Mine forsømte blomster

Der var engang, hvor jeg havde masser af potteplanter i alle størrelser. Faktisk blev nogle af dem som store træer, Nerier og Hibiscus f.eks., så Søren forærede dem væk til nogle, der havde større lokaler end vi, et gods med højt til loftet eller det lokale bibliotek! De var bare ikke så gode til at passe dem, så de forsvandt efter noget tid!

Da vi boede i Nordgrønland og Østgrønland for mange år siden, fik Søren lavet en trekantet “krybbe” af træ med neonlys over, der kunne de overvintre uden at gå ud i de mørke måneder. Der gik vist sport i det, men det var jo også en kolossal opmuntring, når der var så mørkt, at vi måtte have kunstigt lys selv midt på dagen.

Jeg ved ikke hvorfor, men nu har jeg “kun” orkidéer, og de er sandelig også en opmuntring på sådan en tåget og mørk dag som i dag!

De får altså ikke meget pasning, egentlig har jeg tit dårlig samvittighed, når jeg godt ved at den ugentlige vanding trækker lidt ud! Men måske er det netop derfor, at de trives?

De kommer og de går, de fleste er temmelig gamle, og de stammer næsten allesammen fra Stige på Fyn, hvor min kusine og hendes mand og søn dyrker dem, og hvor jeg mange gange har fået nogle foræret, og hvor jeg har lært, hvordan jeg får dem i blomst igen og igen. Jeg har et “nursery” = et køligt værelse, hvor de står, når de ikke blomstrer, og så er det dejligt at tage dem ind i stuen igen.

Den lille, lidt uanselige med stribede blade og små hvide blomster er en værtindegave fra sidste december, og den kommer nu igen, og står meget længe.

Så jeg har stadig glæder af mine blomster, selv om jeg misrøgter dem!

En tanke om "Mine forsømte blomster"

  1. Kære Hanne.
    Jamen det er jo netop opskriften på at passe dem ordentligt – at lade være med at passe dem!:-)
    Jeg er vildt grim ved mine orkidéer!! Planter i hvile får kun vand ca. en gang om måneden!!! Og folk, der kommer her i huset ved, at mine omkring 100 orkidéer trives i bedste velgående.
    Så til alle der læser med her: Glem dem lidt, når de er afblomstret.
    KH-Marianne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *