Et pragtfuld års-projekt afleveres

 

For lige et år siden fik jeg en fuldstændig skør idé! Men heldigvis fik jeg fuld opbakning, da jeg luftede den i den lille gruppe, der styrer “Projekt Puttetæpper”, som syr mindre tæpper til børn på julemærkehjem.

Den nye idé kom efter, at jeg havde sagt “nej desværre” til en bøn om at måtte bruge nogle af puttetæpperne som sengetæpper til de nye senge på Fjordmark, julemærkehjemmet i Kollund.

Jeg stod og strøg stof, og det rumsterede jo i hovedet – hvorfor kunne vi ikke lige lave de 30 sengetæpper, forstanderen ønskede så brændende til de nyrenoverede værelser?

Som sagt var der opbakning fra Grethe og Susse: “Vi kan jo sy dem selv, om ikke andet!” Øh ja, 30 sengetæpper minimum 120 x 200 cm?

Men det viste sig hurtigt, at der var opbakning langt udenfor vores lille kreds.

Og ikke “kun” puttetæppetanterne, men andre i Dansk Patchwork Forening meldte sig til at sy, så allerede da der var gået 2 måneder, var vi oppe på 30 tilmeldte tæpper!

 

 

Så det blev til over 60 sengetæpper! Det skulle de jo ikke bruge på Fjordmark, så de “overskydende” bliver i morgen afleveret på Julemærkehjemmet Hobro!

Smukke individuelle tæpper, syet af enkeltpersoner eller af grupper i fællesskab (som det øverste), eller en “top” som denne, som er syet af én og quiltet af en anden:

Der er én, der har syet 4 store tæpper alene –

 

– og der er én gruppe, der har syet 4 tæpper sammen.

Der var også opbakning fra patchworkbutikker, der donerede bagsidestof og vat. Og der var quiltebutikker, der quiltede mange af tæpperne (gratis).

Et af quilterierne designede endda et meget flot mønster til fri afbenyttelse for alle, der syede sengetæpperne, og syede og quiltede selv tæppet:

Og i morgen kører vi så til Hobro og afleverer de sidste 27 tæpper! Det er en helt ubeskrivelig fornemmelse af tilfredshed og stolthed, der fylder os! Tænk at det lykkedes på bare ét år at sy 64 sengetæpper! Et par stykker faldt fra undervejs, men det er småting i forhold til det flotte arbejde, som så mange har leveret. Vi må gerne være stolte!

3 tanker om "Et pragtfuld års-projekt afleveres"

  1. Det er et vildt flot stykke arbejde i har lavet og de er alle meget smukke dem vi fik at se. Må give en god fornemlse at lave så meget og forærer det væk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *