Vi er vist noget for os selv! Også med de traditioner, vi i vores familie holder i hævd i forhold til at spise varme hveder Bededags aften!

Vi får nemlig MASSER af lækre hveder med mange slags pålæg som aftensmad, og ikke som et lettere aftensmåltid hen på aftenen.

Denne tradition stammer fra mit barndomshjem, hvor mine forældre havde butik, som havde “længe åbent” til kl 20 aftenen før St. Bededag, ligesom de havde hver fredag. Når de havde lukket butikken efter en travl dag og kom op i lejligheden, havde vi døtre te og varme hveder (el. andet brød på alm. fredage) klar til hele familien. Det blev på den måde aftensmåltidet den aften. Og det var enormt hyggeligt.

I går hos sønnefamilien var Sørens kusine med, og hun kendte slet ikke denne skik med pålæg til hvederne. Og svigerdatteren fortalte, at hun havde oplevet, at hendes kolleger heller ikke kendte til det, som hun troede var helt almindelig skik i danske familier!

Den skik tog jeg med mig, da jeg selv fik familie – dog først, da børnene ikke var helt små mere, og først efter at vi “kom hjem” fra Grønland, hvor vi, så vidt jeg husker det, ikke kunne købe dette lækre brød!

Det har selvfølgelig noget at gøre med, at hvis man skal spise aftensmad som på andre dage, så kan man ikke spise mange hveder – og pålægget passer så dejligt til hvederne. Så det er blevet en fast tradition hos os!

Christina havde sidste skoledag i går, før hun skal begynde studentereksamen. Det bliver fejret med, at alle 3. G’erne laver sjov og ballade på gymnasiet, når de får at vide, hvilke fag, de skal op i og hvornår. Så hun syntes lige, jeg skulle se hendes udklædning – ikke dårlig!

Øj, hvor de trives, de 2 storkeunger, der er tilbage i reden i Smedager, efter at den 3. desværre ikke klarede sig og døde i går.

Det er altså hyggeligt at følge med, når forældrene skiftes til at ruge og at flyve ud efter forsyninger. Parret hilser kærligt på hinanden med knebrende næb, før de bytter plads. Den tilbagevendte forælder gylper en kæmpe klump orme op til ungerne, der helt fra starten har lært af forældrene at hakke i høet og nu er dygtige til at arbejde med de små næb, så de får noget i sig. Jeg troede egentlig, at forældrene proppede dem, men det kan nok ikke lade sig gøre med de store næb, de har. Så jeg har hørt, at ungerne har en “madpakke” med fra ægget til de første dage, hvor forældrene så viser dem, hvordan de skal styre de store hoveder og hakke i det omkringliggende hø. På den måde lærer de hurtigt at spise selv.

Forældrene deler klumpen i mindre stykker, og han/hun forsyner også sig selv, når ungerne har spist.

Især hannen er flink til derefter at rydde op i reden og kaste ungernes efterladenskaber ud af reden med et hurtigt kast med hovedet. Og så lægger han sig igen på de 2 unger og de 2 æg, der er tilbage. Jeg begynder at tvivle på, om der kommer noget ud af de 2 æg, når de ikke er klækket på nuværende tidspunkt, for forældrene holde jo pauser i rugningen, når der fodres. Den døde unge, som man kunne se i går (jeg havde luret, at den var død, for der var ingen bevægelser fra den), er tilsyneladende smidt ud af reden nu.

Det ser sjovt ud, når forældrene lægger sig, nu hvor ungerne er der. De rokker sig godt på plads over æg og unger og breder vingerne godt ud og samler dem igen. Der skal være lunt og tæt!

Jeg viste min svigerdatter dem i går, da hun var her. “Dem kender jeg godt”, sagde hun straks! Hun arbejder i hjemmeplejen som sosu-hjælper, og hendes “borgere” sidder og kigger på dem i TV og følger med!

Jeg har igen modtaget 2 dejlige pakker med sokker til børnene på Fjordmark i Projekt Hyggesokker – det er så hyggeligt, at nogle, efterhånden faste, strikkere, sender pakker med de dejligste sokker i forskellige str., som jeg gelejder videre til Fjordmark i Kollund, hvor de er meget glade for sokkerne!

Nu er der kun 14 dage til næste lodtrækning 1. juni om en lille garnpræmie: 1 par sokker = 1 lod i lodtrækningen siden 1. marts.

Sengetæppet, som jeg syede i 2007 som 75 års fødselsdagsgave til Sørens nu afdøde kusine Alice, har hendes søster givet tilbage, for at det kan blive solgt på auktion til fordel for Julemærkehjemmet Fjordmark ved en årlig velgørenhedsmiddag i juni. Smuk tanke, som glæder mig meget!

AV – av – min ryg!
Jeg har fået plantet ALLE mine fine nye blomster ud nu! Et par stykker i jorden og alle de andre i krukker. Det er hårdt arbejde, og det har taget 3 timer – jeg er ikke så hurtig, og krukkerne er tunge at løfte på (selv om jeg venter med at vande, til de er på plads).

Alt står nu lidt i læ på terrassen under tagudhænget, så de får begrænset sol og ikke så meget blæst, så kan de lige vænne sig til at være udendørs.

Jeg fik faktisk tilbud fra datteren om, at vi kunne plante dem sammen, men det vil og kan jeg godt, og det var også ret hyggeligt!

Egentlig er det spisetid, men jeg tror, jeg skal have en kop kaffe først.

Tak til mine kærlige børn for dejlige og overaskende “Mors dags gaver”!

Tidligt på formiddagen kom ældstesøn og svigerdatter til Dikis store begejstring med en spændende gave:

Et massage-apparat til mine lægge, fødder og nakke! AV – AV! Det tager godt fat! Det skulle gerne hjælpe på bl.a. mine kramper i benene!

Senere blev jeg “kidnappet” af datteren og kørt over til “Sommerblomster.dk”, der holder til et par måneder på Assensvej udenfor Middelfart, hvor de sælger alle mulige flotte sommerblomster fra nogle drivhuse. Det er bl.a. min kusines søn, Jens + en kammerat, der nu har præsteret dette blomstersalg i 4 år, såvidt jeg husker. Det er altid meget hyggeligt at hilse på Jens og sende hilsner med ham hjem!

Datteren og yngstesønnen var gået sammen om et “gavekort” til indkøb efter eget valg – ren luksus!

Så nu ved jeg godt, hvad resten af eftermiddagen skal gå med, og jeg glæder mig til at plante disse smukke blomster i krukker!

Jeg har i mange dage fulgt storkene i Smedager via TVSyd – det er så hyggeligt! Og imponerende, at det kan lade sig gøre at filme online døgnet rundt!

Jeg havde forstået, at den første unge forventedes udruget i går – og ganske rigtigt! Desværre var jeg ikke ved skærmen lige det øjeblik, men det er nu lagt ind som et link med billeder af de begejstrede storkeforældre!

Og nu kan man så se den lille unge jævnligt, når forældrene skifter plads. Hvor er det spændende, hvor mange unger, der kommer ud af de 5 æg!

Jeg tog en lille rejse tilbage i tiden i går, i anledning af bryllupsdagen. Det gør jeg engang imellem her på bloggen, og det er hyggeligt.

I går nåede jeg tilbage til Påsken 2009 – mens Søren var syg og ikke kunne deltage i den tur til København, hvor vi var inviteret til påskefrokost hos min niece i hendes nye lejlighed. Vi har mange traditioner i vores familie, og én af dem er, at påskeharen kommer på besøg i haven – lige pludselig – og når nogen har fået øje på den, skal alle børn ud og se, om den har lagt æg! (med alle voksne i hælene!)

Denne gang – på besøg i en lejlighed på 2. sal i Valby – forløb det anderledes! Her er historien, kopieret fra mit indlæg 13. april 2009, for 10 år siden:

På forhånd havde Helle fortalt sin yngste på 7 år, at nu skulle han ikke regne med, at påskeharen kom, for der var jo ingen have! Det mente han ikke kunne passe, for “påskeharen” lægger jo altid masser af fine æg til indsamling, når vi har påskefrokost! Jo – men nu var Morfar jo også syg!

“Du sidder da ikke der og fortæller mig, at Morfar er påskeharen?” sagde drengen med stor forargelse og mistro! Så hans mor måtte jo skynde sig at ændre historien.”

Jeg klukker, når jeg læser sådan en historie!

Det er min brylupsdag nr 55 i dag! De sidste 10 har jeg dog været alene om dagen – men en lille tanke bliver det til.

Det er mange år, og de 10 år er også mange, når man tænker efter. I det daglige tæller jeg ikke, men der er da nok ikke en dag, uden at Søren får en tanke.

Den sidste bryllupsdag, vores 45. bryllupsdag, vi fik sammen, og som vi var klar over, ville blive den sidste, blev en helt særlig dag som er værd at huske.

5 år før den dag, og før Søren blev syg, havde han også arrangeret noget helt specielt, idet han havde inviteret hele familien på udflugt til Romsø og sat dem stævne på havnen i Kerteminde. Også en dejlig dag at mindes.

55 års bryllupsdag er ikke noget, man fejrer, og slet ikke, når man kun er én tilbage! Men minderne er gode at have!

Jeg er rørt til tårer over den overraskelse, der ventede mig, da jeg kom hjem fra Depotgården!

Diki kan gå frit i haven igen!

Ældstesønnen, svigerdatteren og Christian havde hentet det grønne havehegn, jeg havde bestilt, og sat det op, så Diki ikke kan komme ud at føjte! Han er vant til at gå frit ude på terrassen og den lille baghave, hvor der hele tiden har været hegn langs hækkene til naboerne, og bevoksningen af cotoneaster satte en naturlig grænse bag ved haven. Men den forsvandt jo i sidste uge. Og så var der åbent op ad skråningen, men værre endnu: ind til naboerne udenom hækkene.

Så Diki har kun kunnet være alene ude, hvor han gerne vil gå og snuse – eller ligge, når vejret er godt – hvis jeg satte ham i snor. Og det var han ikke glad for. Jeg vil vove at påstå, at han var deprimeret! Jeg var så ked af det på hans vegne.

Men nu er hegnet kommet op bagved buskene, og godt nok er haven blevet lidt kortere den vej, men der er masser af buske og planter, som han kender!

Han måtte ud og “hilse” på hegnet sammen med mig – UDEN snor!

Sønnen siger, at hegnet er sat midlertidigt, det kan ændres lidt, når gartnerne er færdige med at køre med de store maskiner, som de stadig gør, for at rense jorden for rødder mm. Der vil senere blive sået noget op ad skråningen, men de skal kunne køre med nogle mindre maskiner, så der er en slags sti for foden af skråningen. (Skråningen og et plankeværk er værn mod banelinjen, som går på den anden side, noget dybere end vores haver).
Men det er dejligt, at der lukket af for Diki, som er mere fri nu.