I går fryd over den åbenlyse glæde hos det “unge” brudepar – i dag vemod ved bevidstheden om, at det 2 år siden, Søren forlod mig.

Jeg lever med det og er stadig glad for, at afslutningen ikke blev trukket længere ud for ham, men jeg savner ham stadig dagligt.

Whisky og jeg kører en tur på kirkegården, det er der en form for forløsning i. I morges kradsede han, som så ofte, på døren til “Sørens stue”, som jeg ikke bruger ret meget og som derfor er uopvarmet, og når han så har kigget derind og set, at der ingen er, så kan vi godt gå ned. I dag sagde jeg: “Nej, han er der ikke, men vi besøger Far i dag.” Så lagde han hovedet på skrå og kiggede intenst på mig, og da jeg sagde: “Ja, hvor er Far henne?”, så drejede han hovedet og kiggede på døren til stuen. Her 2 år efter ved han stadig godt, hvem “Far” er.