Whisky har igen-igen tynd mave. Det får han med mellemrum, nogen gange i længere tid, og denne gang har jeg været bekymret, for jeg syntes, det blev ved at komme igen med få dages mellemrum. Sådan var det også for 3 år siden, og da endte det med en langvarig behandling med folinsyre, B12 vitamin og ZOOLAX, det sidste har han fået flere gange, og det stopper det.
Men jeg syntes, at han virkede skidt tilpas og træt, og måske havde han tabt sig? Og så er jeg jo en hønemor med min gamle hund (jo han er snart 8 år), så i dag fik vi tid hos dyrlægen, som jeg er meget tryg ved (men det koster jo). Whisky havde ikke tabt sig, det er et godt tegn, han vejer stadig 46 kg. For 3 år siden havde han tabt sig ned til 40 kg, stod der i journalen. Og vi blev så enige om at prøve en kur igen.
Whisky vil gerne derind, men vil også gerne hurtigst muligt ud igen, så han var lidt urolig – og så… lige pludselig sprutte-sked han en stor flydende, ildelugtende “muddersø” midt på gulvet!
Dyrlægen tog det pænt – så behøvede han ikke spørge mere, om der var blod i og om det var lidt eller meget! Han har jo nok prøvet det før, for han lukkede et vindue op og fik travlt med at gøre rent, mens vi så iøvrigt snakkede færdigt.
Jeg håber, han får det bedre igen, jeg vil nødig undvære min daglige følgesvend.
Øv – hvor træls. Go´bedring med ham. Hilsen joan M.
Puha, den tanke tør jeg slet ikke tænke…….
Rigtig god bedring til Whisky.
Tak! Det går fint nu, der har ikke været noget siden i går eftermiddags, så medicinen hjælper åbenbart, og han har det godt, har sovet helt roligt i nat uden at skulle ud.
Janne, den tanke er svær at tænke, men jeg må se i øjnene, at han er 8 år, Schæfere bliver for det meste højst 10-11 år, og Whisky har jo altid døjet med de dårlige bagben, som han tydeligt trækker på. Havde det stået til den dyrlæge, vi havde for 7 år siden, skulle vi have haft en anden hund allerede dengang. Men jeg er sikker på, at han har haft et godt liv trods alt, og jeg håber, det varer et par år endnu.