Jeg har tilmeldt den lille sømandsweater med boblemønster til 12under12under2011 – projektet, hvor man strikker en UFO færdig hver måned i 2011 – hvis man når det! Jeg har faktisk strikket en UFO færdig hver måned fra januar og indtil nu, så det lykkes nok også de sidste 3 måneder. Og det er dejligt!
Den har ligget i flere år og var vistnok tænkt til mit indtil nu yngste barnebarn, men han kan selvfølgelig ikke passe den mere. Den er str. 3 år, og det er så lovlig stort til den lille ny, der kommer, men den kan gemmes. Og så kan det godt tænkes, jeg strikker en mindre i mellemtiden, for den er da sød.
Til Webstrikkernes kommende Strikkefestival i Hobro næste weekend prøver vi at lave workshops for hinanden, og da der var én, der gerne ville lære at strikke “sømandsbobler”, kom jeg i tanker om denne her. Jeg har, da mine børn var små, strikket en mørkeblå sømands sweater i uldgarn til ældstesønnen, og den brugte han meget. Men jeg tror, det er en god idé at strikke den i den bløde blanding af uld og bomuld, som her. Det havde vi bare ikke dengang.