– en hva’ for én? En Möebius ring er et halsrør / sjal, hvor man strikker rundt og strikker både opad og nedad samtidig, og ringen drejer ½ gang undervejs.
Det har jeg længe haft lyst til at prøve, og nu så jeg det demonstreret på Strikkefestivalen i Hobro sidste weekend, men prøvede ikke selv. Så det har spøgt i baghovedet siden, og jeg vidste godt, hvor jeg måske kunne finde hjælp, nemlig på den fantastiske hjemmeside På Pinden, hvor Irene viser masser af tricks, teknikker og meget mere.
Og ganske rigtigt HER er både forklaring og en lille video (på engelsk), som er meget tydelig, så selv om man ikke får fat i alle ord, kan man følge det.
Så jeg fattede en rundpind 120 cm lang + 1 markør + garn (lækkert Dream in Color, håndfarvet merino) og slog op foran computeren med videoen kørende.
Og det gik helt uproblematisk: jeg tror, man godt kan se, at maskerne sidder dels på pindene (øverst) og dels på wiren (nederst). Det er samme wire hele vejen rundt, den ligger dobbelt, og hveranden maske sidder fra starten på den øverste, hveranden på den nederste. Og når man så strikker rundt på samme wire, drejer strikketøjet sig ½ omgang undervejs helt af sig selv! Fantastisk.
Til venstre ses markøren, det er der omgangen begynder og slutter, men først når man har strikket 2 gange rundt, er HELE omgangen slut, og først der, kan man løfte markøren af og sætte den over på den anden pind.
Her er strikket ret hele tiden, og det viser sig så som ret på den ene halvdel og vrang på den anden. Hvis man vil strikke et mønster, skal det være et, der ser ens ud på både ret- og vrangside, for der er ingen forside og bagside, idet det drejer sig.
Jeg har tænkt mig at strikke skiftevis nogle omgange ret og nogle omgange vrang. Og for nu at gøre det nemt for mig selv, så vil jeg prøve, om jeg ikke bare kan vende strikketøjet og strikke ret den anden vej, det må jo blive det samme. Så skal jeg bare lukke “hullet”, når jeg vender, med et omslag og en sammenstrikning. Det skal forsøges.
Man kunne også strikke skiftevis ret og vrang, så bliver det som retstrikning, og der kunne man strikke et hulmønster.
Jeg har engang købt et Möebius-ring-mønster til Moskus-garn, men det så for svært ud, så jeg har aldrig strikket det. Det kunne være, jeg skulle prøve? På billedet af det mønster, ser man iøvrigt, hvordan en Möebius ring sidder som sjal – meget elegant!
Men min Möebius bliver nok til et halsrør/sjal i første omgang, det er også noget tykkere garn.
Se nu er det jo ikke, fordi jeg ikke har gang i flere strikketøjer i forvejen!! Men når nu det bliver ved med at rumstere i baghovedet, så skal det prøves. Og nu ved jeg, at jeg kan, og dette her er nemt at strikke rundt og rundt, når jeg skal strikke noget nemt, indtil jeg synes, det er bredt nok, eller til der ikke er mere garn!
Hanne, jeg kender godt det med at man ser noget og skal det lige prøves af. Dejligt at du havde mod til at prøve. Du kan godt vende strikketøjet og strikke ret, den anden vej rundt i stedet for vrang.
Hej Hanne. Først :RIGTIG GLÆDELIG JUL, OG GODT NYTÅR.
Jeg vil gerne prøve at strikke en moibus og har fundet noget kunstgarn fra Hjertegarn frem fra gemmerne. Der anbefales pind 2½ -3. Jeg har 2 rundpinde på 120 cm. en 3 og en 4½. Har startet opslagning på pind 3 men synes det bliver virkelig stramt. Tror du det er bedre at starte forfra med nr 4½ . Regner med 440 masker, og så var det min plan at strikke som du viser 10 pinde den ene vej og 10 den anden vej. Eller har du nogle “guldkorn” Mange hilsner fra Joan M.
Joan, det lyder spændende! Jeg kender ikke kunstgarnet, som du vil strikke med, men det garn, som jeg selv har strikket den første Móebius af, er ikke kraftigt, nærmest som 6-trådet strømpegarn, og det strikkede jeg på 120 cm rundpind nr 4 el 5, jeg kan ikke rigtig huske det, men jeg tror, du skal bruge din pind 4½, maskerne skal ikke sidde stramt.
Såvidt jeg kan se af det, du skriver, har du fundet ud af opslagningen, som er det eneste, der kan virke “mærkeligt”!
Så hvis jeg skal give dig nogle tips, så er det, at når du vender for at strikke den anden vej og dermed på striber af skiftevis ret og vrang, så strik således.
Vend og strik ret modsatte vej rundt, men tag den første maske løs af uden at strikke den. Når du er kommet rundt og når markøren, samler du en lænke op, drejer den og strikker den sammen med den maske, du startede med at tage løs af. På den måde bliver der ikke noget hul, der hvor du har vendt.
God fornøjelse!
Der kommer nogle flere Möebius’er her på bloggen lige om lidt!
Hej igen Hanne. Tak for dit hurtige svar….men…er lige blevet i tvivl om maske antallet når man slår op. Har siddet med snuden helt inde i “PÅ PINDENE” og fatter ikke helt om man tælle hver gang man laver en maske eller hvad det er hun forklarer. Altså om jeg simpelthen skal tælle til 440 efterhånden som jeg slår om pinden (det er de nederste masker der forvirre mig, under pinden, på viren/kablet. Joan M.
Joan, enten tæller du 220 masker på den ene wire (det er det nemmeste) eller 440 masker ialt. Den ene halvdel af maskerne sidder på den “nederste” wire. Og det vil så sige, at du strikker 220 masker hver sin vej ud ad på tørlædet. Du skal også lige kontrollere, når du har strkket den første omgang, om der er ét kryds – altså om wiren krydser sig selv én gang.