..efter at være kommet igennem den lange vinter uden uheld og uden snepigge under støvlerne mere end ganske få gange – så skete det på en “forårsmorgen”! På den ellers sneryddede sti, hvor vi går vores morgentur (“skolestien”) lå jeg der lige så lang (kort) jeg er! Fødderne smuttede på det forræderiske tynde lag sne over ren is – og bang uden mindste varsel lå jeg på ryggen! Instinktivt holdt jeg hovedet højt, så jeg ikke knaldede nakken ned i asfalten, det kunne have givet sol og måne og stjerner – men der er ikke sket noget. Kun lidt ondt øverst i ryggen fra lænden og op, det vil nok kunne mærkes i nogle dage, har jeg på fornemmelsen.
Men jeg kunne selv komme op, og der er i hvert fald ingen skader sket – kun min sårede stolthed 🙂
Det er godt nok irriterende! Nu har jeg hele vinteren gået forsigtigt, gået ud i rabatten, hvis der så glat ud, undgået at gå ned ad bakke på stien, hvis det så lumsk ud osv, og så netop, når man glæder sig over, at de har været tidligt ude og skrabet stien – BANG – så ligger man der.
Jeg klarer mig, og det gjorde jeg også i går aftes, da jeg kørte hjem fra en skøn aften i Vitus Bering Quilterne med den fantastiske billedkunstner Bodil Gardner (det kommer der mere om senere), hvor det var begyndt at sne MEGET, så det var et vejr, jeg normalt ikke ville køre ud i! Jeg havde heldigvis en passager med, som ikke var nervøs, men glad for mit liste-tempo! Så stille og roligt trillede vi hjem til Brædstrup, en vej jeg er fortrolig med, så jeg kender hvert lille sving. Det var godt, for der var godt nok ikke meget sigtbarhed, og striberne på vejen var helt væk! Heldigvis listede alle andre biler også både modgående og alle dem, jeg havde bag mig! Det er godt at have én, der holder samme tempo til at ligge bagved, det kender jeg også godt – i går var det så mig, der satte farten. Og hjem kom vi i god behold.
UHA! Godt du ikke slog dig og godt du ikke brækkede noget. Jeg skvattede for to år siden en aften efter en dag hvor der havde tøet hele dagen. Så kom der frost OG sne der dækkede den fine glatte is – øv, og der lå jeg! Med et brækket håndled og manden i Sydafrika. AV, luftede hunden færdig, tog en taxa til skadestuen kl 23,20 og hjem igen kl 03,25. Skrælle kartofler, strikke og vride en klud kunne jeg ikke i lang lang tid. Læste mange bøger og lærte at skrive tal (sudoku) og bruge musen med venstre hånd. Den personlige hygiejne var et andet kapitel. Jeg “overlevede” i fin stil og glæder mig dagligt over min fulde førlighed og sansernes formåen.
Godt du ikke kom til skade. – men Diki, blev han ikke legesyg eller forskrækket over at du pludselig lå der og rodede i sneen?
Ja, det var godt, det ikke gik skidt!
Men jeg har så gode knogler, at jeg efter en knoglecanning (folkeundersøgelse) fik at vide, at de ikke engang var interesserede i at følge mig, som nogle ellers blev spurgt om!
Og Diki var fuldstændig ligeglad: han stod bare og kiggede på mig, og snoren havde jeg i hånden. Det minder mig om engang for mange år side, hvor Whisky var hvalp og vi gik tur til søen, hvor jeg gerne ville lære ham, at det var sjovt at svømme, så jeg gik ud på broen, baglæns, og forsøgte at lokke ham til at hoppe i. Med det resultat, at pludselig forsvandt broen under mig! Jeg havde ikke kigget mig tilbage og faldt i ude for enden af broen! Jeg var helt under og kunne ikke bunde – men heldigvis svømme. Og Whisky stod oppe på broen og gloede på mig, som stadig havde fat i snoren! Hold da kæft, hvor føler man sig åndssvag “Er der nogen, der har set mig?”. Og med gennemvådt hår, nederdelen slaskende om benene og svuppende sko traskede jeg hjem, heldigvis en sommerdag.
HA HA – jeg kan se det for mig! Godt du ikke trak den stakkels hund med ud! 🙂 det må have svuppet en del i skoene da du sjoskede hjem.
Godt du kunne svømme. De billeder der kører i mit hoved er lige til skjult kamera 😉
Undskyld Hanne at jeg sidder her og griner for mig selv over hvordan du så ud når du gik hjem for nogle år siden. Hunden kigger på mig og forstår ikke vad jeg håller på med. 🙂
Grin bare! Ja, jeg syntes også selv, at den ville være god til skjult kamera! Jeg kunne heldigvis grine! Men lige da jeg dukkede op af vandet, var min første tanke: Hvem så det her?
Ja er det ikke mærkeligt, at det første man tænker er, om der var nogen, der så det? Jeg røg med cyklen for 2 år siden, og aldrig er jeg kommet så hurtig op på en cykel igen som da! For tænk, hvis nogen havde set det! ;oD Mennesket er en mærkelig skabning, ikke? Hanne i CH.
Godt du ikke kom til skade i dag i dit fald. Forstår godt du kørte roligt hjem i aftes, jeg var glad ved jeg bor i byen, så jeg skulle ikke ret langt. Min en flot og spændende aften i aftes.