Jeg har syet det første par grydelapper til swap’en i patchworkgruppen på 24.dk. Et par store, dejligt tykke grydelapper i livlige farver, foret med thermolam, det eneste rigtige efter min mening.
Det er samme mønster – “Mine” design Else Vandborg – som mine egne yndlingsgrydelapper, (i helt andre farver), som snart trænger til afløsere, så måske…
Min besøgsven Karen var ret begejstret for dem, så jeg har lovet at lave mønster og skære stof til hende magen til. Selv om hun bor i plejebolig og ikke selv har brug for grydelapper, vil hun gerne lave ting til gaver.
Jeg når vist et par mere i et andet mønster inden fristen for indsendelse.