Det var en smuk begravelse, Ellen fik, og på sådan en smuk solskinsdag. Det var ligefrem varmt, da vi gik ud på kirkegården.
Præsten holdt en meget personlig tale i kirken og fik mange ting med om Ellen og hendes liv lige fra barnsben og til de sidste lidt svære år.
Og der var en næsten fyldt kirke med hendes og Jens’s store familie, deres børn med familier, venner, tidligere arbejdskolleger, naboer mm. Det bliver ikke nemt for Jens at undvære hende, men jeg kan jo sige ud fra min egen erfaring: det er ikke nemt at blive alene, men man skal huske alle de gode stunder og trods alt være glad for, at det ikke blev værre for det menneske, man har mistet. Så kommer man langsomt videre.
Kære Hanne.
Tusind tak for de pæne ord her på din blog,
du har ret i at præsten holdte en meget
personlig tale om mor og at det var en
smuk dag.Jeg tror på at far nok skal komme videre
her i livet, men at den første tid bliver meget svær.
Vh
Thomas Christiansen
Selv tak, Thomas! I skal sige til, hvis jeg kan hjælpe jer med noget!
Jeg vil også savne jeres mor.
Tilfældet ville, at jeg gik på Brædstrup Sygehus (jeg er anlægsgartner), da Ellen blev begravet. Jeg kendte hende ikke, men jeg vidste, det var for hende, klokkerne ringede. Det var en helt speciel følelse. Du har skrevet så varmt om hende, at jeg ikke kunne lade være med at stoppe op i arbejdet og stå stille et øjeblik.
Tak Lisbeth. Vidste du, at Ellen (og jeg) arbejdede på Brædstrup Sygehus for nu mange år siden?
Nej, det vidste jeg ikke. Så må det være endnu værre for dig at se, at det hele snart står tomt. Det er lidt underligt at gå og ordne parken og sansehave mm, når man ikke rigtigt kender havens skæbne.