Det smukke sengetæppe, som jeg har quiltet, er syet som en sølvbryllupsgave til en datter og svigersøn. Men desværre blev moderen, der syede det, alvorligt syg og nåede ikke at quilte det, inden hun afgik ved døden.
Jeg blev kontaktet af hendes mand og en anden datter og spurgt, om jeg ville quilte det, så det kunne gives som planlagt.
Det var riet sammen med bagside og vat og klar til quiltning. Men så havde kræfterne ikke rakt længere.
Det er en usædvanlig opgave, men jeg kunne ikke sige nej! Det var pænt syet i nogle søde farver, og jeg fik frie hænder og god tid.
Så nu er jeg spændt på sølvbrudens reaktion. Hun ved godt, at hendes mor har syet det, men hun ved ikke, at det er blevet færdigt. Hendes søster var godt tilfreds med det færdige resultat, og faderen er meget glad!
Det er jeg også!
Ja, det er da rigtig flot – og det må både have været vemodigt og dejligt at gøre sådan et tæppe færdig, når du kender forhistorien….
Hvor er det altså dejligt, at du kunne hjælpe familien. Nu kan datteren glæde sig over tæppet.
v.h . Anni
sikke en dejlig gave at få, og lidt specielt må det have været for dig at göre det klart.
kh.fra Island
Frida
Hej Hanne.
Det er flot det tæppe. Det er et godt minde om sølvbrudens Mor. Dejligt at du gjorde det færdigt.
Kh fra Laila
Hvor er det pænt af dig du har gjort det færdigt, så familien kan have en dejlig minde fra sin kære mor.
Tak for jeres kommentarer! Ja, det var en rørende opgave, men netop når man selv har mistet for ikke så længe siden, ved man, hvad minder betyder!