Er jeg ved at blive et pylrehoved? Det mener jeg ikke, at jeg har været med mine foregående 5 hunde – men ham her Aramis, som ellers er en stor, kraftig og robust han-hund, pylrer jeg vist om!

Det har jo nok noget at gøre med, at han stadig er “ny” for mig, og jeg ikke helt forstår hans signaler. Men nu er der jo også sket et par ting, på den korte tid, vi har været sammen:
Det gik så godt i starten for godt 4 mdr. siden, bortset fra, at det var lidt voldsomt at lære ham at gå pænt i snor! Men så fik han jo den store betændelse i “understellet” efter klipning, hvor jeg behandlede ham med diverse piller, spray og salve, og hvor han gik med skærm i 3 uger!
Og så var der fadæsen med en ispind, der blev slugt, med efterfølgende tvungen opkastning hos dyrlægen!

Begge ting skete en fredag op til en weekend, ispinden heldigvis om eftermiddagen, så han kunne nå at blive behandlet – men det første tilfælde blev først behandlet mandag, så det blev det jo ikke bedre af!

Nu var jeg så nervøs for, at det skulle gentage sig! For han har været urolig, samtidig med at han ikke har “leveret” afføring de sidste 2 dage! Skulle vi nu til det igen?

Jeg har på fornemmelsen, at der er en tæve i løbetid, der færdes på samme områder som os p.t., og at det måske er derfor, han er så urolig?

Så derfor gik jeg en ekstra tur med ham ad en anden vej her i formiddag – og der var ikke spor i vejen: han gik roligt og pænt, han mødte endda en lille hanhund, som han snakkede pænt med! Og HURRA! han leverede helt normalt, foruden de sædvanlige mange gange tissetår!

Det er en stor lettelse! Så lad nu være med at pylre!

Vi prøvede også noget nyt i går. Jeg er bange for, at han keder sig her hos mig – han er jo vant til 7 andre hunde + udstillinger og træning!
Jeg har bemærket, at han faktisk ikke er særligt modig, f.eks. går han helst kun ud i min lille have, hvis jeg er med eller står i døren. Så går han pligtskyldigst hen og tisser og skynder sig så ind til mig igen!

Datteren min, som kender mange fif, havde foreslået en tube makrelguf, som sættes af i bittesmå dutter alle mulige steder i haven: på træ, krukker, kantsten, stole ben, bordben osv, og det prøvede vi i går.

Succes!

Han fattede det øjeblikkeligt, og stille og roligt snusede/slikkede han sig rundt i haven – det kunne han godt li’ !

Og for en sikkerheds skyld tog han turen en gang mere – og så igen senere på aftenen, uden at han fandt mere! Men nu får han mod på at være i haven, og han lægger sig derude og slapper af. Jeg kan godt regne ud, at det ikke skal være hver dag, der er makrelguf i haven, men så må vi finde på noget andet!

Da vi nu var ude at gå en anden vej end vanligt, gik vi forbi dyrlægen, det havde hun rådet mig til, så han ikke tror, der skal ske slemme ting der hver gang! Så det var bare lige en tur på vægten og en lille snak med sygeplejersken (og en lakseguffer). Det gik helt fint!

Men så ligger bageren lige ved siden af, og der er en hundekrog uden for, som man kan holde øje med gennem vinduet, og det prøvede vi lige af. Jeg tør ellers ikke efterlade min hund i en hundekrog mere, som jeg ellers har gjort i mange år med skiftende hunde. Det gik så fint! Aramis fandt sig uden problemer i at blive bundet til krogen og at jeg gik, men han kunne så også holde øje med mig gennem vinduet, og fik selvfølgelig ros + en guffer, da jeg kom ud igen!

Så vi fik et par nye små oplevelser i dag – og nu har han lagt sig til en lille lur!

Det er simpelthen så dejligt med en hjælpsom familie! Der er jo f.eks. ting, jeg ikke selv har fysik til!

Denne gang var det min flinke svigersøn, der brugte et par timer på at fælde træ i min lille have!

Efter mit ønske klippede/savede han pilen ned til ca 1 meter, og alle de mange, lange grene blev klippet i stykker, så de var til at håndtere. Jeg klippede så mange af dem i små stykker, som kunne være i min grønne spand, resten kom i store sække, som han senere henter og kører på genbrugspladsen. Nu kan pilen få lov at skyde nedefra, og jeg kan selv klippe den til efterhånden, så den ikke blir så stor igen!

Og så rettede han det kønne paradisæbletræ op og stivede det det af, dels med en stok, dels ved at trække det til modsatte side og binde det i spænd til en metalstiver.

Se hvor fint, det er blevet – jeg er meget glad!

Nu er der kommet lys og luft omkring både rhododendronen og træet.

Ikke flere ispinde til Aramis! Diki har altid nydt at slikke en lille rund ispind i sig, mens jeg holdt den – virkelig nydelse! Jeg har tilbudt Aramis det samme nogle gange, men han hugger den i sig i store mundfulde! Og i går gik det galt! Efter den første bid slugte han resten – incl. pinden! Av – av – hvad gør man så? Tager det roligt og regner med, at den lille træpind kommer ud ad naturlig vej? Det turde jeg ikke løbe an på, så jeg ringede og spurgte min dyrlæge, som mente, at det var bedst, den kom ud med det samme. Der er heldigvis ikke langt til dyrlægeklinikken, så vi kørte derned med det samme.

Aramis skulle kaste op, og det har jeg prøvet med Diki engang for en del år siden (da han havde slugt en pose rottegift, som rottemanden lagde fra sig, da han skulle skifte den i fælden!) – og han fik en injektion, der fik ham til at få kvalme og kaste op i løbet af få minutter. Men der er kommet en mindre ubehagelig praksis, som jeg aldrig har hørt om før: der bliver dryppet 2 dråber medicin i hvert øje, helt stille og roligt, og han var helt rolig!
Det virkede! Jeg sad med ham i et behandlingsrum, hvor han gik rundt på gulvet, og på få min. begyndte at savle og derefter kaste op – og med i 2. omgang maveindhold (beskedent, for han havde ikke fået mad siden morgen), fulgte en hel og fin pind! Der kom lidt mere, og så skulle han have en injektion med modgift for ikke at blive ved med at kaste op.
Det var nemt – men dyrt! Heldigvis er han forsikret. Og bagefter var han stadig utilpas og meget træt! Han sov 1 time herhjemme, men så skulle vi til fødselsdag hos svigerdatteren, så jeg tog ham med i bilen, hvor han lå og sov videre for åbne vinduer, men så jeg kunne holde øje med ham.
Senere livede han lidt op og kom ind, hvor Christinas Yuki gerne ville lege med ham – det kneb dog med energien!
Så ispinde er bandlyste fremover – men Aramis har det fint nu!

Så rejste Victor hjem til Brøndby og Far og Mor i går! Det er altid en fornøjelse at have ham på ferie, og selv om det er begrænset, hvad jeg kan underholde ham med, så er der andre, der hjælper med det – og han og jeg hygger os!

Vi har tradition for, at vi skal have pandekager en af dagene, og torsdag bagte jeg en stor portion! Så var der både til aftensmad med syltetøj, sukker eller ahornsirup (favorit!), og kolde til morgenmad og som madpakke på hjemturen i toget!

Men Victor ville også gerne bidrage, han kan godt lide at lave mad! Og han ville gerne lave brunch den sidste dag! Det var meget lækkert med røræg, bacon og brunchpølser, han lavede det hele efter en opskrift på sin telefon!

Hjemturen skulle foregå med togbus til Slagelse og derefter med tog til Køge N, hvor forældrene hentede ham. Victor har nu rejst med tog og “Børnguide” i flere år til/fra Fredericia og er helt tryg ved det. Jeg må indrømme, at jeg var glad for, at han har prøvet det før, for jeg syntes, det var noget værre rod på P-pladsen bag Fredericia Banegård, hvor det myldrede med store Viking-busser og meget lidt (ingen) afmærkning! Vi var i meget god tid, billetterne incl. børneguide/plads billet var længst købt, men vi kunne overhovedet ikke se, hvilken af busserne, han skulle med. Et par minutter over planlagt afgangstidspunkt dukkede der endelig et par børneguider i uniform op, som tog imod overdragelsespapir og billetter og sørgede for, at børnene og deres bagage kom ind i en nyankommen kæmpestor bus (der var 7 børn). Men der var da andre pårørende end mig, der flakkede rundt og ledte, og en anden ældre bedstemor var glad, da jeg kunne fortælle hende, hvor det foregik!

Hele turen til Køge N tog 3½ time, det er også noget mere end normalt, men Victor har ringet og takket for ferien, og han havde ikke haft problemer med, at det tog længere tid end det plejer! Det var gået fint!

Victor har altid været specielt glad for sin store fætter Christian (26 år), og lige fra han var lille har han set en stor stjerne i Christian! Heldigvis har Christian altid været glad for ham også og har lavet mange sjove ting med Victor!

Og vi har fået en ny tradition: når Victor er her på ferie, inviterer Christian han til at besøge sig i hans lille lejlighed i Vejle, hvor de spiller spil, går tur i Vejle, laver mad sammen mm Denne gang besøgte de både Christians arbejdsplads (studiehjælper-arbejdsplads) og hans søster Christina.

Christian er netop blevet færdiguddannet som datamatiker og videreuddanner sig fra februar 2024, men kan fortsætte med at arbejde i jobbet både indtil februar på fuld tid og som studiejobber.

De havde en dejlig dag sammen!

Victor er så heldig, at hans voksne fætter og kusine har gjort det til tradition, at når han holder ferie hos mig, så skal de opleve noget sammen!

I år har Christian og Christina inviteret Victor i Djurs Sommerland! En hel dag i nogenlunde godt sommervejr! Det var en stor oplevelse for dem alle 3, og heldigvis har de begge taget billeder til mig!

Victor er kommet på ferie, og var spændt på at møde Aramis! Han er jo større og lidt mere voldsom end Diki, som Victor var meget glad for.

Men det gik selvfølgelig rigtig fint – både Victor og hans forældre blev overøst med kærlighed, da den første forsigtighed var overstået – faktisk er Aramis så voldsom i sit ønske om at blive anerkendt, at vi må lægge dæmper på ham! Men det klarer Victor flot, han er jo også en stor, stærk dreng nu! Og det går hurtigt over, så alle kan slappe af!

Indrømmet, det er lige hårdt nok for mig at have gæster, fordi jeg stadigvæk har smerter i hofte og ben. Ikke desto mindre har jeg nu haft besøg af alle mine 3 børn i flere omgange, Victors forældre ovenikøbet hele weekenden.

Men til deres ros skal siges, at de er utroligt hjælpsomme! Datteren kom fredag og vaskede Aramis, så han er så blød, fin og lækker nu!
Ældstesønnen kom torsdag aften og fredag formiddag for at hjælpe med opvaskemaskinen, som pludselig slukkede helt!
Yngstesønnen tog mig med ud at køre i den fine nye Tesla – WAUWW! – og hjalp mig med indkøb. Og han lavede også lækker mad. Og så gav han mig lidt vejledning i at bruge den Air-fryer, jeg lige har fået i fødselsdagsgave! En lille str., som passer til min lille husholdning!
Svigerdatteren lavede Hasselbach-kartofler og hjalp løbende med at dække bord, rydde af og vaske op. Og hjalp med at flytte rundt på nogle tunge krukker på terrassen.

Så det er gået så fint! Og nu er Victor, Aramis og jeg alene, her er fredeligt og stille, Victor passer sine spillemaskiner: Bærbar PC, Nintendo Switch , I-pad og Iphone tlf!

Nu vil Aramis og jeg for 2. gang i dag gå vores tur i regnvejret, og så vil vi se afslutning på Tour-de-France og få Is-chokolade, som Victor ikke fik på min fødselsdag, fordi han var i Berlin på det tidspunkt!

Jeg får stadigvæk så mange søde nye oplevelser med Aramis! Jeg havde være væk kort tid for at handle, og jeg var lidt overrasket over, at han ikke stod i vinduet i entréen og tog imod mig, som han plejer?

Men så kom han susende! Han havde set mig og var løbet ind for at hente sin yndlings-gnavestang, som han ville give mig! Jamen altså!

Jeg får SÅ mange knus og kærligheds-erklæringer hver eneste dag!

14 dage tog det, før jeg kunne gå nogenlunde normalt, efter mit fald. Heldigvis blev det konstateret ved røntgenundersøgelse efter 1 uge, at der ikke var noget brud (min egen skyld, at det ikke blev med det samme), men det gjorde virkelig ondt!

Af den grund kunne jeg ikke gå ret langt med Aramis – de første dage slet ikke! Men jeg er så heldig, at flere kom og gik ture med ham – min datter først og fremmest og en nabo.
Og så har jeg selv “humpet” af sted med ham – ikke så lange ture, men alligevel har jeg haft meget ondt i hoften, inden vi kom hjem. Det gik, og nu er det næsten OK.

Aramis har været tålmodig! Men der er sket så mange fremskridt med ham! Han er gradvis ved at opdage, at man ikke behøver at være så rasende på andre hanhunde! Han viser tænder, skælder ud og gør udfald – selv hvis den anden hund står på det modsatte fortov! Det er ikke så sjovt!

Men måske er han bare nervøs? Jeg har i hvert fald fået ham beroliget i forhold til flere hunde, som han nu stopper op og snakker med! I dag følte jeg det næsten som en lille “sejr”, da jeg fik ham til at stoppe sin snerren af en 10 mdr. gl. hvid retriever, hvorefter de hilste pænt på hinanden og legede, så godt det nu kunne lade sig gøre med snore på!

Og forleden var vi på besøg hos ældstesønnen, som var “hundesitter” for mit barnebarns unge franske buldog Yuki. Vi har med vilje ventet med at præsentere dem for hinanden, men nu er Yuki blevet kastreret, og det viste sig også hurtigt, at de fint kunne lege sammen på den store græsplæne!

Så kom Mickey på besøg med sin “far” = min søns ven. Mickey er en skøn og flot rød labradoodle på 5 år, som Aramis har mødt en enkelt gang, hvor han blev sat på plads! Så Mickey behøver bare at brumme dybt, så er begge de 2 mindre hunde “artige”! Jo hunde har helst sikkert deres egen rangorden! Og det hjælper altsammen med til, at Aramis finder ud af, at hanhunde ikke er så farlige!

Dejligt at have venner!

Ja, det var lige, hvad jeg var i tirsdags, da jeg faldt over mine egne ben herhjemme i min entre og faldt tungt på den højre hofte!

Jeg ved ikke, hvad der egentlig skete, men har en erindring om, at jeg snublede på gulvtæppet, der ellers er fast nok, men det var, som om den ene fod hang fast i underlaget? og så krydsedes benene og der var ikke noget at gribe fat i, andet end den glatte væg. Så der lå jeg – og AV-AV, det gjorde ondt! Da jeg havde sundet mig lidt og mærket efter, om jeg kunne bruge arme og ben, fik jeg med stort besvær stablet mig op at stå, men det gjorde hvinende ondt i højre hofte, og jeg kunne kun med stærke smerter flytte mig med bittesmå skridt, klamrende mig til den gamle stærke knorte-stok, som står i en holder i entreen.

Jeg var faktisk på vej ud af døren for at køre ind til min læge for en kontrol-blodprøve, og derefter skulle jeg have været på en lille tur på Volden med datteren for at se de natur-kunstværker, som 36 florister fra 11 lande havde lavet i dagene forud. Det kom jeg ikke! Jeg måtte ringe afbud, først til lægen, hvor sekretæren foreslog, at jeg skulle komme ind og få kigget på det – men det kunne jeg slet ikke overse – og i hvert fald ikke selv køre. Jeg troede (og tror) heller ikke, der var noget brækket, og jeg kunne jo støtte på benet, selv om det gjorde ondt.

Datteren kom herud lidt senere, købte ind for mig og gik tur med Aramis – det kunne jeg i hvert fald heller ikke!

Og så var det bare Panodil – slappe af så godt som muligt i min stol – se Tour-de-France – og strikke! Men indrømmet: jeg havde det rigtig skidt!

Heldigvis har jeg en næsten-nabo, der er glad for at passe andres hunde, og hun kom over og lovede at gå tur med Aramis næste morgen, og datteren kom igen og tog eftermiddagsturen. Så kunne jeg selv igen. Men det gjorde stadig ondt, og det gør det også nu, 4 dage senere, men nu ikke så slemt!

Det værste er, at jeg blir så træt, så træt! Det er anstrengende at ha’ ondt!

Men igen må jeg prise, at jeg har rare børn, der hjælper, og en dejlig hund, der er tålmodig og omsorgsfuld! Han kan godt mærke, at jeg ikke frisk! Så vi går ikke så langt.

Jeg blev for nogle år siden knoglescannet i en folkeundersøgelse og fik at vide, at mine knogler er så stærke, at de slet ikke ville se mig igen! Det er jo rart at vide. For det er jo ofte sådan, at vi gamle kommer til skade: de fleste ulykker sker i eget hjem!