Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvor forskelligt det kan være, når vi rammes af alvorlig sygdom.

Jeg snakkede i går med min kusines mand, om hvordan det går med hende. Hun er lidt yngre end mig og har nu i 8 uger ligget bevidstløs på Intensiv efter flere hjerneblødninger med komplikationer. Hun trækker selv vejret nu, men der er ingen mærkbar kontakt udover lidt, når noget i behandlingen gør ondt.

De ved fra scanninger, at der er hjerneskader, men ikke, hvad det vil betyde, hvis hun kommer til bevidsthed.

Familien kan ikke gøre andet end besøge hende, snakke til hende i håbet om, at hun hører det, men det er jo svært.

Så er jeg alligevel – endnu engang – taknemmelig for, at jeg selv kunne være med til at passe Søren, være praktisk med i hans pleje, og at han kunne være herhjemme næsten hele tiden. Vi fik tid, og vi fik tid til at leve det igennem, begge 2. Og vores børn og børnebørn var også med os.