Hvad er sjovere for en teenage-hund end at stjæle Mors strikketøj og stikke af med det?

Jeg arbejdede meget koncentreret med billedredigering og -tekster, der skal være særligt gode, og Diki lå, som han gør for det meste, når jeg arbejder ved PC’en, tæt ved mig med noget legetøj – troede jeg!

Jeg kunne ikke forstå, hvad det var for nogle svage bip-lyde, det var ikke fra PC’en?

Hov – hvad var det, han legede med? Hans mange tøjdyr piber på andre måder.

Pludselig så jeg, at der også var lys i “legetøjet” – det var min bærbare telefon! Og ligeså snart han så, at jeg havde opdaget det nye, morsomme legetøj – så fløj han ind i stuen og var fuldstændig døv for kald – og håbløs at fange, det ved jeg af bitter erfaring.

Jeg tænkte på, om han havde fået trykket et eller andet nummer? og der så sad en undrende person og fulgte med! Men jeg kender trods alt nogle kneb, så lidt lækker lokkemad kunne bruges i bytte!

Og der var ikke nogen i den anden ende – og der var heller ikke sket noget med telefonen. Men den skal ikke ligge på bordet mere! Han er vaks, den lille bandit. Jeg har ellers glædet mig over, at han aldrig har taget en sko eller støvle og aldrig bidt nogle ting i stykker, som hans 4 forgængere uvægerligt har gjort: sko, gulvtæpper, opstammede potteplanter, bordben og hvad ved jeg. Jeg tror faktisk, at han udvælger noget, der lugter godt af mig: strikketøjet, en sok, et sjal, og nu telefonen – men det bliver ikke bidt i stykker – jo plastikken omkring håndtaget på en saks! Men det er det eneste. Når jeg reder seng, er hans store nummer at snuppe en af mine bløde, uldne natsokker og rende med den, men han leger bare og hopper op i sengen med den igen.

I dag skulle han måske være foretagsom, fordi han lige havde været så flink og samarbejdet om en grundig børstning i en hel time – det er heldigvis ikke noget problem længere!