Jeg havde set vejrudsigten, som så voldsom ud for det sydlige Jylland – og der kom også en kort, kraftig byge! Så jeg fik travlt med at få Diki med ud på en lille tur, inden det gik helt amok – og godt det samme, for nu er himlen helt sort, og det er begyndt at rumle!

Diki var godt klar over, hvad det handlede om, så han skyndte sig at tisse – og så gik det hjemad i næsten tørvejr! Dygtig hund!

Jeg kan ikke lade være med at blande mig – det er ingen hemmelighed! Og jeg har i årenes løb blandet mig i mange forskellige ting – hyppigt når jeg mente, at der var noget, der skulle gøres – og ingen andre gjorde det!

Og nu igen så! Webstrikkerne, som er en strikke klub på nettet – de seneste år på Facebook – er en strikkeklub uden bestyrelse eller andet kontoriusseri. Det kan være farligt, for så er der ingen, der føler ansvar!

Og det var det, der nu igen (første gang i 2012) var ved at ske, da det pludseligt viste sig, at der ikke var nogen, der havde meldt sig til at (tage ansvar) være arrangører for 2021- “Webstrik-festivalen”, som finder sted hvert efterår på et vandrerhjem el.lign.

Der lægges normalt op til, at 2-3 medlemmer påtager sig dette for arrangementerne 2-3 år i forvejen. Der var bare ingen, der havde lagt mærke til, at der ikke var arrangører for 2021! Og da vi ikke har en bestyrelse el.lign., så er der ingen, der har ansvar for dette!

Da nogen spurgte, hvem der havde bestilt vandrerhjem for 2021, og ingen meldte sig – ja, så blandede jeg mig! Og kontaktede vandrerhjemmet i den by, vi forventede skulle huse os. Og gæt engang: der var ikke reserveret plads til os. Og vi er normalt 60 – 70 strikkeglade kvinder, så man kan jo ikke regne med plads, hvis man venter til ½ år før.

Jeg kunne næsten ikke klare tanken om, hvordan det skulle gå – så helt uden mandat reserverede jeg prompte hele butikken og orienterede først bagefter baglandet! “Alle” synes, det er fint, hvad jeg har gjort, men der var stadig ingen, der meldte sig for at overtage!

Så nu har jeg ikke bare blandet mig, men påtaget mig at arrangere næste års webstrik-festival, og jeg er så heldig, at jeg i løbet af en dag har fået 3 medarrangører!

Og tilbuddet fra Danhostel Svendborg er i hus, det er så favorabelt, at det slår alle lignende steder ud, hvor vi har været de senere år. Men hvor favorabelt får de først at vide, når vi kommer hjem fra dette års strikarrangement sidst i september! Det glæder jeg mig til!

Når nu det regner det meste af tiden, så kan jeg med god samvittighed strikke på min nye “Sunday Tee” af Tussah-silke fra Uldféen.

Den er virkelig lækker at strikke med, og bliver en god overgang til efteråret, da silken er kraftigere end den Mulberry Silk, jeg har strikket med et par gange. Og den ligger godt i hænderne.

Hold da op, nu står det ned i stænger igen! Men Diki og jeg kom hjem i tørvejr inden, det rigtigt tog fat.

Vi gik morgenturen til bageren i dag for at få friske rundstykker for en gangs skyld, og vi gik i solskin! (og selvfølgelig uden overtøj). Men da vi var på vej hjem igen, begyndte det at regne lidt – ikke så meget, at vi behøvede at stå i læ.

Heldigvis fortsatte vi og blev godt nok lidt våde, men pyt!

For nu kom den sorte tordensky, som jeg havde set, hen over os, og den giver vand! Skidt med det, for nu er Diki blevet tørret og jeg har taget tør bluse på, så nu skal jeg ha’ min morgen-te – den bedste – og rundstykker!

God søndag!

Jeg går gerne en ekstra tur med spritkluden, når Christian gerne vil komme og hjælpe mig med et par små problemer, som jeg ikke selv kan finde ud af.

Han kom nemlig direkte fra Aarhus og gjorde selv opmærksom på det! Nåh ja, det tænkte jeg ikke så meget over, men det er fint, at han gør det. Så selv om han først sagde nej tak af samme grund, så tog han alligevel imod en kop te, når bare vi holdt tilstrækkeligt afstand – og der gjorde vi selvfølgelig.

Han havde selv sprittet hænder, inden han ringede på, og bagefter gik jeg lige en tur rundt og sprittede af, hvad han havde rørt ved.

Det er dejligt med ansvarsfulde unge mennesker! Og det er så dejligt, når mine store børnebørn kan få tid og har lyst til en visit! De har jo deres arbejde at passe, og deres venner.

Det er ellers mange år siden, jeg har fundet sådan en “fuglerede” !

Jeg blev virkelig overrasket, da jeg fandt det meget lækre silkegarn på gulvet! Var det selv faldet ned fra bordet, hvor det lå? Eller havde en pote hevet lidt i det?

Det er ikke til at sige, for der var ingen Diki at se, heller ikke da jeg kaldte på ham – og da han kom, så han helt uskyldig ud! Han forstod tilsyneladende heller ikke et ord af mit “fy-fy-skamme” i mørk tone, så bare uanfægtet op på mig!

Og ja, jeg ved selvfølgelig godt, at det er ham, der har leget med det nøgle garn, som det var! Men jeg ved også, at man skal skælde ud med det samme og ikke ½ time senere, for så forstår han ikke noget.

Jeg skælder meget sjældent ud – har ikke grund til det – og som sagt er det længe siden – da han var hvalp, var han storslem! til at snuppe garn, hvis han kunne få lejlighed til det.

Og nu – nej vi blev hurtigt gode venner igen, eller skal jeg sige: jeg blev god igen? For han virkede faktisk upåvirket!

Og det lækre garn er en stor rest, idet strikketøjet kun mangler at få hæftet ender. Så nu vil jeg se, hvor meget jeg kan redde, så har jeg det til senere projekter.

Hvad for noget? Jo, jeg har igen-igen påtaget mig at være “swap-styrer” i en SWAP (bytteleg a la kædebreve) med blokke syet i Ditzy Donuts mønster.

Det foregår på Facebook i en gruppe, som 94 patchworkere har meldt sig ind i! Det er dog heldigvis “kun” de 60, der vil deltage aktivt, dvs sy og swappe blokke, resten vil være tilskuere og vil forhåbentlig blive inspirerede til selv at sy blokke i det sjove mønster.

Der swappes 1 gang pr måned, hvor man kan sende 2 – 10 blokke til mig sammen med en frankeret svarkuvert, som jeg returnerer med samme antal blokke, som de selv har sendt, men syet af de andre.

På den måde bliver ingen snydt, for man får det samme, som man har afleveret, men syet i andre stoffer end ens egne.

Og nu skal der så swappes 1. gang den 1. september, og de store kuverter er begyndt at komme.

Jeg griner lidt ved tanken om, hvad postbudet vil tænke – der plejer ikke ligefrem at være meget post til mig!

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville synes om det! men Diki slubrede en hel skålfuld vand rørt op med lidt leverpostej i sig med stort velbehag!

Han virker sløv og sover næsten hele tiden, og selv om han masser af vand både ude og inde, så er jeg ikke sikker på, at drikker nok!

Og så havde jeg læst, at det kunne hjælpe med lidt leverpostej i hans drikkevand. Så nu har han selvfølgelig sin nye store skål – Road-Refresher – som får frisk vand flere gange om dagen, samt haveskålen, som også får udskiftet vandet, og alligevel tømte han den gamle vandskål med den “lækre” blanding! Det er ham vel undt! Så gemmer vi lige aftensmaden lidt, så han ikke får for meget på én gang.

Jeg drikker lækker saftevand med hjemmelavet citron-lemonade (Yngstesønnens), og har også et par flasker med ligeledes hjemmelavet vindruesaft samme sted fra, så udover min sædvanlige te i store mængder får jeg også godt med væske!

Derimod ikke meget mad! Grovbrød til morgen og frokost og koldskål eller ymer til aften, og så frugt. Jeg orker ikke at lave varm mad og har det fint med det kolde!

Det er en senior-andelsboligforening, jeg bor i, og det vil selvfølgelig give en naturlig udskiftning. Men de seneste år har der ikke været ret mange frafald – og så pludselig var der hele 3 boliger til salg. Og dermed nye naboer, når de bliver solgt – og det bliver de for det meste ret hurtigt.

Vi har en god forening og en fornuftig økonomi, husene er ældrevenligt indrettet i 2 forskellige størrelser, og der er grønt omkring os allesammen, både vore egne små haver med bøgehække omkring (og de bliver klippet af foreningens gartner), grønne plæner imellem husene, som gartneren holder, og så skal vi selv holde vores egne haver, der er ret forskellige. Nogle har f.eks. slet ingen græsplæne og dermed intet besvær med græsslåning, andre har fliser eller sten, og hvad vi så hver især har indrettet os med. Jeg har en lille græsplæne foran huset, en terrasse og et stort stykke med blomstrende buske og stauder bagved huset + en masse krukker med blomster. Lidt vildt, ikke særligt tæmmet, det er vist noget, jeg har med mig fra Brædstrup, hvor Søren havde anlagt en meget frodig have med f.eks. flotte rhododendron – det har jeg også her.

Nu har der været et par dødsfald i år. Det ene hus er solgt, og en ny flytter ind om kort tid. Det andet hus har jo kun stået tomt i kort tid, og der er allerede interesse for det.

Det 3. hus har været beboet i 19 år – lige fra husene blev bygget – af vores alderspræsident på 97 år, og hun er flyttet på plejehjem i dag. Så nu bliver der snart mulighed for, at en ny beboer kan overtage det måske bedste hus (set med mine øjne).

Vi var inviteret til en lille afsked hos hende i går – lidt ad gangen i løbet af dagen – det var en god idé, som hendes børn hjalp hende med. Hun var glad for at hilse på os allesammen, og vi snakkede hyggeligt om minder og naboer, som ikke er her mere.

Jeg kom lige til at regne! Hvis jeg kan blive boende her i lige så mange år, som denne beboer har gjort, så vil jeg være 93 år! Hmm – det er godt, man ikke ved noget om, hvordan det skal gå!

Diki har det helt klart bedre, efter at han blev vasket forleden! Men vi døjer begge med varmen og laver ikke ret meget.

Jeg ville have været på Depotgården i dag, men da Laila også synes, det er for varmt, bliver jeg hjemme!

Heldigvis er vi så tidligt oppe, at vi kan gå tur, mens luften stadig er sval og asfalten endnu ikke varm!

Nu vil jeg prøve i dag, om jeg kan holde ud at sy lidt maskine. Jeg har vinduer åbne til alle sider, så der er ikke voldsomt varmt herinde.

I går brugte jeg en del tid ved PC’en og Facebook, hvor jeg deltog i en diskussion vedr. Webstrikkernes årlige festival sidst i september. Skal vi aflyse eller??? Det er absolut en kedelig drejning, der sker i udviklingen af Covid-19-smitningen, og ingen af os ønsker at tage en risiko – vi er mange i risikogruppen. Men vi er ikke så mange, max 49, og der er masser af rum og plads på Vandrerhjemmet, hvor vi skal være. Og som absolut voksne mennesker, der ikke flyver omkring eller fester vildt, burde vi kunne indrette os. Hvor længe kan vi vente med at bestemme os?