Det kunne jeg ikke stå for!

Med hvaler og i stærke farver! Og måske med den grønne også?

Det er et tilbud hos Susanne Harbo i Patchworkhulen – altså jeg skal snart sy nogle små kravletæpper, og de vil være fantastiske! Susanne kalder det godt nok “Haj-stof” – men jeg er nu sikker på, at det er hvaler – og dem elsker jeg!

Er jeg blevet corona-sløv?

Ja tempoet er åbenbart blevet nedsat, siden jeg bliver “efterlyst” af en omsorgsfuld (og daglig) følger, som ikke har hørt fra mig i flere dage!

Det må der gøres noget ved!

Der er heldigvis ikke noget i vejen, andet end at tempoet er gået ned, jeg kan godt mærke det selv, og jeg lægger helt sikkert skylden på “Corona”. Når man i så lang tid er mere eller mindre isoleret, og ikke har nogen forpligtelser – ingen syaftner – ingen fælles aktiviteter i såvel Fælleshuset som Depotgården, men kun daglig hygge med Diki (heldigvis for ham), gåture og familien en lille smule – ja så daler tempoet og foretagsomheden!

Man vænner sig også til det – det gælder nok mange. Men heldigvis keder jeg mig ikke! Jeg laver masser af håndarbejde, og jeg er meget på “nettet”.
Jeg er ved at opfylde et løfte og en dårlig samvittighed, hvor jeg siden 2012, da jeg startede Projekt Puttetæppers blog/hjemmeside op, og bl.a. har skrevet Projekt Puttetæppers historie. Det kneb bare de sidste år, og det vil jeg selvfølgelig indhente nu, efter at jeg for ca 1 år siden stoppede i styregruppen. Så det arbejder jeg intenst med, jeg har bare det problem, at systemet er ændret (det vides ikke hvorfor), så der er helt nye procedurer, jeg skal vænne mig til.

Og så strikker jeg! Jeg blev ikke færdig med det strikketøj, jeg havde så travlt med op til Jul, og heldigvis, for jeg fik ret i min anelse: det viste sig at blive for lille! Jeg kunne jo ikke prøve det på modtageren, men så fik han det alligevel, bare ufuldendt og ikke monteret. Det kan jeg råde bod på uden større besvær, der skulle bare mere garn til, og der er jeg så heldig, at vores lokale, gode garnbutik Vega garn har et “take-away” tilbud, så jeg kunne bestille garnet, betale det med Mobile Pay og hente det ved butikken! Så jeg er i gang!

Hold da op, hvor kan man være et fjols! En hyggetur 1. juledag med kusinen til kirkegården i Esbjerg, hvor hendes forældre og søster ligger, udviklede sig uventet! Vejret var helt fantastisk dejlig, og vi snakkede om, at vi måske aldrig havde set så mange mennesker – familier i alle aldre – gå tur på kirkegården. Og efter besøget på familiegravstedet gik vi en dejlig tur rundt med Diki i snor – der var mange fremmede dufte! Kusinen havde planlagt et par ærinder, før vi kørte tilbage til Fredericia, så vi gik tilbage til bilen, hvor jeg åbnede bagagerummet, så Diki kunne hoppe op, og mens jeg var fokuseret på, at han blev siddende, lukkede jeg bagageklappen ned.
—-men hvor var bilnøglen ???Den lå inde hos af Diki ved siden af hans snor, som jeg havde taget af ham! Og “selvfølgelig” havde jeg ikke låst dørene op, før jeg åbnede og lukkede bagagerummet. Vores tasker og telefoner lå inde i bilen! Hvad skulle vi gøre? Kusinen har familie i Esbjerg, og en meget venlig familie lånte hende en telefon, så hun kunne ringe og spørge om hjælp – men de sad midt i en julefrokost og kunne kun råde til at ringe til Falck, som jeg ikke er abonnent hos! Den unge mand, vi lånte tlf. af, fandt frem til GF, hvor jeg har Autohjælp, men den søde dame, jeg snakkede med, fandt ud af, at de ikke kunne låse sig ind i bagagerummet, som har separat lås, så hun spurgte, om jeg havde en ekstranøgle? Ja, det har jeg, men den er jo hjemme! Da hun så foreslog, at de skulle hente den i Fredericia, ringede jeg i stedet til ældstesønnen, som kan låse sig ind hos mig – og så kom Christian og Christina i deres mors bil! Men der er jo ca 1 times kørsel, og det var koldt, selv om solen skinnede! Vi gik ind til flere ture! Rundt i de nærmeste gader, hvor kusinen kunne fortælle om mange minder – rundt på kirkegården igen – vi kunne også komme på toilettet – og vi sad lidt på en bænk i solen!! Meeen vi begyndte da godt nok at fryse, selv om vi holdt os i bevægelse! Og jeg blev bekymret for Diki – om han frøs? Vi sørgede for at holde os udenfor hans åsyn! Og så kom “den lille røde” med børnebørnene – åhh sikke en lettelse ! Vi kunne jo ikke kommunikere med dem, efter at vi afleverede den lånte telefon! Mine ben var stive, så Christina kørte min bil, mens kusinen kørte med Christian, det var dejligt!Og Diki havde heldigvis ikke lidt nogen nød, det var en stor trøst at jeg kunne åbne bagagerummet og kramme en blød og varm hund, der var glad! Jeg kan ikke beskrive, hvor dum, jeg følte mig!

Så det var med dobbelt glæde, at vi kunne spise julefrokost sammen 2. juledag, helt afslappet og meget hyggeligt.

Og sidst på eftermiddagen fik svigerdatteren svar på sin 2. test, som hun havde fået taget om morgenen, fordi hun arbejder i hjemmeplejen og derfor skal testes negativ 2 gange, før hun må møde på arbejde – det var bare sådan en lettelse – også for hendes chef, som hun straks ringede til.

Det var på mange måder en anderledes jul i år, må man sige, og nu er Diki og jeg alene igen, efter at kusinen tog hjem i dag – vi har heldigvis haft det meget hyggeligt!

…blev det for vores familie – på trods af Corona-trussel.

Jeg er så glad for at fortælle, at ældstesønnens familie blev testet negative allesammen! Så nu kan vi alligevel se hinanden en af juledagene, og sammen med kusinen, som bor hos mig hele Julen og som holdt en dejlig juleaften hos datteren og hendes familie.

Tak for mange dejlige julegaver! Det var en skøn, sjov og glad aften for både 2- og 4-benede!

God Jul til alle venner og familie!

Så skulle jeg da lige brænde mine fingre eftertrykkeligt på en bageplade i går aftes. Jeg forstår ikke, hvad der skete, for jeg bruger selvfølgelig grydelapper – men da jeg ville bage lidt småkager og løftede plade nr 2 ud af ovnen, brændte jeg fingrene på venstre hånd igennem grydelappen!

Det gik stærkt, og pladen gled halvvejs ned på gulvet, hvor nogle af de varme småkager spredtes i små stykker, og jeg kunne ikke komme til at sætte pladen hurtigt fra mig, så jeg holdt den lidt for længe.

Koldt vand – koldt vand – iskoldt vand! over de 4 fingre, der gjorde sindssygt ondt, og det iskolde vand fra vandhanen gjorde det ikke bedre – men det skulle jo til.

Samtidig var jeg nervøs for, om Diki skulle snuppe de brandvarme kagestumper – men han opdagede det slet ikke, han sov inde i stuen!

Først da mine fingre var kølet en smule ned, så jeg kunne fjerne pladen og stumperne, fik han lov at slikke smulerne i sig! Og så kunne jeg vaske gulvet.

Det lykkedes faktisk at holde fingrene under vandhanen så længe, at det holdt op med at gøre ondt, jeg overvejede at sidde med en pose frosne ærter, men det var ikke nødvendigt, og nu er de kun lidt ømme, og der er ingen vabler.

Jeg blev ikke færdig med småkagerne, men resten af dejen ligger trygt i køleskabet!

Jeg blev ikke færdig med strikketøjet, men måske er det meget godt, for nu kan jeg prøve det på modtageren, inden jeg syr sammen, jeg har en lille mistanke om, at det er lidt for lille, så det kan jeg nå at råde bod på.

Så ramte Corona også min familie!

Ingen er syge – endnu – men 1/3 del af familien er gået i isolation, indtil der viser sig symptomer, eller testning viser positiv eller negativ!

Det betyder, at de planer, vi havde for at være sammen, ikke kan blive til noget – det betyder usikkerhed, ubehag og frygt!

Så længe, de ikke har symptomer, kan de være sammen alle 4 og forhåbentlig hygge sig. De skal testes i morgen og på lørdag, og vi håber det allerbedste.

Julegaverne bliver udvekslet på dørtrinnet, og alt bliver sprittet af først.

Et godt eksempel på det, der kaldes “smittekæder”! Svigerdatteren mødtes med 3 nære veninder i søndags, som de gør jævnligt – man kan sige, at de er en del af hinandens “boble”! Men onsdag ringede den ene for at fortælle, at hun var blevet testet positiv efter i søndags. Hun havde været sammen med en af sine andre veninder et par dage før søndagen, og denne veninde var blevet smittet på sin arbejdsplads: en børnehave, før de havde været sammen.

Det er så lumsk, fordi der er dage imellem, at man bliver smittet, før symptomer viser sig, eller en test giver dårligt resultat.

Heldigvis, kan man sige, har jeg ikke været sammen med svigerdatteren eller resten af familien i dagene siden søndag, så jeg er ikke i fare.

Men vi har måtte ændre planer for, hvem der er sammen med hvem i juledagene, indtil de får resultat af tests. Og heldigvis har de hinanden.

Det er en skam, men bare det ikke går værre end at vi må savne hinanden, så går det jo nok.

Det skal jeg afholde mig fra i fremtiden:

Et strikke-gave-projekt, som jeg ikke har prøvet før, og som ikke er helt almindeligt!

Strikkepindene gløder – for at jeg kan blive færdig før Juleaften!

(Ingen billeder på nuværende tidspunkt!)

Jeg er lidt pjattet med fine maskemarkører! Prøv at se, hvad jeg har købt hod “Mine små fine maskemarkører”:

Nu blev jeg færdig med at jule-pynte! Jeg er aldrig så tidlig som andre med indendørs pyntning (jeg har også lidt svært ved det efterhånden – især det med at kravle på en stige!).

Det uden dørs med lyskæder mm er forlængst på plads, og det nyder jeg! Det hjælper Christian med, og det er også ham, der henter kasserne med julepynt på loftet. Gad vide, om han kan få tid til det til næste år, for nu begynder han at læse ?

Men jeg har så travlt med julegaver, at pyntningen måtte vente – der er jo også kun mig til at se det! Og vi når det nok!

Jeg glemmer også at spise frokost – nu rumler maven!

Der lå en pakke til Diki i postkassen i morges – fra hans opdrætter Susan – og han pakkede selv ud!

Han elsker at pakke pakker op! Og når der så er “en lækker fisk” med lommer – og der er “noget” i lommerne, som han kan lugte – så bliver det endnu mere spændende!

Tak Susan!

…som en André Rieux koncert – efter en vellykket håndboldkamp i TV?

Der har været gang i strikketøjet til den gode underholdning – men jeg skal også være flittig, hvis jeg skal nå julegave-strikket!