Jeg er så heldig, at jeg bliver inviteret på pinseferie hos Sørens kusiner i Blaavand – også i år, hvor vejret var helt perfekt og indbød til en tur på stranden, hvor de grimme tyske bunkere forgæves er forsøgt fjernet, men nu er nogle af dem blevet udsmykket i stedet!
Der var også enkelte, der fløj med små drager..
..og langt, langt ude på Horns Rev kunne vi skimte de enorme havvindmøller.
Der var ét minus ved det pludseligt varme vejr: fyrretræerne pollen blev pustet ned over bilerne, så de på ganske kort tid så sådan ud – jeg skal hen og have min vasket i dag, det blev kun til ruderne, inden jeg kørte hjem i går.
Og så fik vi lige en dejlig overraskelse. Pludselig hørte jeg en velkendt, dyb og rolig lyd af en mortorcykel i lav fart og så et glimt af en rød farve magen til en, jeg kender? Og jo, det var sandelig ældsteøsnnen, der var ude at trille og ville aflægge visit.
Og bagpå sad Christian, som har lånt sin fars gamle motorcykeltøj, mens faderen har fået nyt lædertøj – som han siger: en ko til jakke og en ko til bukser! Der er sørme gods i det!
Det var en dejlig overraskelse for os 3 ældre damer – og kusinerne var ikke sene til at benytte sig af, at der pludselig var unge, stærke mandfolkearme til at løse en aktuel opgave, så far og søn fik lige lov til at sætte den store, tunge parasol op ved terrassen, som de ikke selv magter. Og en bid brød og en kop kaffe senere trillede de af sted igen.
Mine værtinder havde regnet med mig indtil tirsdag morgen, men jeg havde ikke ro på mig, når jeg nu har nogle ting, der skal gøres klar herhjemme, inden jeg skal ud at køre i aften for at hente min lille hund i Viborg. Så jeg kørte hjem i den lyse aften, hvor der næsten ingen trafik var, og det var heldigt, for jeg kan høre i radioen, at der er trængsel og problemer på vejene i dag.