Rigtig godt nytår 2009 ønsker jeg alle, der læser med her! Nu har bloggen eksisteret i knap ½ år, og jeg morer mig meget med det og er utroligt glad for jeres kommentarer!
Vi var bare 4 “gamle” til at spise en rigtig god middag, men selvfølgelig havde vi dækket op med det bedste, huset formår, og havde klædt os pænt på!
Menuen bestod af legeret, krydret kyllingesuppe med butterdejslåg, tournedos med ægte hjemmelavet bearnaise, og min Mormors mandelrand med hindbær.
Efter nytårsskytset, som vi nøjes med at nyde, kom naboerne til natmad. Det er en dejlig tradition, vi har haft i nogle år, hvor vi på skift er værter for natmad nytårsnat og grillfest en sommeraften. Utroligt at vi kan spise igen efter sådan en middag, men det gik meget godt!
“Ungerne” = vore børn ringede alle 3 og ønskede godt nytår, det er dejligt at de husker det!
Nu ryger julepynten snart ud, men jeg nyder stadig dette vindue, og ikke mindst alle de fugle, der myldrer med foderet udenfor.
Stjernerne, som er efterligninger af Georg-Jensen-julestjernen, har jeg selv skåret for 9 år siden på et edb-kursus i teknisk tegning, som kan bruges til kreative ting som f.eks. denne.
Af vore gæster har jeg i julegave fået denne “Vinterjuvel” til mit Troldekugle-armbånd, den er meget flot!
Og så røg den næste FLS på pinden! Jeg må da også selv have mig sådan en, og denne bliver strikket i 1 tråd, nemlig Alpaka Fashion fra Schachenmayr i en mørk aubergine, dejlig blødt og lækkert.
Og jeg har nu, som forudset, lært at sætte pris på mine nye maskemarkører!
Så det går rask derudaf!