Sikke en dejlig morgen! Helt stille
– 2 sovende hunde, som har fået deres (meget) tidlige morgentur i det skønne vejr
– maven fuld af te og varme, nybagte boller, som datteren slog dej op til i går aftes, og som jeg bagte efter hundeluftning
– HANNEs sommer DHU opdateret: nu skal jeg selv være kreativ og bestemme, hvordan mine 2 udgaver skal se ud og bruges som!
– og mens hundene og resten af huset sover, når jeg lige at strikke min juni-UFO færdig (i sidste øjeblik) til “12 under 12 under 2012”.
Jeg oplevede for første gang, at Bodil for alvor satte Diki på plads! Hun er ellers utroligt tålmodig og giver ham store friheder: han bider sig fast i hendes pels og hale, springer op ad hende ustandseligt, lægger sig overskrævs hen over hendes hoved osv – men nu var det åbenbart nok, for pludselig hylede han højt og krøb! Jeg så ikke, hvad der foregik, hørte kun et højt bjæf, det gik meget hurtigt, men jeg er sikker på, at det var fortjent, at han fik en røffel. Bodil kiggede op på mig, om der nu skete noget, men hun fik accept og beroligende ord framig. Det er bestemt i orden, det var tydeligvis ikke noget, der skadede den lille, og Bodil skal ikke finde sig i alt.
Ja,ja, hun har helt ret! Han skal også lære hvor grænsen bliver sat, ellers bliver han uudholdelig , men det skal han nok lære!
Jeg kan huske, da vores 1 årige Terriermix Quiery terroriserede store tålmodige schæfermix Kim, til han en skønne dag , da det blev for meget, tog hele hendes hoved i munden og knurrede og gøede, men uden at bide, . . . Da blev hun så forskrækket,at hun var næsten lammet . . men hun lærte lektionen! Og siden fik Kim mere eller mindre fred for hendes terror. Lege kunne de fint alligevel. Og da det jo er “hundesprog” så forstår de det jo fint! Videre god ferie!
Hilsen Hanne i CH