Påske – have – quiltning

Selv om haven bærer præg af, at Sørens hånd ikke har været der i de sidste 3 år, fra han blev syg og ikke havde kræfterne, så er den alligevel smuk nu, og man kan trods alt se, hvor fint, han anlagde det hele. Jeg nyder at se kugle-auriklerne, de gammeldags aurikler og nu også enkelte azalaer..

..de flotte orange tulipaner, der er kommet til at stå ikke ved siden af – men under en kraftigt voksende parykbusk: de er nærmest ikke til at komme til at plukke! Engang havde vi mange, mange tulipaner, men de er ikke blevet taget op og plejet, så de er gået til.

Havemanden – som jeg ikke ville undvære – er nok en smule mere hård med kultivatoren, end Søren var med “Klør Fem”, som han foretrak, så mange små forårsblomster som violer, minipåskeliljer og perlehyacinther er desværre næsten væk.

Men påskeliljerne, som Søren plantede – delte og plantede – og delte og plantede i mange år, de står i utallige mængder både på indersiden af hækken..

..og på ydersiden.

I år lige præcis til Påske – det er så flot! Jeg skal have en buket plukket ind, til jeg får familien til påskefrokost, men ikke før i sidste øjeblik, for de er fuldt udsprungne.

Det gik som forventet: det blev “snevejr” af dryssende kirsebærblomster! Smukt at kigge ud på, mens jeg quiltede på min “Asiatiske Quilt”.

Det gik over al forventning, jeg nåede rigtig meget – og jeg nød det!

Bare rolig – jeg fik også tid til at sidde i solen med en god bog og min eftermiddagskaffe, men ikke for længe, jeg skulle nødig have tilbageslag af hosten igen.

En tanke om "Påske – have – quiltning"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *