Det var 3 gode dage i hyggeligt selskab på Håndarbejdsmessen i Lillebæltshallerne, og jeg var indkvarteret hyggeligt hos ældstesønnen og hans familie i Sanddal, hvor Diki blev passet og leget med, mens jeg var “på arbejde”.
Der kom rigtig mange mennesker, som gerne ville vide noget om vores dejlige “Projekt Puttetæpper”, og vi både solgte mange mønstre og tog imod mange fine tæpper! Ialt 23 tæpper fik vi med hjem! De kan alle ses på Projekt Puttetæpper’s egen hjemmeside nu.
Her er 1 af dem, en UFO, som Lone har monteret og quiltet:
Vi havde også nogle tæpper med til at vise frem, og selvfølgelig sad vi ikke med tomme hænder! Vi syede på nogle blokke eller et tæppe efter det nye mønster, så vi også kunne vise det. Der var meget stor interesse for mønsteret, det bliver altså også fint, når det er syet.
Et af de tæpper, vi havde med som eksempel på et tæppe, syet af en tæppetante (Linda Jensen, Højbjerg) var dette, og det var der mange, som beundrede, så måske får Butik-5-trin-ned i Århus nye kunder – det er nemlig der, man kan købe mønsteret, som også kan bruges i puder, legetøj og meget andet.
Det var meget hyggeligt at være i selskab med Familie & Samfund fra Odense, som sørgede for både kaffe og kager til os! Og Vivian Høxbro, som viste eksempler på nogle af sine teknikker og signerede sine bøger. Så det blev en god oplevelse.