere besøgte jeg kortvarigt ældstesønnen og hans familie med nogle forsinkede julegaver, som kusinen ikke kunne aflevere i julen pga, at de var i isolation. Altsammen indenfor de givne forsigtighedsregler!

Men pludselig sad jeg med mit strikketøj og fik ondt i halsen! Fy føj! Hvad gik det ud på? Og så kom jeg i tanker om, at jeg hostede, mens jeg var hos familien! Er det tegn på, at jeg er ved at blive syg?

Det er ikke første gang, jeg har de fornemmelser, og jeg er også blevet testet en enkelt gang – negativ heldigvis – skal jeg nu testes igen?

Jeg står ikke for tur til vaccination. Ganske vist har jeg alderen, og jeg har også en af de sygdomme, som regnes for at gøre mig udsat – men jeg har det normalt godt og har ikke offentlig hjælp, og derfor er der lang tid til, at det bliver min tur. Det er helt OK!

Men det er så også derfor, at der ikke skal ret meget til, før jeg føler mig bange!

Det er jeg ved at være træt af!

Da jeg gik eftermiddagstur med Diki i går, så jeg, at der lå/sad en, der lignede et barn, på jorden ved busstoppestedet lige her udenfor vors andelsboligforening, nærmest sammensunken. Jeg studsede over det, især fordi vedkommende stak benene ud over fortovet og ikke flyttede sig, når nogen skulle forbi – det gjaldt både en gammel mand med rollator og et par med barnevogn, som måtte gå ud på kørebanen.

Jeg skulle den anden vej, men bestemte mig til at se efter, når jeg kom tilbage, om det var “en fræk, provokerende unge” eller én, der behøvede hjælp.

Da vi kom tilbage, var der kommet flere mennesker til, bl.a. en af mine naboer, og bekymringen lyste ud af dem. Det var der også grund til, for det var en voksen kvinde, åbenlyst stærkt beruset. Hun ventede på bussen, som ikke holder der på det tidspunkt, og råbte højt på både bussen og taxa.

En af de tilstedeværende havde forsøgt at hjælpe hende på benene, men hun faldt sammen igen med det samme, hun var meget ophidset, så en samtale var ikke mulig.

Hvad gør man? Et ældre ægtepar havde ringet til politiet på 114, hvor han blev stillet igennem flere led, før han kunne forklare, hvad det drejede sig om og blev udspurgt om, hvem han er. De kan se, hvor man ringer fra (via mobiltlf-master går jeg ud fra), så der var ingen misforståelser, og han forstod det sådan, at de ville komme.

3 kvarter senere var der ikke kommet nogen til hjælp, og det begyndte at blive mørkt, så den flinke mand ringede igen, denne gang til 112, og forklarede hele forløbet, hvorefter politimanden i den anden ende sagde, at han kunne høre, hun var i live, så vi kunne bare gå! Det gjorde vi ikke, og efter endnu 1 kvarter kom der så en politipatrulje stille og roligt og tog sig af kvinden, og vi gik vores vej.

Hvorfor gik vi ikke? Hvorfor gik jeg ikke bare? I første omgang for at hjælpe et menneske, der helt tydeligt ikke kunne tage vare på sig selv. Og for mit vedkommende i en slags opbakning – vi 4, der blev der, havde vist en slags solidaritet i forhold til hinanden, det var lidt rystende, og en femte kunne ikke klare alt det råberi fra kvinden, som, jeg iøvrigt er temmelig sikker på, er grønlænder, så hun gik grædende hjem.

Hvad skulle man ellers gøre?

Det er godt, der er nogen, der er årvågen og opdager, at portoen steg fra 1. januar fra hhv 10 til 11 og 20 til 22 kr !

Jo, for i morgen “swapper” (bytter) jeg blokke i vores kædebrevslignende gruppe på Facebook.

Vi swapper Ditzy Donuts blokke én gang om måneden, hvor jeg swapper og sender modtagne blokke tilbage til deltagerne i de kuverter, de har frankeret og sendt til mig.

Nogle sender et hold blokke + kuvert hver måned, og nogle sender til flere måneder. De må sende 2 – 10 blokke pr måned og får samme antal tilbage, som de selv har sendt.

Og fordi de har sendt dem til mig før jul, er der kun få, der har tænkt på, at der skulle mere på i porto, end de foregående måneder.

Heldigvis var der en deltager, der var vaks, og for at undgå strafporto har de i aften overført de manglede 2-kroner til mig på Mobile Pay, så kan jeg købe frimærker, før jeg sender tilbage. Smart!

Det ser voldsomt ud – og jeg føler mig også sommetider som et kemisk laboratorium!

Men det er ikke så galt, jeg skal jo have for min diabetes II, for kolesterol, for mavesyre og for kroniske smerter i fødderne. Så har jeg endda ikke taget øjendråberne med – de var sat i køleskabet.

Der er også kosttilskud: jern, vitaminer og magnesium depot (for kramper i benene).

Jeg synes ikke, jeg fejler noget særligt! Men det er lige før, tilskudsdatoen vender, så jeg benytter mig af, at jeg får 85% tilskud på det receptpligtige! Næste gang er 0 tilskud.