Der ventede mig en helt speciel overraskelse, da jeg var med HANNE på tur til Faxe, hvor Hanne holdt butik med alle sine dejlige patchworkstoffer mm, og jeg skulle demonstrere slipsetasken igen-igen. Inge havde fået en stor pose skønne sips til fri afbenyttelse, og der var mange, der genre ville se, hvordan man gør.
Men det var altså lige før, at jeg ikke havde tid! For der kom en gammel bekendt for at hilse på mig – Erna, som sammen med Bent hørte til vore gode venner i Godthåb (Nuuk) midt i 60’erne og senere i Egedesminde.
Hun påstod, at jeg ligner mig selv (ja en bulet udgave og lysere i toppen måske), men jeg kunne i første omgang slet ikke kende hende.
Men det hjalp, da vi fik sat os og snakkede gamle minder. Vi var vist lige dårlige til at huske – men det kom efterhånden, og jeg skal love for, at der blev opfrisket mange gamle minder. Der var både noget med en fryser med råddent kød, der var børnehjælpsdage – vi kom også frem til, at vores datter næsten var opkaldt efter hendes datter, som var den eneste, vi kendte med det navn, vi valgte. Det var noget med et senere besøg hos dem i Ballerup, hvor vi kom direkte fra ferie på Tenerife i januar 1971 medbringende store bakker med friske jordbær (det kan hendes datter i hvert fald huske, jeg havde glemt det!).
Nu er vi begge blevet alene og bor i hver sin ende af landet, faktisk vidste vi ikke, hvor den anden bor – men det gør vi nu. Hvornår forbindelsen er glippet, er der vist ikke nogen af os, der kan huske, men det er også mere end 40 år siden, at vi har set hinanden sidst!! Det var en dejlig overraskelse. Tænk, hun havde gemt og medbragt et julekort fra mig fra sidst i 60’erne med er sødt og lidt skørt billede af Søren og mig!
Pingback: HANNES patchwork på besøg i Æblehaven i Faxe