Jeg har gået og ventet og ventet hele formiddagen på nogle servicefolk, som ikke kom – øv hvor er det irriterende, når man hverken kan gå tur med hunden eller noget andet, men må forblive hjemme og vente – forgæves skulle det vise sig. Så kl var 13, før vi kom ud, tænk alt det, jeg kunne have nået på det lille babytæppe, jeg er ved at sy til en lille pige i familien oppe i Sverige, som ligesom Victor blev født alt for tidligt – endda endnu tidligere, næsten samtidig. Efter et langt ophold på neonatalafdelingen har hun det godt nu, er lige blevet døbt, og skulle desværre også opereres for en generende brok. Men nu har de unge forældre ønsket et lille tæppe til hende, gerne så lig storesøsterens tæppe som muligt. Men det kan jeg ikke, jeg har heller ikke de samme stoffer, så jeg er kommet med et andet forslag, og jeg kan da nogenlunde ramme farverne og størrelsen.

Jeg synes nu heller, det behøver at være helt ligesådan, og de kunne godt lide uglerne – problemet var bare, at dem havde jeg ikke nok tilbage af fra Victors tæppe, så selv om de ikke ville have det helt så stort, så måtte jeg efterlyse uglerne, og det var der en venlig sjæl, der gerne hjalp mig med! Hvor er det skønt med hjælpsomme patchworkere!

Jeg synes, de ugler er utroligt søde, så nu skal der quiltes, så det kan blive sendt til Värmland.