Natteøjne

Det er godt nok mørkt om morgenen nu! Det er “skraldemandsdag” i dag, så Whisky var tidligt vågen for at skælde ud! Så vi var måske lidt før ude på vores lille “morgen-rengøringstur”, som vi altid går før morgenmaden. Så har jeg god samvittighed til at læse min avis i fred og ro.

Turen går ad skolestien og igennem lidt “skov” (læbælte mod landevejen), og hvis det er meget mørkt eller regner meget, så jorden er blød, går vi ad nogle naboveje. Men man skal helst ikke lave om på noget, så i dag havde Whisky kursen mod skoven, selv om det var mørkt. Nå, OK, jeg har altid haft gode natteøjne, så han fik lov at bestemme.

Det gik også fint, vi kunne lige akkurat se, hvor vi skulle gå, jeg har lært mange spejdere i sin tid, at man skal kigge opad, så kan man se himlen imellem træerne og dermed, hvor stien er. Men jeg kan jo ikke se små ujævnheder på stien, så jeg går forsigtigt.

Vi kom godt hjem, og så skal han lige sidde lidt på trappestenen og gø ad imaginære fjender, inden han vil ind! Ja, vi kender hinanden, min hund og jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *