Vagthund

Tibetansk Terrier racen blev oprindeligt holdt som vagthunde og hyrdehunde af munkene i Tibet, og det ligger åbenbart latent hos Diki, for han skældte højt og inderligt ud i eftermiddags, da alt, så vidt jeg kunne se, var ganske fredeligt i haven og på terrassen, hvor vi opholdt os igen i dag i det dejlige vejr.

Men så kunne jeg pludselig høre, at der blev læsset noget af en bil, og det var ganske rigtigt min havemand, der kom. Så han fik skæld ud! Og selv om de hilste pænt på hinanden, holdt Diki skarpt øje med, hvad han lavede i “vores” have!

Jeg kom til at tænke på, at det egentlig er meget godt, at der kommer en mand her engang imellem, for han ser ikke mange mænd i det daglige, og jeg har hørt om hunde, opdrættet af kvinder, der for altid er skeptiske eller ligefrem bange for mænd. Og vi fik da også en kop kaffe, hvor Diki kunne se ham lidt nærmere an og blive kløet lidt bag ørerne.

Før første gang gik vi tur op i byen i formiddags, og han holdt sig meget lige bag mine ben, men jeg syntes alligevel, det gik godt, der er jo meget trafik og en del støj, og det virkede ikke, som om han blev bange. Og hvor går han pænt, når vi går mindre trafikerede steder, de små ben traver lystigt af sted ved siden af og en smule foran mig. Dygtig hund!

5 tanker om "Vagthund"

  1. Uha, hvor var det godt, at du valgte at få hund igen, Hanne. Du har nogen i huset, og vi får nogle gode billeder og et smil. Dygtig hund:-)

  2. Dejligt at høre at det går godt med den lille hund. Da vi havde hund (han), lettede den ben op ad mandens stol, og vi fik at vide af dyrlægen, at det var for at afmærke territoriet af overfor det andet hankønsvæsen i huset (vi var 2 døtre + min mand og mig). Vi fik hunden kastreret, og det fik en ende på afmærkningen. Det behøver du heldigvis ikke at bekymre dig om. Det er sjovt at følge med i jeres hverdag

  3. Anni – nej havemanden kommer ikke så tit! Iøvrigt har alle mine tidligere hunde været hanhunde og er blevet kastreret. Men det er for tidligt at tage stilling til endnu!
    Tak Anette og tak Frida – jeg gør mit bedste – og jeg elsker det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *