Utroligt inspirerende Annette Danielsen

Der var sandelig fuldt hus i den gamle byrådssal på Brædstrup Bibliotek i aften, hvor strikkeglade kvinder mødte Annette Danielsen og hendes strikmodeller. Der var faktisk overtegnet, men der kom nogle ekstra ind, selv om de ikke havde bestilt billet. Der var så vidt jeg kunne se og høre mange udefra og ikke så mange fra Brædstrup

Men det var utroligt spændende og inspirerende at høre Annette Danielsen fortælle om, hvordan hun bliver inspireret, og hvordan hun arbejder med modellerne.

Hun havde medbragt masser af modeller i både børne- dame- og herrestrik. Og sine bøger, hvoraf denne første bog “Hønsefødder og Gulerødder” ikke kan købes mere (men jeg har den!). Den udkommer meget snart i flere hæfter i stedet.

Hun forklarede meget udførligt, hvordan modellerne bliver til og hvilke finesser, hun lægger ind for at få en god pasform, f.eks. med “skjulte” indtagninger. Ligesådan hørte vi om, hvordan hun giver modellerne og bøgerne navne.

Vi blev også betroet nogle hemmeligheder om kommende udgivelser af bøger, som hun arbejde med i øjeblikket og så billeder.

I pausen kunne vi købe hendes bøger til favorabel pris, og vi var velkomne til ikke bare at røre strikmodellerne, men også at prøve dem.

Og så havde hun lavet små strikkekits til os, så vi kunne afprøve en af hendes teknikker, nemlig vendestrik, som hun bruger meget.

Annette Danielsen har en dejlig humor, så vi morede os også! Det var en dejlig aften!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *