I dag er det 100 år siden, min Far blev født – og næsten 30 år siden, han døde.

Det var en stærk og stædig vilje hos en på mange måder usædvanlig mand, der mod alle odds gjorde, at han fyldte 70! Det var vi i familien ikke i tvivl om. For allerede 1½ år før blev han sendt hjem fra sygehuset med besked om, at man mente, han gerne ville dø derhjemme! Efter 14 år med mange alvorlige blodpropper, der svækkede hans helbred stærkt.

Og så, på et tidspunkt, hvor han endnu ikke var fyldt 69 år, begyndte han at planlægge sin 70 års fødselsdag! Alle snakkede ham efter munden – ingen troede, han ville opnå at blive 69.

Men han livede op derhjemme, han blev 69 og han blev 70 og fejrede sin 70 års fødseldag med en stor fest i smoking og damerne i lange kjoler! alle de gamle venner og hele familien deltog og nød hans glæde! Præcis 3 måneder senere fandt Mor ham liggende på gulvet – det var slut!

Den ene af mine søstre, der bor i Laos, og jeg er blevet enige om, at han skal mindes i dag!

Som den sidste af 5 søskende blev han, Børge Nielsen, bedre kendt som “Skræp” eller “Børge Skomager”, født i Odense 4. oktober 1912, hvor hans far var murermester og huskes for at have bygget Ansgar Kirke.

De blev ikke så gamle i den familie, hans far døde allerede lillejuleaften 1930, da min far var 18 år. Hans mor døde, mens mine forældre var forlovede, så jeg har aldrig kendt mine far-forældre. De 3 af hans ældre søskende døde som 34-årig, som 48-årig og som 62-årig. Kun min Faster Bodil, den næstyngste, blev over 90 år! Og min far altså 70.

Far ville ikke gå i skole længere end til konfirmationen, så kom han i lære i en gammel købmandsgård. Der kunne han fortælle mange sjove historier fra. Som da han vejede sukker op og sækken gik i stykker, så sukkeret flød ud på gulvet og købmanden brokkede sig. Far vidste, at alt opfejet blev solgt til bolchekogning, så han mente ikke, det var noget stort tab. “Jamen posen, dreng – posen!” jamrede købmanden.

Han forblev købmand hele sit liv,  eller sælger, bl.a. som repræsentant for et chokoladefirma. Men da han blev forlovet og gift med min Mor, hvis forældre havde åbnet den første Hector skoforretning i Odense, blev han uddannet skohandler, først som ansat i mange år i Hector, senere som selvstændig i Kerteminde.

Hans helt store fritidsinteresse var spejderliv. Spejderbevægelsen i Danmark var startet i 1909, og han ønskede sig i fødselsdagsgave, da han fyldte 12 år i 1924 at blive spejder. Og det var han resten af sit liv.

En meget speciel historie om en flok spejderdrenge i Odense blev han en del af – nemlig “Spidshuset” og “Spidsborgerne”: 

15 spejdere fra 5. Odense trop besluttede på et tidspunkt, da de blev så gamle, at nogle af dem holdt op med at være spejdere pga uddannelse, job og familie, at de ville blive ved med at holde sammen!

De lejede et hus “Væverhuset” som mødested, men efter at 3 af dem var faldet fra, besluttede de 12 i begyndelsen af 40’erne, at de skulle eje noget sammen, for at det kunne holde. Og så købte de et husmandssted i Villestofte, 7 km udenfor Odense, hvor Ryds Å og Stavis Å løber sammen i en spids. Huset fik navnet “Spidshuset”, og indtil 1976, hvor de var blevet nogle gamle drenge og flere var døde, var det deres fristed, hvor der udfoldede sig et muntert mandfolkeliv, men også weekender med familierne, som efterhånden kom til.

Under besættelsen blev huset også brugt i modstandsarbejdet, f.eks. blev nedkastede containere tømt her og gemt på loftet, idet huset lå meget afsides for enden af en lang grusvej.

Det var et mandfolkested – konerne havde ikke noget at skulle have sagt! Hvis de syntes, at gardinerne skulle have en anden farve, kunne de sige det til deres mand! De havde altid en kasse øl i kælderen (sådan en kælder under en lem i det lille køkken), og der var sovesal med køjer, hvor de kunne overnatte, hvis det blev sent og cyklen slingrede! De første år var jo under besættelsen, hvor man ikke kunne køre bil, så det passede fint med, at der kun var 7 km derud fra Odense. De fleste af børnene, hvoraf jeg var den ældste, er blevet kørt derud i en cykelanhænger og senere “på stangen” hos faderen, indtil man kunne selv. I weekenderne var der som regel nogle af familierne derude, og mens forældrene hyggede sig eller dyrkede en jordlod som en kolonihave, kunne vi børn lege og bade i åen, eller besøge den nærliggende bondegård, hvor vi blev hjemmevant. Det var dejlige tider for os – efterhånden – 24 børn.

Resten af deres liv mødtes de 12 mænd om sommeren i “Spidshuset” og om vinteren på skift hos hinanden efter en årsplan, medbringende madpakke, og så skulle værten sørge for øl og snaps. De raflede og spillede kort og kunne også godt finde på at gå på værtshus – resten af deres liv! Som gamle spejdere var de med til at starte Sct. Georgs Gilderne op i Odense, og de fleste var aktive gildebrødre, men spidsborgere var kun de 12.

Da jeg var barn, sagde man ikke fornavn til voksne, men så sagde vi “onkel” og “tante” til vore forældres venner, og der gik vist mange år, før jeg blev bevidst om, at de 11 onkler og deres koner ikke var min rigtige familie! Det var “onkel Martin” (som senere blev min chef i banken), “tante Lisbeth” (som blev min og min søsters værtinde, da vi flyttede hjemmefra og kom i lære og boede på et lejet værelse), og alle de andre “onkler” og “tanter”.

Nogle af dem blev ikke så gamle, så de 12 blev færre, og de fulgte hinanden til graven. Da min far blev begravet, var det 3 af spidsborgerne som de bedste venner + 3 svigersønner, der bar hans kiste.

I 1953 gik Fars store ønske i opfyldelse, idet han han købte en skoforretning i Kerteminde og blev sin egen herre. Han var en dygtig skohandler med sans for at gøre sine kunder tilfredse. Det kunne vi bl.a. se af, at nogle af hans gamle kunder fra Hector i Odense fulgte med og rejste til Kerteminde, når de skulle have nye sko!

Han var stolt af sin forretning og involverede sig også i organisationsarbejde i Danmarks Skohandlerforening, og han blev underviser på kurser for skohandler-elever på handelskostskolen i Mommark.

Men det sled på ham med spekulationer om indkøb og økonomi. Så allerede som 56-årige (samme dag som jeg fik min ældste søn i Angmagssalik, Østgrønland) fik han en alvorlig blodprop, hvilket dengang betød 8 uger på sygehuset og 8 ugers rekreation, som ikke måtte være derhjemme. Rekreationen blev 8 uger hos min ældste søster i Vestbjerg v/Nørresundby – hvor min svoger døbte deres udhus “Børges Brumme”, som han blev truet med, hvis han var for umuligt! Nerverne sad udenpå tøjet, han var meget nervøs for flere blodpropper – og de kom da også. Jeg tror, han fik ialt 14 blodpropper indtil hjertet gav op i 1983.

Han holdt dog aldrig op med at være aktiv på forskellige fronter. Tilnavnet “Skræp” fik han allerede som spejder, fordi han ikke kunne holde sin mund, men blandede sig i alt muligt. Han skrev også artikler i aviser og blade og var med i mange bestyrelser.

Han og min mor fik 5 døtre, hvoraf den første døde under fødslen, og én mere desværre ikke lever mere. Os var han meget stolt af! Vi er temmelig sikre på, at han aldrig ønskede sig en søn, som de fleste mænd – han var så glad for “sine piger” og havde altid billede af os i tegnebogen! Det hørte vi fra andre, som havde truffet ham på et værtshus sammen med “Spidsborgerne”.

F.eks. elskede han at få os til at synge, hvis der var gæster. Vi sang i skolekor – og vi sang, når vi vaskede op, for ikke at komme op at skændes! Kunne han så få os til at optræde med et par sange for sine gæster, så var han glad, selv om en af søstrene var så genert, at hun gemte sig bag en stol!

Engang fortalte jeg ham i telefonen om en meget flot spejderbegravelse, jeg havde været med til i Aalborg, hvor 50 spejderledere i fuld uniform og en masse faner dannede spalier, og hvor en professionel sangerinde fra orglet sang en aftensang, som spejdere ofte synger: “Nu er jord og himmel stille”. Så sagde Far, som kendte den afdøde: “Det kunne jeg godt tænke mig til min begravelse – men så skal det være jer 4, der synger!” Så holdt han en lille pause, og så sagde han: “Det er bare en skam, at jeg så ikke kan høre det!”

Nogle år senere, mens han – meget syg – planlagde sin 70 års fødselsdag, mindede han mig om den samtale og sagde: “Jeg kunne godt tænke mig, at du og dine søstre sang den sang som afslutning på fødselsdagen, ligesom når Kim Larsen afslutter en koncert med en stille aftensang”. Og det gjorde vi selvfølgelig, vi 4 midaldrende døtre.

Da vi så 3 måneder senere alle 4 var hjemme hos Mor og hjalp med forberedelserne til Fars begravelse, besluttede vi at opfylde hans ønske og synge “Nu er jord og himmel stille” for ham i kirken, selv om vi godt vidste, at det ville være svært – men vi klarede det! Ligesom den ene søster, som altid juleaften skulle synge “En rose så jeg skyde” solo for Far – det gjorde hun også, oppe fra orglet!

Det glemte provsten aldrig! Da han 11 år senere begravede Mor, spurgte han,. om det skulle være på samme måde, for det havde han aldrig oplevet. Nej, det skulle det ikke – det var noget helt særligt, som passede til Far – det kunne ikke gentages.

For os var han et særligt, kærligt menneske, som vi mindes i dag.