Ja, selvfølgelig kan du det, hvis du har en hund.
Jeg tænker tit på, at det er utroligt, som Whisky afkoder mit kropssprog. Ikke bare, når jeg tager sko på, eller når jeg tager en taske eller kuffert frem. Jeg skal passe meget på med at tage kufferten frem for tidligt, for han er helt syg for at finde ud af, om han skal med? Og hvis jeg siger “nej du skal ikke med”, så bliver han slukøret, men håber alligevel.
Jeg har masser af eksempler på, at han er helt klar over, hvad der skal ske.
Men i dag var det ham, der uden ord eller lyde fortalte mig, at der var noget, han ville. Jeg tror, han kedede sig, men det var ikke tid for aftentur endnu. Så pludselig stod han med rejste ører, hovedet på skrå og helt stille med hele kroppen vendt ind mod et hjørne af sofaen.
Hvad nu? Han sagde ikke en lyd. Jamen jeg måtte jo rejse mig og se, hvad der var. Og inde under sofaen lå hans terning, som han kan rulle rundt, så der triller godbidder ud af den. Han kiggede ikke derind, men jeg var ikke i tvivl om, at der var noget der, han ville.
Han har ikke leget med den terning i måske ½ år, men måske har den energiske rengøringsmand fået skubbet til den, så den blev mere synlig? Så selvfølgelig blev den fisket frem og fik mere fyld i, så han kunne more sig lidt med den.
Man kan sagtens kalde det lydløs kommunikation og forståelse mellem hund og ejer.
Jeps det kan jeg og også med kattene og dyrene kan så også kommunikere med mig.
Og såmen også med hinaden på tvær af arter.
Uden al den kommunikation var det ikke sjovt at bo sammen 🙂
Det er rigtigt! Og det var det store problem med Whisky i starten: han ville-kunne ikke høre, hvad vi sagde til ham – hold op, hvor var han strid! Men det er kommet stille og roligt, og måske især efter at vi kun er os 2. Nu er der kun én, han skal passe på og kommunikere med, og det går fint. Men jeg tror nok, han indimellem synes, det er for kedeligt. Så hjælper det, når børnene kommer, eller vi besøger dem.