Jeg fik lige hjælp af de 2 nabopiger til at passe Diki ½ time, mens jeg var med til at synge Karen ud fra plejehjemmet.

Det var vemodigt. Hendes arbejdsbord så ud, som om hun lige havde forladt det – med blokke til et nyt puttetæppe, en æske med clips og en sort taske fra HANNE’s med flere lapper.

Vi var ikke så mange, nogle niecer og en nevø, alle selv pensionister, et par veninder gennem mange år, et par personaler og en enkelt beboer. Alle var enige om, at det var godt for Karen, at det var gået hurtigt, så hun ikke skulle igennem et langt sygdomsforløb igen.

Diki er helt tydeligt blevet mere modig og glad, når børnene kommer og leger med ham – men også godt træt, når de er gået.