Jeg synes, det er sjovt at se alle de forskellige tilbud, der er til kreative mennesker, når man besøger Kreativ Fritid i Viborg, og jeg har været der en del gange.
Men desværre er det svundet ind i de butikker, som jeg interesserer mig for, patchwork og strik. Der er heller ikke så mange smykkeforretninger, som der før har været – jo, noget med perler i lange baner, men de spændende smykker med sten, sølv og lign. er der kun få af.
Der er mange strikbutikker, men der manglede nogen af dem, der plejer at være der. Og ligeledes med patchworkbutikkerne. Men selvfølgelig var HANNEs patchworkbutik der med sit altid fristende udbud!
Det forlyder, at hun har stor succes med sine halskæde-kits af lynlås-skydere! Ja, det er da et sjovt alternativ! Jeg havde lovet at købe mønsteret til Månedstæppet 2012 med de kulørte huse til én, der gerne vil sy det med egne stoffer. Det er smart, at man kan købe hele mønsteret med alle skabeloner!
Og der lå også en stor pose med en UFO og ventede på mig fra en af Hannes kunder.
Jeg gik efter flotte og sjove knapper, og dem fandt jeg her hos Else Rasmussen.
Jeg skulle bruge én stor knap som pynt på en valket taske, og jeg købte en af de hvid/pink blomsterknapper begest til højre.
En dejlig strikbutik, som jeg før har handlet med, fandt jeg her: Gårdbutikken Rosenlund med masser af lækkert garn og opskrifter (også uden at man behøver at købe garn!). Jeg købte et strikkekit til “Glade striber” + opskriften i børnestørrelse “Glade ministriber”. (Øverst til venstre i billedet)
Der er også altid gode tilbud, f.eks. i Geilsk’s garn
Og dejlige modeller.
Og så var det, at jeg – igen! – blev forarget og vred, da jeg i en anden strikkebutik så, at en populær model i vendestrik blev solgt som kopi! Altså vesten i vendestrik fra Katrinelund var strikket og udstillet, og man kunne købe garn og opskrift – men opskriften var direkte skrevet af efter originalen og uden angivelse af designer!!! Det er jo tyveri! Jeg bliver sur, når jeg ser det, og jeg fandt ud af, at en dame, jeg stod ved siden af, også genkendte den og vidste, hvor opskriften kommer fra.
Der var mange mennesker, og det er jo dejligt. Det er også fint, at man samler så mange forskellige fritids-interesser, der var jo også biavl, træsløjd, papirsløjd og meget mere, og der var som sædvanligt en flot udstilling på scenen.
hej
Rigtig hyggelig at hilse på dig i Viborg… og tak for gaverne…. det er guf. Jeg skulle også hilse fra min mor og sige tak…..smiler….
Selv tak – godt I kan lide det!
Kære Hanne
Den skønne poncho der er på billedet, er den fra Rosenlund? eller? Den er bare flot så den opskrift må jeg ha’ købt.
Hilsen Susanne fra Horsens
Hej Susanne, ja, det er jeg sikker på, siden Rosenlund udstiller den, så prøv at kontakte hende. Den er også meget flot! Du kan henvise til billedet på min blog, jeg har sat indlægget på efter aftale.
Hej Hanne. Jeg deler din foragelse ifht at butikker kopierer hinandens designs. Jeg opdagede også på Træf i Roskilde at et par butikker solgte en dansk kopi af et amerikansk mønster jeg forhandler på en bold med arme. Bolden havde eg med første gang sidste år i Odense, hvor den vakte stor begejstring. Hvordan man kan tro, at det er OK blot at lave bolden lidt mindre eller større – og f.eks. lave ben i stedet for fødder som én af butikkerne havde gjort – og så skrive “sit eget” mønster på dansk er mig en gåde. Jeg forsøger konstant at fortælle og lære mine kunder at de skal respektere copyright’en … og så er det sørme ærgeligt at se at ens kolleger ikke gør det.
Helene, jeg forstår din harme! Bare man vidste, hvad man skulle gøre. Sidste år skrev jeg til en garnbutik og gjorde hende opmærksom på, at det er ulovligt at sælge andres opskrifter, efter at en strikker stolt havde vist sin vest i vendestrik på Webstrik og fortalt, hvor hun havde købt garn og opskrift, som ikke var hendes design! Jeg fik svar med trusler, der gik ud på, at hendes advokat mente, hun kunne vinde en injuriesag over mig!!!