Endelig, endelig fik jeg taget mig sammen til at (hvor fjollet kan man være) få indberettet min håndværkerregning til SKAT, så jeg kan få mit berettigede fradrag på 15.000 kr.
Og det var så pærenemt! og her har jeg gået og tænkt, at det kunne jeg nok ikke finde ud af – og hvad hvis jeg ikke kunne finde ud af det – og koderne…..
Og det gik bare lige ud ad landevejen – men godt nok i sidste øjeblik, for i morgen er sidste frist. Vi har været så priviligerede, at vi har haft en lille afdeling Borgerservice her i byen, efter at resten af forvaltningen rykkede til Horsens ved kommunesammenlægningen. Og en af de sidste i Borgerservice var en super dejlig, sød og hjælpsom skattekyndig, som hjalp mig til rette i forbindelse med alt skattemæssigt, da Søren døde. Men hun gik på efterløn, og så var det slut, der kom ikke nogen i stedet.
Men der viser sig, at jeg KAN SELV!
I den sammenhæng må jeg sige, at jeg synes, det er meget, meget synd, at man vil tvinge alle, incl. ældre, der aldrig har haft et tastatur under fingrene, for ikke at tale om forbindelse med Internettet, til “Tast selv”-service. Det kan samfundet ikke være bekendt.
Jeg kan jo sagtens, i alle andre sammenhænge, bruge Internettet, så det var bare fordi jeg ikke har beskæftiget mig ret meget med skattespørgsmål førhen, at jeg troede, jeg ikke kunne.