Jeg ledte efter nogle papirbilleder, som jeg skulle bruge i mit 6. afsnit af “Grønlandskrøniken” – billeder som ikke ligger som lysbilleder. Jeg ved, at mine børn har dem i deres fotoalbums, men syntes også at kunne huske, at de er i de albums, vore forældre havde med billeder, som vi sendte hjem – mest af børnene, som de kun så hvert andet år, mens de var små. De albums har jeg nu.

Og så fandt jeg et ringbind, hvor min afdøde svigerinde har samlet alle vore breve – hovedsageligt mine, da Søren ikke var den store brevskriver.

Jeg er helt fortabt!  De fleste er håndskrevne breve, startende i 1958 (Sørens) fra Holsteinsborg og helt frem til 1973, da vi rejste “hjem for godt”.

Alenlange breve, beskrivende alt muligt fra vores hverdag, småt og stort – selskabelighed, udflugter, vejr og vind, og selvfølgelig meget, der handler om børnene, efterhånden som de kommer til. Jeg læser og jeg læser, og meget af det kan jeg jo bruge til min “krønike”.

Hvis jeg selv må sige det: sådan en brevskriver er guld værd i forhold til at opretholde gode forbindelser til familien igennem så mange år.

Jeg fandt også billederne! Så nu varer det ikke længe, før 6. afsnit er klar – hvis jeg ellers kan løsrive mig!