Jeg får hjemvé, når jeg ser sådan et billede! Af heksen, der bliver brændt af på Nordstranden i Kerteminde, hvor min lillesøster og svoger med venner holdt Sct. Hans aften som de altid gør, i mange år til vands, fordi de er sejlere. Ja, det er jo altså rigtig mange år siden, jeg selv har boet  i Kerteminde, og det er også mange, mange år siden, at jeg holdt Sct. Hans aften hos mine forældre, der boede der, og hvor vi holdt ferie, når vi var hjemme fra Grønland. F.eks. i 1968, hvor vores indbo skulle fragtes fra Angmagssalik i Østgrønland over København til Egedesminde i Nordgrønland, og børnene og jeg derfor tilbragte 1½ måned herhjemme, og nød sommeren i Kerteminde..

..mens Søren passede sit job og boede på gæstehjem i Grønland. Den Sct. Hans aften sammen med mine forældre og børnene husker jeg, fordi min mor havde købt friske fjordrejer til et stykke natmad efter turen til stranden for at se bål. Og jeg blev så syg af nældefeber, der kløede helt vildt! Jeg havde aldrig haft det før, men fik konstateret skaldyrsforgiftning, som jeg får af friskkogte (levendekogte) skaldyr. Det slog ud for alvor efter at jeg var gået i seng, og mens jeg ledte efter et eller andet dulmende i medicinskabet – aspirin el.lign. – kom lillesøster hjem fra hendes og kærestens sejltur, hvor de havde set bål ude fra vandet.

“Du skal have en øl og drikke den hurtigt, så skal du nok falde i søvn!”, mente den 20-årige og fandt en gammel lunken Porter på loftet, det var den eneste, der var, men den hjalp!

I går fik de masser af regn, før de kunne bygge bål og brænde heksen af, og fik en fin aften.

Her gik vi også tur til byens bål ved Rings sø, men det var ikke rigtig nogen succes. Bålet blev tændt alt for tidligt, før der var kommet ret mange mennesker, det røg frygteligt, og det var næsten brændt ned, før der blev delt sange ud, og før årets taler var ankommet! (Han skulle så også tale 3 steder!). Og fællessangen var nærmest komisk, for musikken kunne næsten ikke høres, så folk sang i forskellige tempi, altså ikke særligt fælles!

Da det så også begyndte at regne lidt og var ret koldt og blæsende, gik vi hjem. Og så skal jeg love for, at Diki kunne finde sofaen i rekordfart!