Let gang på jorden

Ah, hvor er det dejligt – hver gang! Jeg har været til fodpleje i dag, og det er simpelthen skønt at få fødderne snittet, filet, penslet med “gift”, negle klippet, blive smurt og pudret! Ja, det er en ordentlig omgang, og det tager mellem 1 og 1½ time, selv om jeg nu fast får det gjort med 2 måneders mellemrum. Men jeg tror, det er vigtigt, og det betyder i hvert fald meget for mit velbefindende.

Jeg har et udmærket helbred, men mine fødder er ikke gode! Måske har jeg mishandlet dem igennem årene, sylespidse sko med høje stilethæle var normal hverdags fodbeklædning, da jeg var ung.

Så fik jeg fodvorter (i svømmehallen regner jeg med) og de stråler, man dengang fik, hjalp ikke, så det endte med, at jeg blev opereret under begge fødder og var sygemeldt 1 måned. I samme forbindelse blev jeg beordret til at brænde de sundhedssandaler af træ, jeg brugte som modvægt mod stiletterne, for der sad formentlig smitten, der fik skidtet til at komme igen og igen. I dag gør man vist ikke sådan, men det gav jo også ar under begge fødder, som har generet mig siden.

Platfodet har jeg altid været, men det er blevet til stærkt nedsunken forfod på begge fødder, som indlæg fra en bandagist hjælper på – nye hvert år – og som jeg slet ikke kan gå uden. Men med indlæggene og gode støvler kan jeg heldigvis gå en god tur hver dag med Whisky.

Og når så Tove fjerner al den hårde hud, pensler “gift” på arrene (hun siger, hun kan se, det hjælper), smør fødderne godt og pudrer, ja, så synes jeg, at jeg svæver!

3 tanker om "Let gang på jorden"

  1. hej, så underbart skönt det ser ut att vara, jag har länge tänkt beställa tid o få fötternas omskötta

  2. Ja, Marianne, det er skønt! Da jeg var ung, kunne jeg godt selv, men det kan jeg ikke mere, så det er godt, der findes professionelle, der kan klare det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *