Jeg er på det nærmeste født i en butik – er i hvert fald bogstaveligt talt vokset op i en butik og mellem forretningsfolk, idet både mine morforældre og mine egne forældre drev skobutikker og var rimeligt gode til det.
Så jeg har fået ind med modermælken, hvad service er, og hvad det vil sige at have “tæft” for handel.
Det kom jeg til at tænke over i går, da jeg var på på julegaveindkøb. Nu er det ikke sådanne butik eller supermarkeder som BILKA eller JYSK, jeg tænker på, men detailforretninger, som f.eks. isenkæmmere, som jeg besøgte et par stykker af. Det er lidt pudsigt, for de 2 forretninger har, uden at jeg ved hvorfor, byttet butik, altså lokaliteter. Den ene butik har en flot beliggenhed på gågaden og er en stor flot butik. Den anden ligger på en sidegade og er betydeligt mere trang. De er begge med i hver sin kæde, og før lå de bare omvendt.
Dengang syntes jeg, at “den trange” butik var lidt rodet og gammeldags, mens “den flotte” var meget indbydende og med et højt serviceniveau.
I går gik jeg fra “den flotte” med uforrettet sag – de havde ikke det, jeg søgte, som var noget ret elementært for en isenkræmmer, og jeg havde heller ikke indtryk af, at de var mere end akkurat høflige.
“Den trange”, som jeg derefter opsøgte var stadig væk lidt rodet, måske pga forholdene, men til gengæld var serviceniveauet højt, der var smil og stor hjælpsomhed, og selvfølgelig havde de det, jeg skulle bruge – og købte!
Det er købmandsskab – og det var det, min Far besad, og som var årsag til, at hans kunder kom fra den store by Odense til hans butik i lille Kerteminde for at købe sko, for så vidste de, at de fik en god betjening og høj service.
Hvor har du ret. Det er ikke det ydre, der tæller (hverken menneske eller butik). Da jeg arbejdede i en lille boghandel i Borris, der solgte næsten alt: bøger, legetøj, lædervarer, kioskvarer, tips og lotto o.s.v. og det vi ikke havde, kunne vi mange gange skaffe hjem…..isenkræmmeren ved siden af, var også en lille butik, hvor varerne hang ned fra loftet….de vidste, hvad de havde på lageret og løb gerne efter det. Jeg har oplevet, at få at vide: Hvis det ikke er på hylden, har vi det ikke hjemme. Glædelig jul og et godt nytår til dig og din familie og ikke mindst Diki