Lad de små betale!

Jeg havde nok mine anelser ud fra, hvad jeg har læst og hørt i pressen om den “røde” regerings reformer – men jeg havde svært ved at tro, at det kunne passe!

Men jo, det gør det: som folkepensionist får jeg nu 1.000 kr mindre (efter skat!) om måneden! Tro det eller lad være! 12.000 kr om året. Det er også en slags penge, ikke mindst for en pensionist.

Det er ca. det samme, som jeg betaler for fjernvarme pr år! Hvad skal jeg så skrue ned for?

Samtidig er tilskudet til hjemmeservice faldet bort for pensionister. Jeg bor i et stort hus (som jeg åbenbart ikke kan sælge) og kan ikke holde det uden hjælp. Jeg ber ikke kommunen om hjælp, jeg betaler selv, men har hidtil været glad for et tilskud på ca. 1/3. Det er faldet væk nu. Jeg vil ikke gro til i skidt, så jeg betaler foreløbig selv det fulde beløb, så må jeg se, om jeg får det til at række, ellers må jeg skære ned på de 2 x 2 timer om måneden.

Men dels synes jeg, at jeg som pensionist bliver hårdt ramt af de reformer, som regeringen indfører for at spare – er det virkelig rimeligt, at vi “små” pensionister skal betale regningen? (Jeg kunne godt nævne nogle områder, hvor der ikke spares) – dels er det da vanvittigt at ramme et område, hvor det givetvis vil koste arbejdspladser for ufaglærte.

Der er så meget, sådanne pensionister som jeg ikke forstår! På Aktivitetscenteret, hvor jeg syr og strikker 2 gange om ugen, er der nogle brugere, der ikke selv kan befordre sig pga fysiske skavanker, og derfor er bevilget taxa-kørsel 1 el. 2 gange om ugen til aktiviteter. Fint!
Men – når 2 brugere på samme aktivitet med samme tidspunkt og med bopæl i samme ende af byen, bliver hentet, så foregår kørslen á 2 gange! De gør selv opmærksom på, at de kan køre med den samme bil – men nej! det kan ikke lade sig gøre, for chaufføren har kun 1 navn på sin seddel. Og 10 minutter efter kommer han så igen for at hente den anden!!! Det er ikke chaufføren, der ikke kan finde ud af det, og det er ikke fordi han vil have betaling 2 gange – nej det er “systemet”, der ikke kan finde ud af det og først sender ham besked, efter at han har afleveret den første passager. Og så kommer de taxaer oftest meget langt væk fra vores lille by, Region Midtjylland er jo geografisk stor, så den kan f.eks. komme fra Holstebro for at køre en tur på 5 minutter indenfor vores bygrænse.

Det er da vildt! Og hvad mon det så koster?

For nu at forebygge forsvar for reformerne: ja, jeg er så heldig at modtage anden form for pension, opsparet gennem jobs, men den har jeg altså selv været med til at spare op til, og det er åbenbart derfor, jeg nu får mindre i folkepension. Men det er sørme ikke de store beløb – unge mennesker ville dø af grin, hvis de vidste, hvor lidt man får – det kan ikke sammenlignes med de meget omtalte kontanthjælpsmodtageres indtægt. Vi er bare så nemme at skære ned på! Jeg plejer ikke at være negativ – men jeg synes, det er for galt!

14 tanker om "Lad de små betale!"

  1. Sy en lap – strik en maske – er titlen på din blogg. Engang var den interessant at læse, fordi den mest handlede om håndarbejde

    • Velkommen på bloggen Marianne Hansen. Min blog handler stadig mest om håndarbejde, men også om hund, børnebørn, mine oplevelser i Grønland og meget andet, der har interesse for mig – og måske for andre. Det er ganske frivilligt om man vil læse med.

  2. jammen hvor ejg dog er enig med dig.

    Da jeg sidste år rykkede telt pælene op og gik uden job i en periode kunne jeg 1. melde mig arbejdsløs og få 12.600 eller blive delvis arbejdsløs og få suppleret op til max 12.600..

    nej jeg kunne ikke få 12.600 og så selv supplere op med vikar arbejde i 8 mdr ….

    systemet blokere på alle måder for at hjælpe folk med at komme i job..

    Godt jeg havde et netværk og godt jeg kan sende ansøgninger.

    For jeg levede af vikarjobs. Og når jeg bliver pensionist så får jeg nok end ikke folkepension. Allerede nu har jeg problemer fordi jeg har flyttet kommune. Serviceloven er nemlig ikke ens på begge sider af Storebælt… Jeg håber du vil blive ved med at have råd til din hobby og til at få holdt dit hus, andet skulle da bare mangle

    • hej Hanne jeg syntes det er en god måde du blokker på, den er dejlig varieret , og der er osse mest håndarbejde, men det et osse dejligt at høre hvad der rør sig i dig Diki Victor e.c.t. Ha en god dag Ane

  3. Hej Hanne
    Du har ganske ret, – de røde er efterhånden mere blå end de blå – og fru Vestager har mere travlt med at hjælpe ude i verden end hjemme i Danmark, så vi må nok indse, at der bliver mere og mere brug for puttetæpper og hyggesokker.
    Tak fordi du lader os kigge med i din hverdag – og altid på en sober måde.
    Ha’ en god dag.
    Janne

  4. Hej Hanne.
    For 20 år siden, skulle min mor med Falck til behandling på sygehuset. Det var så en Taxi, der fragtede hende. Da hun sad og ventede på at skulle køres hjem igen, snakkede hun med damen ved siden af sig…hun ventede også, og boede næsten nabo til min mor. Chaufføren kom efter min mor, men ville ikke have den anden dame med. Så det har nok været sådan altid, men ellers holder jeg med dig, at det er forkert at de “små” skal betale gildet. Mon det er fordi, de ikke brokker sig?
    Jeg nyder at læse din blog

  5. Hej Hanne
    Jeg er 28 år og er helt enig med dig i at de skære alt for meget i de “ældres” (undskyld udtrykket) muligheder, i form af selvbetaling, nedskæring af pension osv.

    Med hensyn til det marianne skriver, jeg synes det er helt i orden at disse “skæve” indslag kommer. Det er det der gør at man kan mærke personen bag bloggen, og det der gør at man læser med i det du deler. Tak

    Mette

    • Hej Mette, velkommen på bloggen! En blog er jo en personlig hjemmeside, hvor jeg kan skrive, hvad jeg har lyst til – og det gør jeg så. Men selvfølgelig kan andre kommetere med deres meninger, når bloggen er offentlig (jeg kan undlade at godkende det, hvis jeg vil). Jeg skriver om meget forskelligt, ikke kun håndarbejde, og hvis man ikke bryder sig om det, kan man bare lade være med at læse det.
      Du skal ikke undskylde udtrykket “ældre” – det er det, jeg er !

  6. Kære Hanne,

    Bloggen er din, og du beslutter suverænt, hvad du vil dele med os andre.
    Jeg kan kun sige, at jeg nyder at læse med.

    kh Pia

  7. Kære Hanne!
    Bliv ved med at skrive som du gør. Det er hyggeligt at følge med i dit liv, uanset om det drejer sig om Diki, børn, børnebørn, quilt, hus, have, puttetæpper-/sokker, økonomi m.v. – synes man, det er uvedkommende, så spring det dog over.
    Jeg er sikker på, vi er mange, der læser lystigt hver eneste dag.
    Glæder mig til næste nyt fra dig.
    Hilsen
    Yvonne

  8. Det er ganske intressant, som boende i sverige og pensionist, at läse disse synspunkter. Om I tror at det bara er i Danmark det er så ilde tror i helt fejl. Forskellen er bara at vi har en borgerlig regering.

  9. Hej Hanne,
    Ja du skal bare blive ved med at skrive om alt hvad der rø’r sig i din dagligdag – jeg læser din blog hver dag!
    Har selv forsøgt at lave en blog, men syntes ikke der var nok at fortælle, så jeg beundrer dig, der fortæller så levende om din dagligdag.
    Mange hilsner
    Hanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *