Jeg har mistet en rigtig god ven. Karen Iversen, min næsten 93 årige besøgsven er sovet ind i nat.
Der bliver ikke syet flere puttetæpper fra Karens hånd – men hun har også gjort det godt, jeg tror, det var det 7. puttetæppe, hun var i gang med! Jeg er så glad for, at jeg kunne hjælpe hende med den glæde, det var for hende at kunne sy patchwork lige så meget, hun havde lyst til – og hun var dygtig, hurtig og vedholdende, så det blev til meget.
Og hun havde det jo nok på fornemmelsen, for da hun insisterede på at give mig den fine klokkestreng med grønlandske motiver, sagde hun: “Det kan gå hurtigt, man ved aldrig i min alder, hvad der sker!”
Og det er heldigvis for hende gået hurtigt. Hun var til patchwork i går eftermiddags, hvor jeg ikke var med pga Diki’s ankomst, og der havde hun sagt “Tak for i dag – vi ses!”, da hun blev fulgt hjem til sit lejlighed, ligesom hun altid gjorde.
Jeg ville have besøgt hende i dag for at vise hende Diki, det vidste jeg, hun ville være glad for.
En flittig patchworker er ikke mere, jeg vil savne hende.
Hvil i fred, Karen, og tak for din indsats for børnene på julemærkehjemmene.
Hvor er det en smuk måde at komme herfra på… Dejligt for både Karen og hendes nærmeste, at hun ikke har lidt, men bare sov stille ind.
Tillykke med din nye lille følgesvend; hvor er Diki altså kær. Spændende at følge med på sidelinien og se hvordan han trives.
Ha’ en go’ dag…
Kh Britta
Hvor er Din lille Diki altså sød! Det var godt Du fik ham hjem, så kan han trøste Dig ! For her ser vi igen , hvor tæt lykke og sorg ligger op ad hinanden. Men sådan er livet jo, Hanne! Og hvor er det bare fantastisk, hvor mange gamle mennesker er rolige og næsten glæder sig, når de ved at tiden nærmer sig! Men når man er så gammel, så er man nok også meget træt!
Vil Du nusse lille Diki fra mig. . . .
Mange hilsner fra Hanne i CH.
Tak skal I have. Jeg er temmelig sikker på, at det var sådan Karen gerne ville det. Hun har jo været igennem en hjerneblødning for nogle år siden og havde affundet sig med lammelserne i bentøjet, når bare hun kunne bruge sine hænder. Så det ville have været skrækkeligt for hende, hvis hun fik det værre. Det var så dejligt for hende, at hun kunne sy, som hun elskede.
Hej Hanne.
Du har nok ret i at hun har vidst at tiden var inde, men godt du har haft en god tid med Karen, og hun lavede nogle smukke tæpper. Rart at du har lille Diki til at trøste.
kh fra Laila
hej hanne han er godt nok sød din nye livsledsager ved navn diki.
det gik godtnok hurtigt med karen held for hende.
Tak Gitte!