Alt det bedste..

..får Whisky i dag – og alt det sværeste får jeg! Beslutningen om at give ham fri for sine smerter, før det bliver uværdigt er truffet, og i eftermiddag skal dyrlægen lade ham sove.

Hold da op, hvor er det frygteligt! Mit tastatur drukner i tårer. Jeg vågnede kl 4 i morges og lå og tænkte: nej, jeg aflyser! Men det er jo kun at udsætte, og det vil give mig nye spekulationer…og hvornår så? Jeg er jo ikke i tvivl om, at han har ondt.

Så den står på forkælelser i dag af alle slags, allerede går aftes fik han et rigtigt kødben, efter at vi havde været ude og køre bil – som han elsker. Vi kørte en god tur ud til Katrinelund efter noget bomuldsgarn i stærke farver, og vi kørte til Den Lille Lade efter et specielt stykke stof.

Vores gåture blev lidt forrykket, så han var ikke ude sidst på eftermiddagen, som vi plejer. I stedet fik han så en godnat-tissetur – nej hvor blev han glad!

Og efter morgenturen fik han en lille tyggehud at gnaske på.

Perle og “Perlemor” kom og hentede os til tur ned til søen, hvor han var ude i bølgerne, og de hyggede sig på engen, Perle og Whisky. “Perlemor” havde lommen proppet med Frolich, hun vidste jo godt, at det var sidste gang. Men det var rigtig dejligt, fordi vi så snakkede, og hundene legede, det var bedre end at gå alene og tude! Men hun kan jo også se, hvor dårligt han går efter et stykke tid.

Mine egne børn bekræfter mig også i beslutningen, det er jeg glad for. Så føler jeg mig knap så meget som en bøddel. Jeg må huske mig selv på, at han har været min kammerat i 7 år mere, end den daværende dyrlæge ville give ham. Efter det uheld, der skadede Whiskys bagben, mente både dyrlægen og forsikingen, at vi burde have en ny hund.

      

Jeg er glad for, at vi valgte anderledes og trænede ham i hundesvømmehal som sidste mulighed. Jeg tror, han har haft et godt liv, selv om han gik lidt “forkert”.

Nu er han træt og hviler sig i sit “helle” ved foden af trappen. Min smukke, dejlige hund.

 

 

 

22 tanker om "Alt det bedste.."

  1. Hanne jeg følger din blog næsten dagligt og dermed osse Whisky, jeg er dog ikke så god til at få kommenteret .
    Det gør mig så ondt for dig du nu må slippe Whisky , jeg kender den svære beslutning og sorgen og ikke mindst følelsen af at føle sig som bøddel. Men du vælger den løsning fordi du elsker din hund og sætter hans hverdag over dine egne følelser.
    Mange kærlige hilsner til både dig og Whisky
    fra Lone

  2. Kære Hanne – det er bare så svært at skulle tage den beslutning. Derfor er det også rigtig flot at du gør det inden det bliver et uværdigt liv for ham. Jeg ved nøjagtig hvordan du har det – måtte sidste år i januar gå den samme tunge vej med min schæfer. Jeg elsker den race. Selvom jeg også elsker den Toller og den Jack Russell terrier vi har så er en schæferhund bare noget helt særligt. Det bliver nogle hårde dage som jeg håber du fylder med andet der gør dig glad. Du har været rigtig god ved Whisky og han har haft et pragtfuldt liv hos dig. Stor respekt for du også hjælper ham med at komme herfra. Knus Tina

    • Tak Tina
      Ja, han er noget helt særligt – jeg har altid været vild med schæfere, lige fra jeg passede en, da jeg var 16 år. Men han bliver min sidste schæfer, for jeg kan ikke mere magte at opdrage så stor en hund – Whisky var ikke helt nem!

  3. söde Hanne, sikke en svær dag for dig. men også dejligt at fölge med i hvor höjt du respekterer din hund. husk at forkæle dig selv lidt ekstra i den kommende tid.
    kh.fra Island
    Frida

  4. Kære Hanne.
    Nu er mit tastatur altså også vådt. Også jeg følger dig her i din block og syns du er en fantastisk quinde.
    Og lige netop derfor gør du også i dag det rigtige. Jeg har været der – og véd hvad du går igennem. Men jeg var taknemmelig for at vi som mennesker har den mulighed – og jeg fornemmer også at du har en dyrlæge der forstår og hjælper dig. Mine varmeste tanker vil følge dig og jeg ønsker dig alt det bedste.
    De bedste hilsner fra Lone Nygaard

  5. Kære Hanne,
    beslutningen er svær, men rigtig. Vi har selv prøvet det samme for mange år siden, hvor vores jagthund pludselig blev syg efter at have gået med en fredelig svulst i mange år. Det sved at se ham så ynkelig som de sidste par dage, og turen til dyrlægen var den helt rigtige beslutning. Og bagefter vil du huske Whisky som den gode kammerat han var, og ikke som en syg hund.
    Mange hilsner
    Hanne

  6. Sender dig også alle mine kærligste tanker og kram – det er aldrig let at træffe sådan en beslutning – men glad for du tænker på Whiskys ve og vel.
    Han har haft et dejligt liv og kan glæde sig over at komme op til din mand. Så kan de hygge sig sammen.
    Knus fra Helle, der også har tårer i øjnene

    • Tak Helle! Det har jeg også sagt til ham: han skal finde “Far”, og han vil blive glad for at se ham! (Smiler)

  7. Kære Hanne, Lige et lille tillæg herfra efter jeg ser du skriver Whisky bliver din sidste schæfer , fordi du ikke mener du kan magte at opdrage så stor en hund igen . Har du prøvet at have en tæve ? spørger fordi de er langt nemmere at bliver førerhund for en hanhundene.
    Vi gik den tunge gang med vores hanhund i august mdr sidste år og har siden fået den skønneste lille tæve ( eurasier ) – du kan se racen her : http://www.eurasierkrogen.dk
    Igen mange kærlige hilsner og tankre til dig og Whisky
    fra Lone

  8. Kære Hanne.
    Godt det er let at tørre en tåre af ipaden. Det er den helt rigtige beslutning du har truffet. Tænk på de gode stunder du har haft med Whiskey og ignorer den lille stemme.
    Håber du finder en anden at gå tur med.
    KH Anette

  9. Kære Hanne.
    Jeg sender dig alle mine bedste og varmeste tanker samtidig med at mine øjne løber i vand, jeg ved hvor svær en beslutning du har taget og ved at Whiskey har haft det bedste liv han kunne ønske sig hos dig og Søren.

    Kærlige Hilsner fra Lone.

  10. Det er en tung beslutning du har måtte tage, men du gør det af kærlighed.
    Jeg håber han kommer godt afsted. Jeg vil savne ham på bloggen.
    Jeg bliver vist også lige nødt til at tørre øjnene, og så vil jeg tænde et lys for Whisky.
    De varmeste hilsner Elizabeth

  11. Vil bare sige at jeg tænker på dig – det er jo ikke så længe siden at jeg selv stod samme sted som du gør nu. Det er træls – og bagefter – ja, man skal da lige vænne sig til det. Kan godt forstå at du ikke vil have stor hund igen – sådan er det også her. Vi er lidt længere fremme og tiden kan ikke gå hurtig nok. Håber du finder en god hund igen – om et stykke tid.
    Gitte.

  12. Kære Hanne , det er et dejligt billede du har valgt af Whisky her til sidst. Hvor er han smuk. Jeg føler med dig, men det er nok den helt rigtige beslutning du har truffet. Whisky skal IKKE ha´ ondt.. Mange kærlige tanker fra Joan M

  13. Kære hanne.
    Sidder også her med tårer i øjnene,det er en utroligt svær beslutning at tage,men da du kan se at din tro følgesvend Whisky har smerter,så har du valgt det rigtige,ikke at det bliver lettere.
    De varmeste hilsener.
    Ingelise.

  14. Kære Hanne.
    Jeg har fulgt Whisky og dig hver dag i flere år, uden at du ved det, så på et eller andet plan, syntes jeg jo også at jeg kender Wiskey. I al fald kender jeg til at tage afsked med en god hund og en kammerat. Det er lige frygteligt hver gang selv om man ved at man gør det rigtige. Hver gang har jeg bestemt at det ville jeg aldrig igen byde mig selv, men der bliver så tomt uden en hund, så indtil nu er det blevet til endnu en gravhund, for alle mine hunde har været gravhunde. Jeg håber også, at du, når din sorg er lettet lidt, vil du anskaffe dig en ny lille hund. Min gamle dyrlæge sagde, da jeg kom med min første gravhund i 1973, at gravhunde var schæfere i forklædning måske kan det inspirere.
    Mange tanker fra Inger J.

  15. kæreste Hanne tårer rammer også mit tastatur —hvor jeg føler med dig –men du gør det rigtige . Jeg håber du finder en mindre hund du kan nyde når den tid kommer
    Knus og trøst herfra
    Helle

  16. Kære Hanne sender dig mange kærlige tanker, godt du har haft mod til at lade Whiskey får fred. Har jo fulgt jer dagligt og synes som alle dine andre blogvenner at vi kender Whiskey. Måtte lige vente med at skrive, kunne ikke se for tårer.
    Mange knus
    Jette

  17. Jeg sender dig også de varmeste tanker. Det er så svært at miste sådan en god ven efter mange dejlige år. Men du har gjort det rigtige. Det ville være synd, hvis Whisky ville få flere smerter. De bedste tanker fra Kirsten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *