ØV, ØV – den kriblen i halsen, som har drillet mig et par dage, brød ud i går og er endnu værre i dag: en kæmpe forkølelse!
Det er simpelthen noget af det værste, jeg ved – og jeg skal lige tilføje, at jeg er meget priviligeret, eftersom jeg sjældent fejler noget som helst (- nåh ja, lige bortset fra grøn stær og stærkt nedsunkne forfødder! 😉 men det lever jeg fint med!)
En forkølelse hos mig er altid noget med ondt i alle lemmer og hoved, løbende næse og hoste, halsen bliver ru og meget hæs, sommetider let feber, og jeg ville allerhelst bare blive liggende under dynen et par dage.
Sådan har jeg det nu – og det har jeg altså ikke brug for, når der skal skrives breve, koges rullepølse, købes julegaver – for ikke at snakke om den sækkeseng, jeg har lovet Diki!
Heldigvis har jeg en stærk hostemedicin, som jeg tager et meget lille bæger af ved sengetid og evt. også i løbet af dagen. Vi har altid haft en flaske af den – Pectyl, som kun fås på recept – i huset, den er god at have, og den rækker i flere år, fordi vi aldrig har misbrugt den. Og på grund af det lille bæger har jeg faktisk sovet godt i nat, det er skrækkeligt at hoste og hoste om natten.
Så tager jeg i ny og næ en enkelt Pinex, det hjælper på ubehaget og hovedpinen, men jeg har det lidt som at have en dyne om hovedet, og er hele tiden ved at falde i søvn, det dur jo heller ikke.
Det er godt, at andre laver alle juleforberedelserne, jeg skal hverken lave kål eller leverpostej eller andre af de traditionelle ting. Og så må jeg sige: “det er bare ærgerligt” om det, jeg ikke får lavet, selv om jeg gerne ville.
HOST! HOST!
Jeg ønsker dig rigtig god bedring og føler med dig, både med hensyn til forkølelsen og de forsinkede juleforberedelser. Jeg har det skidt med (ud over trætheden i kroppen som følge af uvante bevægelser, at jeg ikke har fået begyndt på mine endnu, men jeg har brugt en uge – indtil nu – på at renovere mit syværelse (tapetsering etc.), og det tager bare så lang tid at få tingene på plads, så jeg har system i det hele. Det er ubegribeligt, hvad jeg har kunnet presse ind her og der og alle vegne. Men man kan godt købe velsmagende småkager (plan B)! Da det er svært at få fat i mos til juledekorationerne på grund af sneen, kan jeg nok kun lave en eller to (normalt 7!), så begrænsninger kan være en kunst. God bedring og god jul. Jette
Hej Hanne.
Rigtig god bedring det eneste der hjælper er hvile mange tanker fra Laila.
Hej
Snup lige en “morfar” her efter frokost, god bedring
Mange hilsner
Susse
Uh jeg føler med dig….
Det er heldigvis ikke mig der smittede dig. Jeg ligger på langs under en varm dyne og har sovet hele dagen. Håber det hjælper lidt, lige nu føles det ikke sådan, men det skal det altså…. Tag det med ro. Du når det du når.